Jeg har meget svært ved at rumme smerterne og kaster op flere gange.

Efter min kæreste og jeg havde dannet par 2-3 år, begyndte jeg at plage om barn nr. 2 (hans første). Jeg syntes, at Simon havde en god alder at blive storebror i, han var på daværende tidspunkt 3 år. Han kom med mange gode undskyldninger for, at vi skulle vente. Manden havde jo egentlig ret i, at vi nok først og fremmest skulle flytte sammen, være færdige med uddannelser og have os et fast arbejde.

Nå, tiden oprandt for at min spiral skulle skiftes, så jeg argumenterede helt vildt for, at det var spild af penge at få sat en ny i, for at tage den ud igen kort tid efter. NU var han med på den og vi var 1 ½ mdr. fra at flytte sammen. Bevares, vi havde jo “kun” været kærester i 5 ½ på det tidspunkt.

Jeg fik spiralen ud i september og fik kort tid efter menstruation. Jeg brugte diverse apps for at holde styr på ægløsning osv. Jeg blev gravid i første hug og vi var lykkelige. Det var dælme svært at tie stille, så min bedste veninde fik det at vide som den første. Med tiden, fik vi desværre fortalt til lidt for mange, for da vi kom til nf i uge 13, var fosteret gået til omkring uge 8. Shit en lussing at få. Selvom det var svært, var der ikke andet at gøre end forsøge igen. 1 ½ år og 5 (!!) spontane aborter skulle der til, før det endelig lykkedes os. Heldigvis har jeg en rigtigt god og omsorgsfuld læge, der sendte os til tryghedsscanning med det samme. Beskeden ramte hårdt; enten var det gået til igen eller så var jeg ikke så langt henne som forventet. Vi kom regelmæssigt hos den private gynækolog indtil vi kom til nf i uge 12+4, for heldigvis ville dette foster blive. Vi var lykkelige, men samtidig møg hamrende nervøse.

Desværre havde jeg komplikationer, kvalme, ingen appetit, træthed og bækkenløsning. Min chef var helt indstillet på, at jeg absolut ikke skulle lave mere end højst nødvendigt og hvis arbejdet blev for hårdt, måtte mine kollegaer tage over. (Hurra for en fantastisk arbejdsplads!).

Da jeg rammer uge 19+6 ca, kan jeg ikke trække den længere og må til lægen med min bækkenløsning som resulterede i en deltidssygemelding. Jeg arbejde nu fra 8-11 eller 8-12 og blev nærmest smidt hjem af chefen eller kollegerne, da de tydeligt kunne se på mig, at hvert eneste skridt var smertefuldt. Til graviditets undersøgelsen i uge 25, går jeg derfra med en fuldtidssygemelding med ordre på, at lave så lidt som muligt, og kun til smertegrænsen.

Tiden snegler sig afsted, og vi kan næsten ikke vente med at få vores lille prinsesse at se.

Jeg havde termin d. 08/01-2018, og da jeg er til kontrol på sygehuset d. 27/12-2017 tjekker jordemoderen om hun kan lave hindeløsning og evt. tage vandet. Desværre var der 2-3 cm livmoderhals tilbage, så det kunne hun ikke. Øv!

Vi får fejret nytår med en flok gode venner og vi joker med, at vi skal hoppe ind i det nye år på fødegangen. Desværre sker det heller ikke.

Venner og familie er ved at være godt utålmodige og jeg får dagligt sms’er, opkald og snaps om jeg ikke snart har født.

Fredag d. 05/01-2018 går min kæreste og jeg i seng omkring kl. 21.30. Simon ligger også og sover trygt, da jeg vågner kl. 01.10 og vandet går. Jeg får vækket min kæreste og fortæller, at vandet er gået. “Hvilket vand?!” Hvor henne?!” Er hans svar. Små irriteret siger jeg til ham “ja prøv og kig omkring mig! Det breder sig!” Han vågner helt op og aner ikke hvad han skal gøre ved sig selv. Jeg beder ham gå ind og vække Simon, så han kan ringe til sin mormor og sige at vi kommer med ham. Mormor er lige så forvirret og siger: “hvorfor det? Midt om natten” Simon er selvfølgelig halv træt og svarer: “jeg tror mor skal føde lillesøster”. Nå, jeg ringer ti fødegangen, da de har bedt mig ringe så snart mit vand går, da det gik forholdsvis stærkt med Simon. Vi får smidt ham af ved mormor og morfar og drager mod Kolding. Kæresten og jeg har det skide sjovt i bilen og hygger og griner hele vejen. Jeg har på det tidspunkt absolut ingen veer, men kan mærke hvordan vandet bare løber ud af mig.

