Da jeg fik mit første kejsersnit, kom det fuldstændigt bag på mig!

Da jeg fik mit første kejsersnit, kom det fuldstændigt bag på mig! Jeg havde en drøm om at føde i vand, og tasken var pakket med snacks og min yndlingsmusik. Jeg har en rigtig ”konekrop” med brede hofter, og jeg har altid trøstet mig med, at den krop da måtte være som skabt til at føde børn. Så kejsersnit var slet ikke en mulighed, jeg havde haft med i mine overvejelser!

Egentlig havde jeg haft fine veer i lang tid. De startede torsdag formiddag, og jeg lå det meste af dagen ude i min hængekøje i forårssolen og var med i mine veer, der ret hurtigt blev ret regelmæssige. Vi tog op på fødegangen sidst på eftermiddagen, hvor de konstaterede, at jeg end ikke havde åbnet mig en eneste centimeter. Skuffende at køre hjem igen. Veerne blev kraftigere, og jeg tilbragte aftenen i badekarret, hvor det varme vand gjorde godt. Da jeg kom op fra badet, gjorde de pludselig voldsomt ondt, og vi ringede til fødegangen, at nu kom vi igen. Turen derop var lang, skønt vi bor et kvarters kørsel på motorvej fra OUH. Jeg havde mange veer, og de gjorde ondt! Men jeg husker også, at aftenhimlen var imponerende smuk, og at jeg var helt sikker på, at jeg nu var i aktiv fødsel og ikke langt fra at skulle presse vores søn til verden.

Jordemoderen meldte til gengæld noget helt andet: jeg havde slet ikke åbnet mig. Som i 0 centimeter! Efter 13 timers veer, som det meste af tiden havde været regelmæssige og temmelig kraftige. Det slog mig helt ud, og jeg blev pludselig bange, for hvis jeg i den grad fejlvurderede min egen krop og dens signaler, så følte jeg slet ikke, at jeg var med i det her! Jordemoderen lagde op til, at vi skulle tage hjem igen, men jeg brød sammen og sagde, at det turde jeg simpelthen ikke! For jeg følte, at jeg fuldkommen havde mistet følingen med mig selv, min krop og situationen. Vi fik en fødestue, der var ledig, og jeg fik morfin at sove på. Min kære mand faldt straks i søvn, men jeg lukkede ikke et øje den nat. Morfinen hjalp lidt på smerterne, men veerne kom og gik stadig, og fornemmelsen af, at der var noget galt, blev kraftigere og kraftigere.

På fødestuen ved siden af lå en kvinde i fødsel, og hun skreg, som jeg aldrig har hørt nogen skrige før. Det var en syret oplevelse at ligge der, stadig i den tro, at det lige om lidt skulle være mig, der skulle igennem det dér; og så lytte til hende. Hun skreg ting som: ”jeg vil døøøøøøøø”, og ”jeg slår dig ihjeeeeel”. Jeg tænker, at sidstnævnte har været til hendes stakkels mand, som jo havde været medskyldig i situationen.

Jeg lå i morgenlyset og tænkte: i dag får min søn fødselsdag, da kvinden tav (hun havde vel født), min mand vågnede, og en ny jordemoder kom ind på stuen. Mine veer var blevet færre og mindre kraftige, og hun havde en nedslående besked: de havde brug for fødestuen, da der var virkelig knald på. Og fordi jeg var gået ti dage over tid, ville de gerne sætte mig i gang. Det havde de bare ikke tid til i dag. I dag?! Klokken var 7 og jeg havde haft veer siden klokken 10 dagen før. Tanken om at skulle vente til en anden DAG var uoverskuelig!

Planen var, at jeg skulle over på en anden afdeling og aftale igangsættelse, og så hjem og vente på det. Det ville nok blive dagen efter – men jeg kunne lige få lidt morgenmad, inden vi gik. Jeg sad og snørede mine sko og tudbrølede, da jordemoderen kom ind igen og sagde, at der var lige så travlt på den anden afdeling, så hun ville lige køre en hjertestrimmel på baby, inden hun sendte mig over, så de ikke skulle gøre det. Jeg lagde mig op i sengen igen og fik spændt remmene på. Jordemoderen gik og kom ind igen lidt efter. Hun var helt stille, men så bad hun mig om at vende mig om på siden. Hun stod lidt og kiggede, og så sagde hun: Lise, nu kommer der lige til at ske en masse ting meget hurtigt. Vi skal have din baby ud nu. Han skal nok klare det fint, men han skal ud nu!

Fra at have snøret sko og mentalt været på vej hjem, lå jeg nu i en seng, hvor der virkelig skete mange ting meget hurtigt! Stuen blev fyldt at mennesker, jeg fik skudt noget medicin i mig, som fik mig til at ryste helt vildt, mens min mand blev klædt i grønt operationsstuetøj. Så blev jeg kørt afsted!

Nede på operationsstuen skulle jeg have en spinalblokade. Som jeg husker det, var det næsten det værste af det hele, for det skulle går stærkt, og det er vanvittigt svært at bøje sig forover med en stor mave og veer, så man kan blive stukket i ryggen. Endelig lykkedes det, efter nogle bidende verbale udladninger fra undertegnede, og jeg kom ned at ligge på lejet. Og pludselig var han ude! Vores søn.

Min mand, min søns far, fik ham og holdt ham ned til mig. Det var syret og uvirkeligt – han var det smukkeste barn, men jeg havde virkelig svært ved at connecte ham med mig og det, der lige var sket.

Det viste sig, at han havde stået meget skævt, og havde været super stresset. Hver gang, jeg fik en ve, dykkede hans hjertelyd, og der var næsten intet fostervand tilbage. Det, der var, var grønt. Jeg er inderligt taknemmelig for, at jeg dels fik lov til at blive på fødegangen og ikke blev sendt hjem om aftenen, og dels at de kørte den hjertestrimmel lige dér og ikke en time senere...

