Jeg havde ligget og skreget i smerte

Hej. Mit navn er Regina jeg er 24 år gammel og har to piger, Naja og Miah sammen med Jimmie som er 32 år. Her er min nummer 2 fødselsberetning som omhandler Miah.

Fødselsberetning.

Det her er min fødselsberetning med mit nummer to barn. Men før jeg kan fortælle om selve fødslen bliver jeg nødt til at fortælle lidt om forløbet op til fødslen.

Min første fødsel var så kaotisk og langt fra en drømme fødsel, I kan  også læse min første fødselsberetning her på mamawise .


Da min første fødsel endte som den gjorde var jeg rædselsslagen for at få endnu et barn, men da det både var mit og farens ønske så undersøgte vi vores muligheder for at blive godkendt til et planlagt kejsersnit, vi blev lovet at vi sagtens ville kunne få et kejsersnit, så vi blev gravide. Men da vi kommer til første JM-samtale og fortæller at vi er blevet lovet det her kejsersnit fortæller JM at hun ville sende os til en anden JM som også var terapeut for at få bearbejdet traumet fra den første fødsel, før at de vil godkende os til kejsersnit. Vi gik ind til hende med en følelse af at vi egentlig var helt klar i hovedet over hvad der var sket og hvad vi gik igennem, så klar at vi ville have en baby mere, dog med henblik på at vi ville få kejsersnit.

Vi fortæller oplevelsen og hvad der skete, hun begynder så at grave lidt i vores følelser, både under og efter fødsel, både far og jeg bryder sammen, vi havde ikke bearbejdet fødslen derimod havde vi begravet vores følelser. Jeg fik en fødselsdepression efter fødslen som jeg er kommet fint igennem, derfor var jeg også overbevist om at jeg var helt klar og ude over det. Vi gik til 3 samtaler og hun vurdere at selvfølgelig er vi berettiget til et kejsersnit, vi begyndte at udarbejde en fødselsplan som derefter skulle godkendes af en overlæge (den overlæge som vi var til efterfødselssamtale med sidst). Vi bliver kaldt til møde med overlægen som forklare os at chancen for at en vaginal fødsel ville gå galt igen ville være minimal, at chancen ville være den samme som hos enhver anden som har haft gode fødsler. Han forklarede en hel del og sender os hjem på en tænker over hvad vi vil, men de vil efterkomme vores ønske. Da vi kommer hjem og snakker sammen, bliver vi enige om at vi vælger vaginal fødsel HVIS de kan give os en fødselsplan som vi er trygge ved. Komplikationerne efter et kejsersnit skræmte mig stort set ligeså meget som en vaginal fødsel, udover det så var jeg bange for at jeg ikke ville kunne være en ordentlig mor overfor vores store pige hvis jeg skulle være sengeliggende. Da vi kommer tilbage til overlægen og fortæller vores beslutning går vi straks i gang med at udarbejde en fødselsplan hvor vi blev lovet at den ville blive overholdt og ingen JM eller sygeplejersker måtte røre ved os uden at have læst den plan, da det både var for vores sikkerhed men også så vi kunne få en god oplevelse. Der stod blandt andet at der skulle være blod klar på stuen eller at de ikke måtte sende mig hjem når jeg fik veer. Planen var lang men det var overlægen der lavede den og skrev under på den, de punkter der stod mente han var nødvendige og vigtige punkter.

1.5 måned før fødslen bliver jeg indlagt med en alt for lav blodprocent, den lå på 3.5% jeg var igennem en masse prøver og fik 3 poser blod, de fandt aldrig ud af hvad jeg reel fejlede og den dag i dag har jeg stadig problemer med min blodprocent, jern, folinsyre og b12. Vi aftaler at frem til fødsel skulle jeg gå til tjek en gang om ugen for at få taget prøver og tjekke babys hjertelyd.

Mandag d. 17/7-17 kommer jeg ind til tjek, dagen før terminsdato. Jeg får taget blodprøve og får lagt hjertelyds maskine, jeg spørge om ikke de kan give mig en hindeløsning da jeg var så nedkørt ovenpå manglende blod og prøvetagninger frem og tilbage. Hun mærker på mig, min livmoderhals var kun 1 cm åben og 1.5 cm lang, men hun prøvede alligevel at give mig hindeløsning, hun sagde til mig at jeg ikke skulle regne med nogen baby foreløbig.

