Jeg frygtede hver dag at min graviditet ikke ville ende lykkeligt.

Det er første gang jeg deler min fødselsberetning.
Det føles godt.

Min graviditet var ikke nem. Den vagte angst og konstant bekymring, hver eneste dag. Angst for at miste og for at noget gik galt. Jeg frygtede hver dag at min graviditet ikke ville ende lykkeligt.

Jeg blev gravid i april 2017, præcis 7 mdr. efter at jeg havde været gravid med tvillinger samt født og taget afsked dem begge, desværre alt for tidligt.
For min kæreste og jeg gjaldt det om, at være i sorgen samtidigt med, at glædes over en ny graviditet for at finde ro og styrke til, at være i ulykken sammen.

I hele min graviditet gik vi til utallige kontroller, samtaler og scanninger på hospitalet. Flere gange om ugen. Det startede allerede da jeg var 8 uger henne og min sidste kontrol fik jeg, da jeg ramte de 32 uger. Vores fødselslæge holdte virkelig øje med mig, han ville sikre at ulykken ikke skete igen. Det var både trygt men også mega hårdt at være i så intens kontrol. Jeg kunne jo nærmest navnene på hele personalet på svangre afsnittet.

Efter 33+3 lange og hårde graviditetsuger begyndte jeg torsdag morgen den 2.11 at bløde.
Vi havde et par uger inden deltaget i 1. Fødselsforberedelse via hospitalet, og derfor kunne vi hurtigt blive enige om, at det ikke kun var en pletblødning, men nærmere en tegnblødning. Noget havde vi da lært.
Vi kontaktede derfor fødemodtagelsen og blev kaldt ind til kontrol.
På stuen konstaterede lægen en blødning ved livmodermunden, men han vurderede den som aftaget og ikke alvorlig. Alligevel ville de indlægge mig til nærmere opsyn døgnet over, grundet vores tidligere historik.
 

Min blødning stoppede helt hen over frokost og jeg begyndte så småt at blive irriteret over at være inde på hospitalet.
Med alle de mange besøg, kontroller og lægesamtaler gennem graviditeten var jeg nået dertil, hvor jeg havde fået nok af de gule og orange vægge, lugten af håndsprit og gentagelsen af vores forløb til nye personer ved vagtskifte. Jeg ville gerne hjem og slappe af og nyde min graviditet - nu var vi jo kommet så langt.
Desuden var min egen seng hundrede gange blødere end deres, og med lændesmerter og uro i benene, var egen seng og et varmt bad det eneste jeg kunne tænke på.

Fredag morgen den 3.11 kl. 05 vågner jeg af, at min livmoder trækker sig sammen forholdsvist regelmæssigt. En sygeplejerske kom ind og hun placerede en CTG, så vi i løbet af formiddagen kunne registrere hjertelyd og de famøse plukkeveer.
Hen over frokost tager veerne til i styrke og smerte, men min fødselslæge mener ikke at jeg skal forvente at føde. Han mente at jeg havde en blærebetændelse som provokerede og igangsatte kraftige plukkeveer. Han sagde at det ikke var veer. Men de gjorde f .... ondt, husker jeg!!

Da jeg skulle på penicillinkur mente lægen, at vi skulle blive endnu et døgn. (Hvor heldig kan man være!?)
Jeg forventede selvfølgelig at plukkeveerne blev mildere og svagere, gerne inde for kort tid. For det var jo ikke veer og så kom jeg også af med den blærebetændelse.

Derefter blev det altså nødvendigt at min kæreste måtte hjem efter underholdning. Der var ikke megen sjov over vores stue på barselsafsnittet. Især når der endnu ikke var født et barn.

Det var blevet mørkt udenfor og klokken nærmede sig 17. På dette tidspunkt bevægede jeg mig hurtigere og regelmæssigere ind i veer og pressetrang. Jeg husker at jeg koncentrerede mig om, ikke at gå i panik og blot være i veerne. Udadtil har jeg nok ikke fremstået særlig rolig!
Min kæreste var endnu ikke kommet tilbage på hospitalet. Hvilket bestemt heller ikke beroligede mit hormonelle sind.

Jeg blev hurtigt kørt på en fødestue, og da jeg med hjælp af jordemødre fik tøjet af, konstaterede de at jeg er 4 cm udvidet og i fødsel. Okay, tænkte jeg. Jeg mente at lægen havde sagt, at jeg ikke ville føde i dag?

De næste to timer er sløret og de går ekstremt stærkt.
Før jeg ved at det var min kæreste inde på stuen og jeg var ved at blive gjort klar til operation, da jeg skulle føde ved kejsersnit.

Vores datter blev født klokken 19:15. Hun vejede 2028g ren kærlighed og var 42 cm.
Jeg så hende kortvarigt over klædet som hang ned foran mit bryst. Og væk forsvandt hun og min kæreste.
Min datter skulle have ilt og i kuvøse, og derfor indlægges på neonatal afdelingen.
Og jeg skulle syes sammen... Først i livmoder, så underhud og sidst i overhud.

Jeg blev derefter kørt på opvågning hvor jeg lå i en tid som føltes som flere år. Flere kom ind og kørt ud fra opvågning, i den tid jeg lå og ventede på, at kunne mærke mine ben igen. Imens jeg lå der og ventede utålmodigt på, at se mit barn, var min kæreste nede for at vise mig de første billeder som er taget af hende Det var mærkeligt at se hende på et billede. Uvirkeligt og distanceret.
Jeg lå i kælderetagen og hun på 10. Sal. Hun var meget langt væk.
Jeg sendte min kæreste op til hende hurtigt igen. Hun var da for lille til at være alene!

Efter en evighed med følelsesløse ben blev jeg kørt på barselsafsnittet, hvor der kom en sygeplejerske ind til mig med en brystpumpe. "Værsgo'" sagde hun. "Nu skal du dobbeltpumpe hver 3. time, så du kan igangsætte og stimulere din mælkeproduktion".
Jep. Så lå jeg der med en sugekop på hvert bryst, uden fortsat at have set eller holdt mit barn. Det gør utrolig ondt, vil jeg gerne indskyde.
"Forestil dig at du ligger med din datter, så går det nemmere", sagde sygeplejersken. Ja, det var vist lettere sagt end gjort. Hun lå på 10. Sal og jeg vidste ikke hvordan hun føltes eller mærkes i mine hænder.

Klokken blev 04 lørdag morgen før jeg blev kørt op på neonatal afdelingen for at møde min datter for første gang.
Og sikke et møde!

Vores datter blev født i uge 33+4. Hun havde brug for ilt de første to døgn.
I 3 uger fik hun (mit) mælk via sonde og da hun var 5 uger gammel (37 uger korrigeret) fuldammede jeg og vi blev udskrevet fra hospitalet.
Vores datter er i dag en glad og smuk pige på 9 mdr.
Hun er den sejeste og stærkeste jeg kender og jeg er stolt helt ind i hjertet.
Dét døgn jeg var fra hende på hospitalet, har jeg for længst taget igen. Og jeg holder ved lige indtil dén dag hun vrisser af mig og siger "stop mor, du er pinlig nu".

Det var min happy ending.


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.