“jeg kan ikke det her, jeg kan ikke det her”. Jeg bliver mødt af mindst 9 ansatte og de står alle sammen i operations gearet og er klar”

Jeg hedder Stella, jeg er 23 og bor sammen med min kæreste Simon på 26 og vores lille søn Carl Oscar på 6 mdr.

Jeg bliver gravid med termin der hed d. 17. August 2017 og forventningerne samt boblerne i maven stiger i takt med de små spark bliver kraftigere og maven vokser. Jeg går på det tidspunkt og gemmer på lidt af en frygt for, hvad omverdenen har at sige til at jeg står og skal have mit første barn som 23 årig og om de forventer at jeg skal fejle, så derfor gør jeg mig umage på at portrættere mit og Simons liv under graviditeten som værende totalt under kontrol, virkeligheden er blot en anden.

Jeg bruger rigtig meget tid på at forberede mig til Carl Oscars ankomst og ikke mindst fødslen og går til 2 forskellige slags fødselsforberedelser og læser samtidigt bogen om “smertefri fødsel”. Jeg når tredje trimester før jeg begynder så småt at føle mig klar og jeg er begyndt at glæde mig - indtil vi når ca. 3 uger inden termin..

Der er ca. 3 uger til termin da jeg har en træls fornemmelse af, at C.O. Ligger med numsen nedad og vi får det så bekræftet på sygehuset. Vi gennemgår 1. Vendingsforsøg men uden held og bliver booket til 2. Vendingsforsøg 4 dage efter. Lige i det øjeblik vi går hjem fra 1. Vendingsforsøg går jeg med en følelse af “øv”, jeg er pludselig nervøs og føler mig lettere stresset over at jeg ikke har kontrol over situationen. 2. Vendingsforsøg lykkedes heller ikke til trods for at de hentede assistance og var 2 læger der stod og møffede rundt på min stædige baby inde i maven - av!

Vi bliver sendt ind på et kontor hvor hun siger at vi skal til at tage stilling til om jeg har mod på en sædefødsel eller kejsersnit. Lægen anbefalede kejsersnit da de ikke var erfarende inden for sædefødsler. Vi kan ikke beslutte os på daværende tidspunkt, så vi får 2 dage til at tænke over det.

Min verden ramlede da vi stod og skulle vælge,  men jeg ville så gerne have den vaginale “naturlige” fødsel, så jeg valgte at tage chancen. Vi kommer op til konsultation og beslutter os for sædefødsel, men inden vi kan beslutte os helt gennemgår de en ekstra scanning for at tjekke hans målinger osv.. og resultatet skuffede.. Hans hovedomfang var langt større end gennemsnittet, så chancen for at han ville opleve iltmangel under forløsningen var alt for stor, så vi havde intet andet valg end at vælge kejsersnit.

Vi fik en tid og det hele skete bare så hurtigt, vi stod nu 1,5 uge til termin med en tid til et planlagt kejsersnit:

Onsdag d. 9/8-2017
Kl. 7:00 - Randers sygehus

Jeg kæmpede med at skulle forholde mig til glæden over at snart skulle møde vores guldklump, frygten for operationen samt følelsen af nederlag over ikke at kunne opleve en “naturlig” fødsel.

Det blev d. 9/8-2017 og vi møder op til aftalt tid og er spændte. Jeg havde en masse nerver på og var monster nervøs - det samme var Simon. Vi får “sygehus- tøj” på og bliver efter 3 timers forsinkelse kaldt til operation. Vi går ned i en slags kælder med jordemoderen som kører med vuggen han skal ligge i og prøver så fint at vise mig den strikkede hue hun personligt havde valgt til ham og det eneste jeg tænkte på var: “jeg kan ikke det her, jeg kan ikke det her”. Jeg bliver mødt af mindst 9 ansatte og de står alle sammen i operations gearet og er klar, det er utrolig overvældende og jeg blev i den grad mere nervøs.

Jeg bliver placeret på briksen siddende og bliver tilkoblet en masse ledninger og drop osv. Og får besked på at krumme ryggen for nu giver de mig rygmarvsbedøvelsen. Hende der skal stikke mig siger at hun ikke vil bruge lokalbedøvelse da det gjorde mere ondt end selve rygmarvsbedøvelsen og det var hurtigt overstået. Hun tog fejl. Hun nåede at stikke mig 12 gange (!!!) før hun beslutter sig for at give mig lokalbedøvelse og hun giver mig ekstra for det kunne hun heller ikke ramme ordentligt (jeg var meget spændt i ryggen). Hun prøver igen og igen og jeg formår at blive så dårlig at jeg bliver lagt ned af 2 sygeplejersker og de fortsætter proceduren liggende. Hun når at stikke mig yderligere 9 gange før hun siger at hun må længere op, så hun begynder at stikke på det nye sted - uden bedøvelse. Efter 20+ gange rammer hun rigtigt og de går igang. Simon blev ligeledes dårlig og blev tilset af en sygeplejerske (det griner vi lidt af i dag hehe..).

Kl. 10:49 melder Carl Oscar sin ankomst med en kampvægt på 4050g og 54 cm og jeg er desværre alt for dårlig til at kunne tage imod ham så han kommer op til sin far. Jeg var lykkelig og glad, selvom det var en meget speciel oplevelse.

Dagene efter var hårde, for forløsningen var kompliceret og jeg havde desværre en masse smerter forbundet med det hele (både ryg og ar) og det tog mig 2 dage før sygeplejerskerne tog kateteret ud og tvang mig op og gå, men vi kom hjem efter de 2 dage og vi glædet os til at lære vores lille dreng rigtigt at kende i trygge omgivelser.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke stadig døjer med tankerne omkring det hele med mine forventninger og hvad der venter mig ved nr. 2, men jeg er sikker på at jeg ikke er den eneste der har været igennem noget lign. og har siddet/sidder med de samme følelser og det er noget der tager tid at komme sig over.

Det vigtigste var at Carl Oscar kom ud sund og rask og vi er så lykkelige for at det gik godt med ham og vi knuselsker ham.

 

unnamed-2-225x300.jpg
jk.jpg