Vi ankommer til Kolding omkring kl. 02.20 og kommer ind på en undersøgelsesstue. Jordemoderen er forholdsvis ung og frisk og vi joker en del. Hun undersøger mig og jeg er 2 cm åben. Nedtur!! Vi må blive eller tage hjem. Vi vælger at blive, og jeg får sat ve-måler på maven. På et tidspunkt skal jeg virkelig meget på wc, og flår strimlen af maven og skynder mig på wc. NU er kroppen ved at gøre sig helt klar.

Hun kommer selvfølgelig løbende, men lader mig dog blive færdig i fred. Efterfølgende undersøger hun mig igen, nu er jeg 4 cm åben og hun beslutter, at vi skal over på fødegangen (klokken er nu et sted mellem 3.30-04). Jeg kan sagtens selv gå, da jeg stadig ikke havde veer, men hun syntes hun vil køre mig i en kørestol. Luksus! På fødegangen bliver vi installeret på stue 4, og hun fortæller lidt om rummet og hvad vi kan forvente der kommer til at ske. Ligger egentlig bare på briksen og chiller med min bækkenløsning. Veerne begynder at komme og de kommer pludseligt stærkt. Vi snakker bedøvelse da jeg har meget svært ved at rumme smerterne og kaster op flere gange. Hun starter med akupunktur i lænden som desværre ikke har nogen virkning. Egentlig ønskede jeg ikke smertestillende, men måtte overgive mig og takke ja til epidural blokade da hun foreslår det. Anæstesi lægen kommer omkring kl. 5.40, og jeg mærker overhovedet ikke, at han ligger den! Jeg var i himmelen og kunne slappe af og vi ku begge sove.

Kl. 7 er der vagtskifte, men jeg registrerer det ikke rigtigt, da jeg sover. Kl. 8.10 vækker jeg min kæreste, da jeg nu ikke kan mærke blokaden mere og vi trækker i den røde snor. Ind kommer en jordemoder sammen med en studerende. Jordemoderen spørger, om det er ok at det er den studerende der står får det meste af fødslen. Den er jeg helt med på, så længe baby og jeg har det godt. Jeg bliver undersøgt og er nu 10 cm åben.

De forlader stuen igen, og vi skal kalde hvis der bliver noget. På daværende tidspunkt, er jeg rigtig glad for iltmasken. Omkring kl. 9.15 kalder jeg på dem igen, da jeg føler, at jeg skal presse. De kommer 2 jordemødre samt den studerende ind. Jeg er absolut ikke god til at gispe, men det er farmand til gengæld, så lå og grinede lidt indeni. Jeg presser i ca 30 min on/off og kl. 9.43 kommer Silja Knirke til verden med højre arm over hovedet. Hun kommer op på mit bryst, men vil ikke skrige, så farmand puster hende lidt i hovedet som han får besked på.

 Billedet er et model billede og er ikke en del af beretningen. 

Billedet er et model billede og er ikke en del af beretningen. 

Den fineste lille pige på 50 cm og 3200 G. Jeg blev efterfølgende syet med 3 sting og kunne kort tid efter selv gå ud og tisse.

Da jeg under graviditeten har taget medicin, skal Silja tilses af en læge, heldigvis er hun helt som hun skal være. Af samme årsag er vi indlagt til observation i 2 døgn. I de 2 døgn på barselsgangen måtte jeg desværre endnu engang opgive amning, men det vigtigste er, at Silja og jeg trives med flaske og det gør vi i den grad. Hele familien er glade for det, for så kan de få lov at give hende mad. :-)

Mvh. Bettina.