Vi nåede at få meget kort tid sammen på opvågningen, for vores lille drengs vejrtrækning var ikke helt god, så han skulle en tur på neonatal. Jeg blev efterladt på opvågningen, mens min mand blev indlagt sammen med vores søn. Nu gik der fire lange timer, hvor jeg ikke blev informeret om, hvad der skete – jeg vidste blot, at mit lille barn var blevet indlagt, fordi han havde vejrtrækningsproblemer, og der var så travlt, at selvom jeg flere gange blev lovet, at de ville ringe til neonatal for at spørge, så skete det ikke. Det var først, da jeg blev overflyttet til barselsafsnittet og brød helt sammen over at komme ind på en ny afdeling uden min søn, at de blev opmærksomme på, at jeg ikke anede, hvad der skete! Jeg blev ret hurtigt kørt ned på neonatal, hvor min fine dreng lå stor og mægtig blandt de for tidligt fødte og trak vejret fint. Kort tid efter blev vi indlagt sammen på barselsafsnittet.

Det var svært for mig at knytte mig til min søn i starten – nok fordi det hele var gået så stærkt! Jeg kan huske, at jeg så ned på det der smukke, smukke lille væsen og tænkte: hvem er du? Jeg havde ingen følelse af, at han kom fra mig. Vi var indlagt i 4-5 dage, og en af aftenerne fik en af sygeplejerskerne fat i en jordemoder, som talte hele forløbet igennem med mig. Midt om natten. Jeg fik sagt det hele: alle frustrationerne, angsten, skyldfølelsen over ikke at føle mig forbundet til ham osv. Og jeg fik grædt! Det hjalp!

Det var en hårdt omgang, men det hjalp rigtig meget at komme hjem og få ro. Det var dagene alene med ham, der var gode. Faktisk var det ikke ret rart at have barselsbesøg og vise en baby frem, som jeg ikke følte var min. Men dagene alene med ham, hvor jeg kunne kigge på ham i timer, lære ham at kende, amme ham og mærke ham; det var dem, der gjorde forskellen. I dag er han mors dreng, og vi kigger ofte i den bog, jeg har lavet om graviditeten og fødslen. Og det kan vi godt, uden at det gør ondt. Han synes, at det er mega sejt, at han kan se arret, hvor han kom ud af min mave, og vil meget hellere ud af maven end ud af tissekonen, som han siger ;-)

Da jeg blev gravid med vores datter, havnede jeg hos den mest fantastiske jordemoder. Til at begynde med var jeg helt lukket for tanken om at prøve at føde vaginalt, for tænk nu, hvis det endte sådan igen! Men jeg fik bearbejdet det så godt ved hende, at jeg fik mod på at prøve. Som graviditeten skred frem viste det sig dog, at min enorme mave ikke kun skyldtes store mængder fostervand, men også en temmelig stor baby. Og ti dage før termin blev det besluttet, at man ikke turde lade mig føde hende vaginalt, da det kun var 2,5 år siden sidste kejsersnit, og der var fare for, at arret ikke kunne holde til den belastning.

Jeg fik vores datters fødselsdato i e-Boks. Det var den mærkeligste fornemmelse! Og det var mærkeligt at aflevere den vordende storebror om morgenen og stille og roligt køre afsted til OUH, vel vidende at NU skulle vi være forældre igen.

At få planlagt kejsersnit er en fuldkommen anderledes fødselsoplevelse! Jeg valgte ”den store pakke”, som var helt nyt på OUH på det tidspunkt. Det betød, at de løftede mit hoved op fra lejet, så jeg kunne se vores datter blive taget ud af maven. Og hun kom direkte op til mig! For selvfølgelig har kejsersnitbabyer lige så meget brug for at komme direkte op til deres mor og ligge hud mod hud!

Anæstesilægen spurgte, om han skulle fotografere det hele – da jeg var bedøvet, var han jo færdig med sin opgave – så vi har de mest fantastiske og smukke billeder af vores datters ankomst til verden.

Det, at jeg så hende komme ud, og at hun kom direkte op til mig, gjorde, at jeg knyttede bånd til hende på en helt anden måde fra starten af. Det var nemt. Alt var faktisk nemt – hun spiste godt, sov godt, havde ingen problemer med maven, som vores søn havde haft. Jeg har ofte tænkt på, om den stress, han blev udsat for som det allerførste i hans lille liv, har påvirket det lille babysystem. Men lillesøster kom bare ud og flød med.

Hun vejede lige knap fem kg., og operationslægen, som var hende, der havde truffet beslutningen om planlagt kejsersnit, sagde: ”hende havde du aldrig fået ud selv!” Hun fortalte også, at jordemoderen skulle give kage, for de havde væddet om vægten ☺

Efter den fineste kejsersnitoplevelse, havde jeg desværre et træls efterforløb, hvor der blev ved med at gå betændelse i mit sår, og jeg måtte på operationsbordet tre gange for at åbne og rense. Men selve kejsersnittet var fantastisk – og det var dejligt at opleve, at man godt kan have en smuk oplevelse uden at føde i vand med sin yndlingsmusik i højttalerne, som jeg engang drømte om.

Jeg er ked af, at jeg aldrig kommer til at føde vaginalt! Det ville jeg virkelig gerne have oplevet, og det er en sorg, at jeg ikke får det med. Men jeg kigger på vores to smukke unger og tænker, at hvis kejsersnit ikke havde været en mulighed, så havde vi ikke været her i dag. Ingen af dem var kommet ud den ”rigtige” vej.