“jeg er lidt i tvivl om jeg kan mærke noget navlesnor”

I 2016 havde jeg termin 29/2 med vores første barn, køn ukendt.


Jeg gik på orlov lige efter nytår og tænkte, yes! Jeg skal bare nyde de næste 8-10 uger, jeg var sikker på jeg ville gå over tid.
Fra uge 22 begyndte jeg at have mærkbare plukveer og dem havde jeg mange af, men ganske ufarligt ifølge både lægen og jordemoderen.

Alletiders, det følger bare med, jeg havde ingen andre gener.


Midt i januar skulle vi til fødselsforberedelse, og dagen før går min slimprop. Jeg spørger lidt ind til det til fødselsforberedelsen, igen er svaret at det ikke har betydning. Thumbs up, ingen fare for at baby kommer af den grund.


Ugen efter skulle jeg til almindelig konsultation og fødselsforberedelse derefter, men det nåede jeg aldrig.
Natten til torsdag vågner jeg ca. 01.15 fordi jeg skal tisse, da jeg rejser mig, vælter vandet ud af mig! Jeg var helt forvirret, det var ikke helt gået op for mig hvad der foregik, og jeg nåede at tænke

“øv, så blev jeg alligevel en af dem der ikke kan holde på vandet”.


Ud på toilettet og få tørre trusser på og bind i - og så gik det op for mig at vandet var gået.
Jeg var i tvivl om hvad jeg skulle gøre, så jeg ville lige lægge mig og finde ud af det, men jeg kommer hurtigt op igen, for min seng er helt våd, det har altså sivet i et stykke tid. Jeg gik vel at mærke først i seng ca. 23.30.
Nu vågner min mand og spørger hvad jeg laver. Jeg fortæller at vandet er gået, men at jeg er tvivl om hvad jeg skal gøre?! Han siger

“du skal vel ringe til jordemoderen”?

Nå ja, selvfølgelig! Jeg var helt rundt på gulvet.
Jeg får ringet, vi får at vide de ikke gør noget for at stoppe det fordi jeg er over 34+0, jeg må gerne lige tage et bad og så skal vi komme derned, men vi skal ikke tage os god tid.

Jeg går i bad og så starter veerne. Min mand render forvirret rundt og forsøger at pakke en taske, vi havde intet gjort klar.
Kl. 02 bevæger vi os mod Viborg, der er -17 grader og virkelig tåget, så det tager næsten en time at køre derned.
Hele vejen derned timer jeg veer, de kommer med 4-5 minutters mellemrum og varer ca. 1 minut.
Vi ankommer til fødegangen ca. kl. 03, her bliver vi taget imod af en anden jordemoder, hun fortæller at vores egen har en anden i fødsel, men hun kommer så snart hun kan.


Vi kommer på en modtagestue og jordemoderen spørger ind til vandafgang, vil gerne se mit bind - som i øvrigt er knastørt - fuld vandafgang, hun spørger ind til veer osv. Hun fortæller kort igen at de ikke gør noget for at stoppe det, og så kører hun er kurve for at få en status.


Babys hjerterytme bliver påvirket under veerne, så det vil hun lige tale med en fødselslæge om. Først vil hun undersøge mig, for det første han vil spørge om er hvor langt jeg er.


Jeg var knap 4 cm åben, hun undersøgte videre og det tænkte jeg ikke nærmere over, jeg havde jo aldrig prøvet det før. Så siger hun “jeg er lidt i tvivl om jeg kan mærke noget navlesnor”... Inden jeg når at spørge hvad det betyder, stopper min ve og så faldt der åbenbart en hel håndfuld navlesnor ud, og hun siger til min mand han skal trykke på knappen med damen i en fart (akut-knappen), han aner ikke hvad det er for en knap, så hun rejser sig og gør det selv, flyver så tilbage og sætter hånden op i mig igen.

“Det bliver at akut kejsersnit”

siger hun så, så vælter vandet ud af øjnene på både min mand og jeg. Hun skynder sig heldigvis at fortælle, at vores baby har det godt, den skal bare ud i en fart, for der er navlesnorsfremfald. Det havde vi aldrig hørt om før.


Alt imens vælter det ind med mennesker, to sygeplejersker begynder at hive mit tøj af og jeg hjælper til, for midt i kaosset tænker jeg, at de skal sgu ikke klippe mit tøj i stykker! Fødselslægen står ret afslappet og tager bestik af situationen, min kendte jordemoder kommer løbende med Bricanyl til at stoppe veerne og hakker den hurtigt i låret af mig.

De er lige ved at køre mig ud på gangen fuldstændig blottet, men der er heldigvis en sygeplejerske der kaster en kittel over mig.
Lejet jeg ligger på er åbenbart i stykker, så det kan ikke køres op til OP-lejet! Jordemoderen som jo stadig sidder med hånden oppe i mig, for at forhindre at navlesnoren bliver klemt, siger

“du kravler bare, jeg skal nok følge med”,

 så i bedste krabbegangsstil får jeg mig bevæget over på OP-lejet.

Begge arme bliver placeret, der bliver målt blodtryk på den ene og anlagt venflon i den anden. En anæstesisygeplejerske præsenterer sig og smækker yderligere udstyr på mig, min kendte jordemoder kommer løbende med doptonen og ud af øjenkrogen ser jeg en sprøjte blive sat i mit venflon, imens ser jeg jordemødrene lede efter hjertelyden.

Medicinen bliver skubbet i, og da jeg falder i søvn, har de ikke fundet hjertelyden!


Jeg vågner en lille time senere på opvågningen og aner ikke om min baby lever eller hvad køn det er. Der går en sygeplejerske og er ved at anlægge en blokade i såret, men hun ved intet og må ikke gå fra mig før der kommer en anden.


Endelig kommer der en anden sygeplejerske der kan fortælle at jeg har fået en søn, en fuldstændig velskabt søn, der skreg med det samme han kom ud, og han var nu på neonatal med sin far.


De ringede efter min mand og han kom hurtigt over til mig, det er den mest følelsesladede genforening nogensinde. Ingen af os oplevede fødslen af vores søn, og siden vi havde set hinanden sidst,

var vi blevet forældre til verdens smukkeste lille dreng, vores søn <3

Akutkaldet gik 03.08 og han er født 03.16. Det var den vildeste oplevelse nogensinde - og selvom det var kaotisk og traumatisk, så følte vi os i sikre hænder hele vejen igennem. Personalet var også virkelig gode til at holde min mand underrettet under operationen.


Han blev født d. 21/1-16 i uge 34+4, han vejede 2120 gram og var 45 cm.

Vi var indlagt på neonatalafdelingen i 15 dage mhp ammeetablering. Han klarede sig virkelig godt og helt uden hjælp, kun en sonde til mad til han havde kræfter nok til at spise et helt måltid ved mig.
Det var ikke sådan vi havde forestillet os noget som helst, men alt gik godt og han er sund og rask - det vigtigste af alt.



Nu er han to et halvt, og har for en måned siden fået en lillesøster, hun blev heldigvis i hulen lidt længere :-)

Med venlig hilsen
Didde.


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.