Jeg har en stor blodansamling som skal fjernes. Akut. Med operation.

Simon er på alle måder et mirakel barn. Jeg blev uplanlagt gravid som 18-årig. Total fest pige, en masse arbejde og ellers fest hver weekend... og de fleste hverdage.

Som sagt, absolut ikke planlagt. Opdagede først graviditeten i uge 21, (ca) da jeg kun havde taget 2 kg på, og havde ellers ingen gener.

Min menstruation havde jeg på daværende tidspunkt ikke haft længe, da jeg pga. migræne ikke måtte få P-piller, og havde ikke fået taget mig sammen til at få bestilt tid ved lægen, til at få noget andet prævention.

Nå, havde termin d. 26/07-2009, dagene sneglede sig afsted. Torsdag aften d. 23/7 havde jeg netop rengjort hele lejligheden og satte mig i sofaen, da det pludselig blev vådt, klokken var på det tidspunkt 21.30. Som ung og uerfaren gik jeg en smule i panik og ringede til min mor, som sagde jeg bare skulle tage det stille og roligt, men jeg kunne da godt give fødegangen et kald. Det gjorde jeg så, og de ville gerne tjekke mig. Måtte igen ringe til min mor, som skulle køre mig. Hun havde absolut ikke travlt, for da jeg blev født, var det en laaaang fødsel (tak mor, skræm lige livet af mig!). Vi kom derned omkring kl. 22.40, hvor jeg bliver taget imod af en jordemoder som viser os ind på en fødestue. Både min mor og min stedfar er med. Dog bliver min stedfar ved med at sige, at det ikke bliver i dag, da jeg først føder fredag aften, så han underholder hele fødegangen og samtlige jordemødre og sygeplejersker. (Pinligt!!) ganske rigtigt, er fødslen absolut ikke i gang, kun 2 cm åben, så vi må gerne køre hjem igen. Og mit vand var ikke gået. Det var slimproppen der røg ud. Fik skæld ud over, at jeg havde skiftet bukser, for nu ku de jo ikke se, om det var rigtigt hvad jeg sagde. Nå nå, undskyld jeg er ung, uerfaren og førstegangs.

Dog skal jeg ringe fredag formiddag kl. 10, hvis der ikke sker noget i løbet af natten.

Jeg sover egentlig ganske fint om natten, vågner dog et par gange, men ingen veer. Fredag d. 24/7 kl. 10 ringer jeg til fødegangen som aftalt, men får besked på, at ringe igen kl. 12, da der pt ikke er nogen ledig jordemoder. Nå, ringer og opdaterer min mor, som selvfølgelig er taget på arbejde, for jeg føder jo ikke foreløbig. Da jeg ringer kl. 12, vil de gerne se mig kl. 13, for en sikkerheds skyld. Må igen ha fat i mor-chauffør som henter og bringer. Vi ankommer kl. ca 13.10, og bliver ledt ind på en fødestue. Jeg bliver undersøgt, og er nu 3-4 cm åben, men ingen veer af betydning. (Har høj smertetærskel, så regner dem ikke for noget). Jordemoderen sætter ve-måler på, og kan konstaterer, at der ikke rigtigt sker noget. Omkring kl. 16 får jeg at vide, at jeg gerne må blive eller tage hjem, men hun regner ikke med, at der sker noget foreløbigt. Hmm nå. Hjemad det går, så vi kan få noget aftensmad. Dog bliver det ikke til meget aftensmad for mit vedkommende, da veerne startede da jeg trådte ind af døren ved mine forældre. Min mor og min stedfar sidder på skift ved mig i mine forældres seng, hvor deres hunkat også passer på mig og presser på min mave. :-)

Omkring kl. 18.30 har jeg så ondt, at jeg stiller mig ud under bruseren for at lindre smerterne. Sikke en lettelse!! Går efter 15 min tilbage i sengen og ligger mig. Mellem 18.45-19 går mit vand. I mine forældres seng. (Ups). Kattemor var nu helt vild og mijavede og vandrede helt vildt rundt på mig.

Vi bliver enige om, at vi nok hellere må ringe til fødegangen. Vi bliver bedt om at komme med det samme, da de kan høre min jamren i baggrunden. Inden vi kører, skal jeg dog lige en tur under bruseren igen. Jeg får snøvlet mig færdig og vi kommer afsted. Det var den længste køretur ever! Da vi når ca 10 min fra sygehuset, vil jeg bare gerne ud af bilen og GÅ resten af vejen. Hurra for en fornuftig mor der fortsætter med at køre. Da det er aften, skal jeg ind igennem skadestuen, ude foran sidder en mand, som nærmest går i panik da han ser mig og flyver ind efter en sygeplejerske og en kørestol. Rigtig sødt af ham. Da sygeplejersken hører at vi har snakket med fødegangen, guider hun os vej der ned. Jeg skiftevis gik og sad ned. Havde de vildeste veer. Da vi ankommer på fødegangen er klokken et sted mellem 20.30-21. Jeg vil rigtig gerne i badekar, men jordemoderen mener ikke jeg kan nå det, da hun skal undersøge mig først. Hun hjælper mig med at tage mine bukser og trusser af, idet hun sætter sig ned på hug, kommer der en ordentlig skylle vand og sprøjter op i hovedet på hende. Kan ikke andet end sige: “hov. Undskyld!” Hun griner heldigvis og fortæller, at hun har prøvet det før. Jeg kommer op på briksen og hun undersøger mig, og fortæller, at jeg er 10 cm åben, så jeg når ikke i vand. ØV! Jeg får en kold klud på panden og ilt. Dog var jeg ikke fan af ilten, så fik slået min mor i hovedet med masken. (Undskyld mor!).

