Jeg har altid vidst, at jeg IKKE ville føde selv!

Jeg har altid vidst, at jeg ikke ville føde selv –altså vaginal fødsel!

I mange år, helt frem til jeg var sidst i 20’erne ville jeg slet ikke have børn. Det var der flere årsager til, men en af de største var netop at jeg havde angst for dét at skulle føde.

Selve tanken om at være gravid og have et andet levende væsen inde i mig, var også ret skræmmende og ikke en tanke jeg brød mig om. Det var dog noget jeg godt kunne overskue, såfremt jeg bare ikke skulle føde selv!  Jeg forklarede min mand hvordan jeg havde det og vi var enige om at jeg skulle have et kejsersnit, hvis jeg blev gravid. – om jeg så skulle betale for det selv.

Jeg har efterhånden ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet fortalt; ”det er da ikke noget at være bange for – det er ganske naturligt...” SOM OM jeg ikke vidste det!?!  Eller: ”jo det gør da ondt, men det glemmer du hurtigt når vidunderet er der. ”

For det første så er jeg ikke ”bare BANGE” eller bange for smerten. Jeg har en uforklarlig angst. Jeg ved ikke hundrede procent, hvor den stammer fra og hvorfor den fylder så meget, men det gør den altså.

Da vi besluttede, at vi ville være forældre, gik det heldigvis ret stærkt. Og jeg havde kort forinden hørt at der var frit valg ifht. at føde naturligt/vaginalt og at vælge kejsersnit. Alligevel husker jeg et sug i maven, da testen var positiv og jeg skulle bestille tid hos lægen. Han beroligerede mig dog med at det var mit eget valg og at jeg skulle fortælle det til mit første jordemoder besøg.

Samme besked fik jeg hos jordemoderen og havde egentligt ikke forventet at der skulle ske mere – andet end når vi engang nåede til al det praktiske omkring en sådan operation.

Jeg tog da grueligt fejl. Ved flere kontroller og scanninger måtte jeg igen og igen svare på spørgsmålet om jeg stadig ønskede et planlagt kejsersnit, og hvorfor. Jeg blev gentagende gange forklaret risicis ved et kejsersnit og at det var bedst med en naturlig vaginal fødsel, både for barnet og får mig osv osv. Helt fint at få al den fornødne info, men trættende og stressende i længden, især fordi jeg vidste det ikke ville ændre min indstilling.

Jeg blev indkaldt til speciallæge (de skulle åbenbart udrede mig og vurdere mig, fordi jeg havde truffet det valg jeg havde) det var under 4 mdr. til termin.

Jeg glemmer aldrig denne samtale. Det var en meget ubehagelig oplevelse! Jeg skulle endnu engang forklare årsagen til mit valg om planlagt kejsersnit. Jeg blev stillet en lang række spørgsmål, af meget personlig og privat karakter. Bl.a. om jeg havde været udsat for seksuelle overgreb og lign. (og nej det har jeg ikke) Virkelig voldsomme spørgsmål, når jeg ikke var blevet forberedt på, at det var det samtalen her skulle afdække.  Der blev forventet svar på spørgsmål, som jeg ikke kunne give – fordi jeg ikke selv kendte dem.  Jeg kunne ikke og kan stadig den dag i dag ikke helt forklare – ikke engang for mig selv – hvorfor jeg havde (og har) denne angst. Jeg husker tydeligt en meget sårende kommentar; ”tror du ikke du skulle ha gået til psykolog med dette? ” ”det giver jo ingen mening at en sund og rask kvinde som dig ikke vil føde selv” ”hvad vil du gøre, hvis du går i gang før tid? ”

Så må jeg jo føde selv, svarede jeg – så har jeg vel ikke noget valg… ”nej, for du skal jo ikke regne med, du så bare kan komme til, hvis det ikke er akut. ” – jeg græd hele vejen hjem i bilen!  Aldrig har jeg følt mig så forkert og skamfuld. Skam over ikke at være i stand til at leve op til hendes (og samfundets) forventning om hvad en rigtig kvinde/mor skal og bør.

Jeg havde heldigvis fået min dato – og holdte humøret oppe med, at den kunne de forhåbentlig ikke tage fra mig igen.

Tre dage før mit planlagte kejsersnit var jeg og min mand til forundersøgelse. Til den fandt vi ud af at operationen var rykket og i stedet skulle foregå Dagen efter!  - det havde de lige glemt at orientere om…

Dagen efter kom den smukkeste livligste og mest charmerende lille pige til verden.

Nu skulle man tro, at jeg kunne få lov at sætte en streg i sandet for al det energikrævende vigør, der havde været ifht. mit ønskede kejsersnit. Men da jeg første gang fik besøg af sundhedsplejersken, var det én specielt udvalgt til mig. Én med kompetencer til at vurdere mig i rollen som mor… jeg var nemlig blevet puttet i kassen for ”højrisiko for fødselsdepressioner! ” en vurdering hverken jeg selv eller min omgangskreds kunne forstå.

Sundhedsplejersken fandt mig dog ganske normal ;)

Jeg vidste ikke, at det skulle blive så besværligt, ressourcekrævende og følelsesmæssigt udfordrende at vælge et planlagt kejsersnit. Beslutningen havde dog ikke været anderledes om jeg vidste, men så kunne jeg havde været bedre forberedt. Hvis der skulle komme en ”næste gang” vil jeg med sikkerhed igen vælge et planlagt kejsersnit. For det er rigtigst for mig. Og hvis jeg føler mig tryg i mit valg, så tror jeg på det bliver den bedste oplevelse for både barnet og jeg.

Mange, både folk tæt på mig og i periferien har ytret sig om mit valg. Der har været opbakning fra nogle, men også negative kommentarer fra dem der har en anden holdning til emnet end jeg. Og jeg har mere end én gang hørt at jeg jo ikke helt ved hvad det vil sige at føde (læs: hvad det vil sige at blive RIGTIG mor) idet jeg ikke har mærket de afgørende veer og ikke har skulle presse i timevis…! Jeg mener dog ikke et kejsersnit gør en til en ringere eller mindre rigtig mor. Men derfor kan det sagtens gøre ondt at få at vide. Synes hellere vi skulle heppe på hinanden og acceptere vores forskellige valg.

1514837734DSC_1184-mama3-e1514928019992-199x300.jpg