Kunne ikke have ønsket mig en bedre fødsel.

Jeg vil gerne fortælle om min anden graviditet, som endte med et planlagt kejsersnit. Jeg fandt ud af i februar at jeg var gravid med nr.2. Det var lidt en smutter, men vi valgte at Liv, vores datter, selvfølgelig skulle være storesøster.

Og tingene gik også fint. Lillebror i maven voksede som han skulle og tiden gik. Men jo tættere vi kom på termin jo mere urolig blev jeg, for jeg kunne hele tiden mærke hans lille hoved oppe under mine ribben i venstre side. Jordemoderen gav mig ret, men beroligede mig og sagde at han nok skulle vende sig. Men i uge 37, havde han stadig ikke vendt sig og de tilbød derfor et vendingsforsøg.

Jeg var MEGA nervøs, da jeg har hørt mange beretninger om dette og hvor ubehageligt det var.

Men vi valgte at sige ja. Et par dage efter kom jeg op på sygehuset og skulle have mit første vendingsforsøg. Lægerne, jordemødrene og hvem der ellers var til stede forklarede mig en hel masse og jeg skulle ligge med hovedet nedad noget tid (kan ikke lige huske hvorfor faktisk). Men de gik så i gang. Der var en studerende med inde, som skulle se hvordan det foregik. 

Hun startede med at mærke på min mave og så begyndte hun at vende lillebror! Det var som at få en kæmpe mavepuster.

Men puf, så lå han med hovedet nedad!

Lægen som gjorde dette, vendte sig om og sagde til den studerende at dette var et særtilfælde, for det plejede virkelig ikke at være så nemt. Så vi gik glade derfra og tænkte at nu skulle alting nok gå. Indtil om eftermiddage, hvor jeg kunne mærke hans hoved oppe under mine ribben igen!

Skulle til jordemoder om mandagen (dette var en fredag), så tænkte at jeg ville tage den med hende der. I løbet af weekenden blev jeg så ramt af maveinfluenza og det stod ud af begge ender på mig. Mandag var jeg stadig halvskidt, men tog til jordemoder. Hun var enig med mig i at han havde vendt sig tilbage og tilbød endnu et vendingsforsøg.

Det valgte vi så at takke nej til. Af 2 årsager!


1: der var INGEN der skulle røre min mave efter en weekend på tønden.

2: jeg havde en virkelig hård fødsel med mit første barn og det påvirkede mig voldsomt meget psykisk, hvilket jeg også havde snakket med min jordemoder om. Så jeg turde simpelthen ikke at udsætte hverken min krop eller mit sind for endnu en vanvittig fødsel.

Min svigermor (som var med mig til jordemoder) og jeg blev sendt op på sygehuset for at snakke med dem omkring kejsersnit samme dag. Vi kom derop og hende vi snakkede med, prøvede virkelig at overtale mig til at prøve endnu et vendingsforsøg, men bare tanken, så fik jeg kvalme. De fortalte om alle disse “fare” ved kejsersnit og om at det kunne være at baby ikke kunne trække vejret selv når han kom ud, fordi de ikke bliver trykket ligesom vaginalt osv, osv, men jeg holdt på mit sagde at jeg gerne ville have et kejsersnit. Fik en tid en uge efter.

11 dage før termin! 

Så fik vi lige pludselig travlt. Vi var mega nervøse i den uge. For tænk nu hvis fødslen gik i gang af sig selv, inden min tid til ks? Hvad skulle vi så gøre? Så ville det sikkert ende ud i akut ks og det ønskede jeg jo heller ikke. Der gik tusindvis af tanker igennem mig hoved den uge! Men dagen kom og vi skulle være på sygehuset kl.7 vist. Og vi mødte op og blev vist hen til et venteområde. Der sad vi så lidt og i disse minutter, fløj der så mange tanker igennem mit hoved, som der normalt gør på et år! Jeg var på dette tidspunkt så indstillet på at jeg skulle have ks og jeg følte denne her ro efter jeg havde taget beslutningen, fordi tanken om at skulle føde selv, nærmest gav mig angstanfald.

Så tanken om at de ville sige samme dag at han havde vendt sig med hovedet nedad, gjorde mig rædselsslagen!

Og vi ville jo virkelig gerne have vores lille dreng ud til os DEN dag! Så det var med nerverne uden på tøjet, da vi blev vist ind på en stue og skulle klæde om. Så kom der 2 jordemødre ind, som mærkede på min mave og sagde at der vist ikke var nogen tvivl om at han lå med numsen nedad, men at de for en sikkerheds skyld lige skulle have en scanner på. Og ja, han lå med rumpen nedad. Så vi ville få vores lille dreng ud den dag der gik ikke længe, så kom der en portør og kørte mig til operationsgangen. Der lå jeg lidt og ventede ude i et for-lokale til operationsstuen og der kom virkelig mange mennesker over og hilste på os og præsenterede sig.

Så var det tid og jeg kom ind på operationsstuen

hvor jeg snakkede med en narkoselæge og de alle sammen var SÅ søde og jeg følte mig tryg og i gode hænder. Jeg blev plantet på briksen og skulle sidde helt stille, da jeg skulle bedøves i ryggen. Det gjorde lidt ondt, men intet i forhold til hvad jeg havde hørt! Så skyndte de sig at ligge mig ned og spurgte om jeg kunne mærke dit og dat, men jeg kunne overhovedet ikke mærke noget som helst. Så satte de en skærm op mellem mig og min mave og sagde at de nu ville gå i gang.

Min kæreste var med HELE vejen og han stod ved siden af mig mens de fik vores søn til verden.

Vi snakkede lidt og jeg kunne jo intet mærke, andet end at de rykkede noget frem og tilbage i mig og pludselig hørte vi babygråd. Det var vores lille Liam der så dagens lys for første gang! De lagde ham med det samme over på et bord ved siden af og så fik jeg ham over til mig - pakket ind i bobbelplast fik møsset ham og taget billeder osv. og så kom han over til farmand, som skulle tage ham med op på opvågningen, hvor jeg blev kørt op. 

Der lå vi så de næste par timer, mens mine ben vågnede. Der kom en sygeplejerske ind imellem og tjekkede mit bind, for ja, man bløder helt automatisk når man har født ved ks også. Imponerende ikke?  

Men det om at få planlagt ks, er den bedste beslutning jeg har taget.

Var så glad for det. Jo - det gjorde sindssygt ondt da bedøvelsen lagde sig og jeg troede jeg skulle dø de første par dage. Den første gang jeg skulle op og stå, tænkte jeg at de måtte være vanvittige! Var sikker på at jeg aldrig ville komme op af den seng, men de var så søde oppe på Kolding sygehus og hjalp med alting osv.

Kunne ikke have ønsket mig en bedre fødsel.