Imellem veerne griner jeg og laver sjov

Efter en graviditet med utallige ture på hospitalet, mange blødninger og et tilbagefald af kræft vil jeg dele min fantastiske og lidt hektiske fødsel med jer. 

Ugedagen er torsdag og jeg har aldrig haft det bedre, to uger til termin. Hele dagen bliver brugt med at shoppe, spise frokost med min søster, besøge mit arbejde og slutte af med en god middag ude med venner. Vi kommer senere i seng end vi plejer uvidende om hvad fredagen vil byde os

Kl. 02.00 vågner jeg ved at jeg mærker et lille ’plop’ mellem benene og følelsen af noget render ud af mig. Jeg vender mig, kigger på uret og af en mærkelig grund tager jeg et screenshot på min telefon af klokken. Jeg fniser for mig selv da det går op for mig at mit vand er gået. Jeg får prikket til min kæreste som flyver op, og da det går op for ham hvad der sker, finder han et håndklæde til mig. 

Han er lettere panisk og forvirret, jeg sender ham ud for at ryge så jeg kan ringe til fødegangen i fred. Vi aftaler at jeg skal komme ind efter vagtskiftet klokken 7, og ellers ringe igen hvis jeg får veer. Ingen af os kan sove igen, vi står op og spiser lidt chokopops og fjoller rundt i lejligheden. 

Klokken 4.40 begynder de små veer at komme, de bider en smule. Min kæreste går i seng og jeg hopper under bruseren - hvilket er himmelsk. Vi bibeholder vores aftale med fødegangen, og er derude kl. 7.30.
Jeg er 1 cm åben,
vi får tilbuddet om at blive eller tage hjem - vi vil rigtig gerne hjem, både fordi vi bor rigtig tæt på hospitalet og fordi vi to har sat os op til at førstegangsfødende ofte bruger mange timer på at få baby ud.

Ny aftale på hospitalet er kl. 15, til podning.

Veerne bider en smule, men kommer og går uden nogen regelmæssighed. Jordemoderen har sagt at det kan være lindrende at sidde på en pilatesbold og det også kan hjælpe baby ned i bækkenet, så jeg sidder solidt plantet på bolden derhjemme. Vi joker flere gange med at der er mange timer endnu, og at det først er om flere timer det bliver hårdt.

Jeg ligger mig ind i sengen, min kæreste henter lidt brød og frugt. Da han kommer retur, er veerne mere hidsige og intensive, jeg kan ikke rigtigt spise kun drikke. Jeg rejser mig for at komme ud og tisse, og hele sengen er fyldt med blod. 

Da jeg kommer op at stå, udbryder jeg
“jeg har det som om jeg skal presse. Jeg føler jeg skal sk***”.
Blodet løber ned af mine ben, og ude på toilettet skyller pressetrangen indover mig - min kæreste ringer hurtigt til fødegangen som gerne vil sende en ambulance, men vi bliver enige om at jeg nok skal kunne gå de knap 100 m ud til bilen. 

Jeg når to meter, med voldsomme smerter og en pressetrang som er enorm. Får fremstammet at de nok hellere må sende en ambulance.

Da jeg har nået 20 meter gennem lejligheden og næsten er nået til hoveddøren, går den op og ind kommer ambulancefolkene med en bårer - helt perfekt timing. Her er klokken knap 12.

Vi har små 10 minutter til hospitalet med blå blink, min kæreste ræsende bagved og jeg ligger og småskændes med redderen, fordi han vil ligge et drop på mig og jeg nægter, kun fordi jeg vil købe mig tid så min kæreste kan nå at fange mig på hospitalet inden vi finder ud af hvad der skal ske.

Jeg når lige ind på en fødestue, bliver modtaget af den mest fantastiske og dygtige jordemoder som får talt mig ned o gear, så jeg kan få styr på veerne. Lige da jeg kommer over på briksen, suser min kæreste ind ad døren - timingen kunne ikke være bedre igen.

Jordemoderen vil sætte en måler på babys hoved, min kæreste og jeg kigger på hinanden og bliver her klar over at alt bare er gået utrolig hurtigt. Hun sætter den på hans hoved og jeg insisterer på at jeg gerne vil ud og tisse, hvilket jeg selvfølgelig får lov til.

Når jeg har ondt reagerer jeg ofte med at grine, så imellem veerne griner jeg og laver sjov - især fordi hende på stuen ved siden af mig SKRIGER og SKRIGER i vilden sky (hvilket hun stadig gjorde da vi forlod fødegangen 2 timer senere). 

Jeg har udvidet mig fra 1 cm til 10 cm på få timer, dette har været skyld i blødningen, og da de er sikre på det ringer jordemoderen til SOSU-assistenten og siger “hvis du skal være med til at fejre fødselsdag skal du komme nu”.

 

Min kæreste og jeg kigger forbløffet på hinanden og griner fjollet.

Jeg ligger på siden, med benet på en bøjle, hånden solidt plantet i min kærestes hånd. Efter første pres beder jordemoderen mig om at tage hånden mellem mine ben og her mærker jeg en lille fin tot hår. Andet pres får samme besked - her får jeg fat om hans ansigt, det er den vildeste følelse. Sidste pres skal jeg trille om på ryggen og selv hive ham op til mig - hvilket jeg gør. Jeg trækker selv min store baby op, som ser lidt sammenklemt ud efter nogle hektiske timer.

14.35 kommer han til verden.

Intet øjeblik i hele mit liv har givet mere mening.