Da jeg kommer hjem tager jeg ned til mine forældre med min store datter, Jimmie (far) har aftenarbejde den dag og ville først være meget sent hjemme. Jeg begynder at få nogle seriøse plukveer og plet bløder også. I min første fødsel kunne jeg ikke mærke mine veer, jeg fik først ondt under en veestorm og lige pludselig var jeg 10 cm åben og klar til at føde. Jeg var SÅ skræmt for at dette skulle ske igen, derfor var det at overlægen skrev at jeg ikke måtte blive sendt hjem på veer da jeg fødte hurtigt første gang og ikke mærkede mine veer.

Min plukveer tog til men tænkte at det bare var fordi jeg fik lavet den hindeløsning tidligere. Jimmie kommer først hjem klokken 23:00 den aften og han kan godt se at jeg har ondt og spørg om vi skal køre derind, nej jeg fik jo at vide jeg ikke skulle regne med nogen baby foreløbig så det var jo bare plukveer. Vi går i seng men vågner kort tid efter fordi jeg har mange smerter, vi vækker mine forældre, min mor tog vores store pige og min far kører os derind. Jeg får lagt veemåler som rent faktisk viser udfald regelmæssigt, men hun vurderede at det ikke var nok udfald til at vi skulle blive på trods af at vi bedte hende om at læse fødselsplanen og vi havde det bedst med at blive evt. bare i venteværelset, så sendte hun os alligevel hjem med en smertepakke jeg skulle tage. Vi er hjemme igen klokken 03:00 ca, det tager 50min hver vej frem til hospitalet. Jeg tager pillerne og ligger mig til at sove, pludselig vækker Jimmie mig omkring klokken 05:30 idet største smertehelvede, jeg havde ligget og skreget i smerte, NU skulle vi altså afsted og det kunne kun gå for langsomt. Igen måtte vi vække mine forældre, min far kører vanvittigt stærkt for at komme derind da jeg slet ikke kunne være i mig selv, imellem veerne falder jeg gentagende gange i søvn da jeg stadig var proppet på diverse smertestillende og sovepiller. Da vi endelig når til Roskilde får jeg pressetrang, hun var på vej og jeg var klar til at få hende ud. Da vi ankommer til hospitalet var det ligesom på film, Jimmie løber ind og henter en kørestol, smider mig op på den, løber op på fødegangen og jeg bliver kastet op på sengen, klokken var nu 06:15, min far bliver sendt hjem. Jeg var helt åben og i pressefasen. Der var intet blod klar, vedrop eller epidural klar til mig som lovet, de havde ej heller læst fødeplanen. Jeg fik lattergas og hun blev født klokken 06:44 d. 18/7-17 på terminsdag. Hun havde slugt en masse fostervand og skulle suges.

86F1ADE66DA94107A8B7F86361785833.jpg

Men hun var perfekt, 49cm lang og vejede 3250g.

På trods af at de sendte mig hjem, planen ikke blev overholdt og at det gik så stærkt, så var det en drømmefødsel kontra den første fødsel. Jeg røg ikke på operationsbordet og jeg kunne nyde min datter stort set med det samme.

Dog sendte vi en klage afsted, hvilket overlægen og over JM godt kunne forstå, vi valgte dog at afslutte den efter en samtale med dem, vi havde bare brug for at få at vide de godt var klar over at det blev håndteret forkert, da jeg var i risikogruppen for at skulle have blod og at jeg er en hurtig føder, derudover også pga. det psykiske som sidder i os. 

C37FA73FE9964571887FA70A49C49D16.jpg

I dag har vi to smukke piger som begge kom vaginalt. Jeg fik ikke en fødselsdepression denne gang og jeg føler mig som en supermom, jeg fødte vaginalt på trods af psykiske men og angst.  

Nu skal vi heller ikke have flere børn, vi har to smukke piger, Naja på 3 år og Miah på 11 mdr.

F08260CEC10F46398933AD50EC4F5082.jpg

Mvh Regina Warncke