De er nu to jordemødre på stuen, husker dem som rigtigt flinke. Kl. 21.10 får jeg presseveer og må heldigvis gerne presse. Uden jeg rigtigt opfatter det, er der pludselig både læger, sygeplejersker og endnu en jordemoder på stuen, da han havde navlestrengen to gange rundt om halsen. Midt i al kaosset går døren op, og min stedfar siger: “jo, jeg er vidst gået rigtigt” typisk ham. (Han kørte efter os, da han var på golfbanen + der skete en ulykke på motorvejen lige foran ham, men han fik lov at passere af politiet, for han sku jo være morfar for første gang :-)). Nå, jeg fortsætter med at presse, og efter 4-5 presseveer kommer Simon til verden kl. 21.29, 3072 G. & 48 cm. Den smukkeste lille dreng. Jeg var helt overvældet af følelser og ku slet ikke være i mig selv.

 Billedet er et model billede og ikke en del af beretningen.

Billedet er et model billede og ikke en del af beretningen.

Han bliver hurtigt undersøgt på kryds og tværs, men er helt perfekt. (Utroligt som jeg havde røget og drukket de første 20 uger!). Desværre var de nødt til at klippe mig, så fik 6 indvendige og 6 udvendige sting i hver side efterfølgende.

Omkring kl. 1.15 kører mine forældre hjem og jeg er alene med mit lille vidunder.

De ville jo gerne ha mig til at tisse, men intet hjalp. Sad på wc’et med fingeren under vand mens bruseren løb. Drak en hel masse saftevand, var oppe og gå. Intet hjalp. De prøvede så et engangskateter på mig, men de kunne ikke komme til. Jeg havde SÅ ondt. Kl. 3.10 ca kommer en overlæge og prøver, men han kan heller ikke. Han konstaterer, at jeg har en stor blodansamling som skal fjernes. Akut. Med operation. Så ligger man dér, helt palle alene i verden. 19 år. Nybagt mor. Søvnmangel og tudefærdig. Skal skilles fra min lille baby, efter kun 6 timer og opereres. Sygeplejersken lovede mig, at tage sig godt af ham, og de var rigeligt til at se efter ham, da de absolut intet havde at lave den aften/nat.

Bliver hentet af en portør der kører mig til operation. Kan huske, at jeg vågner på opvågning omkring kl. 6 om morgenen og er helt rundt på gulvet og kan ikke forstå, at jeg er alene. Hvor er min baby?! Jeg bliver mange gange bedt om at ligge stille, da mit blodtryk ellers ryger i vejret. På et tidspunkt er jeg faldet hen igen, for vågner igen da jeg er på barselsgangen hvor den sødeste jordemoder/sygeplejerske siger godmorgen til mig. Klokken er nu ca 7, og har endelig Simon ved mig igen. Jeg er helt groggy og skidt tilpas. Hun hjælper med at pumpe mælk ud som Simon kan få, da jeg ikke er i stand til at amme. Hun henter en masse lækkert morgenmad til mig, desværre kan jeg kun klemme ½ æg ned, som kommer op igen.

Får ringet til min mor, og fortalt hvor jeg er og hvad der er foregået om natten. Jeg er rigtig skidt og snøvler en del, så sygeplejersken må forklare, hvordan hun kommer op på barselsgangen. Hun kommer omkring kl. 10.20 og jeg små sover hele dagen, på trods af gæster. Jeg var simpelthen ikke i stand til at sige fra. Når jeg skal tisse, foregår det med tre sygeplejersker, to til at holde mig og én til at styre bækkenstolen, jeg kan ikke holde mig oprejst. Jeg klager min nød flere gange, og de finder på et eller andet tidspunkt ud af, at jeg efter fødslen og i forbindelse med operationen, har mistet så meget blod, at det er nødvendigt med en transfusion. Da min blodtype er rH negativ kan jeg kun få “min” slags blod. Der bliver lagt venflon og hun vil komme tilbage og give mig væske i drop, inden jeg skal ha blod. Af en eller anden grund bliver jeg glemt, og venter i knap 1 ½ time før jeg får væske. Da posen er tom, får jeg 1 pose blod. Simon er heldigvis en meget nem baby, der sover meget og kun er vågen for at spise. Alle sygeplejersker og jordemødre vil hellere end gerne hjælpe og sidder ved mig og giver ham mad i et lille plastik glas. Jeg ville gerne amme, men efter kort tid “bed” han hul og jeg var fyldt med sår. Måske opgav jeg for hurtigt, men det føles rigtig for mig, at vi overgik til flaske.

Det var nogle rigtig varme dage at ligge på sygehuset, og jeg måtte ikke have åbne vinduer, for Simon måtte ikke få træk. Mandag formiddag er der en sød sygeplejerske der spørger, om jeg ikke vil ud og have frisk luft, så vil hun gerne tage Simon med på kontoret og holde øje med ham. Jeg takker ja, og bevæger mig for første gang i 4 dage udenfor stuen. Helt vildt underligt, så jeg vender hurtigt retur igen. Jeg har stadig ondt når jeg tisser og bliver om eftermiddagen tilset af en gynækolog som kan konstatere, at jeg har endnu en blodansamling. Heldigvis er den så lille, at den skal forsvinde af sig selv.

Tirsdag d. 28/7 får jeg af vide, at jeg må tage hjem samme dag, men jeg må også godt vente til onsdag. Øh nej! Jeg ringer straks til min mor, som kører fra arbejde for at hente os. SÅ dejlig en følelse endelig at komme hjem og starte vores egen hverdag.

I dag er Simon den dejligste, kærligste og omsorgsfulde dreng på snart 9 år. Har ikke et sekund fortrudt, at jeg blev mor som 19 årig. 

En lang fødselsberetning om en forholdsvis hurtig første gangs fødsel.

Bettina.