Lægen var blevet fyret kort tid efter det her.

Kristian og jeg blev kærester d. 24. dec. 2013 efter at vi havde datet i få måneder. Jeg havde i 2010 fået “dommen” PCOS- børn skal du ha’ hjælp til.

Dette fik Kristian at vide på vores første date, ja vi talte om børn der. Han er 6 år ældre end mig, og ville rigtig gerne have børn snart.

Følte lidt jeg måtte skuffe ham der. Nå, men vi syntes i hvert fald at jeg skulle smide mine p-piller omkring maj mdr. 2014, da vi alligevel skulle have hjælp til det. 3mdr med forsøg og så i hormonbehandling, lød beskeden.

Jeg tog en graviditet test omkring slut juni, start juli- på opfordring af min søster, som også var med på toilettet og så de 2 streger. Jeg var simpelthen blevet gravid i første hug. 

Min graviditet med vores datter var fuldstændig normal, indtil vi finder ud af, at hun ikke vil vende sig. Jeg er til vendingsforsøg omkring uge 28, uden held og ville ikke igennem det en gang til- pyha! Det er godt nok ubehageligt! At se en læge stå og svede hen over ens gravide mave og bare tager fat om ens ufødte barn, nej tak du.

Kristian og jeg vælger derfor at vi vil gennemføre en sædefødsel. Gennemføre, lyder helt forkert angående en fødsel, men det er så’n vi føler det når vi taler med lægerne. Det er jo ikke skide normalt at vælge det, men de lyttede til os og accepteret vores valg, selvom de helst så at vi havde valgt et kejsersnit.

Jeg fik sat mig godt ind i det her med føde med numsen ned ad. Jeg havde set flere fødevideoer på youtube, læste om kvinder der havde haft sådan en fødsel. Jep- jeg havde et helt styr på det her!

Nå, men jeg kommer til uge 39+ og har ingen tegn på snarlig fødsel.
Frida bliver tjekket igennem i forhold til vægt. Når en baby skal fødes i den stilling, skal babyens vægt lægge mellem 3000-3800g. Under og over det er kritisk og så er det altså et kejsersnit om man vil det eller ej. Frida blev skudt til 3300g og var perfekt til hendes fødsel.

Vi fik en akut planlagt kejsersnit dato med hjem (termin d.5/3,) jeg må kun gå 5 dage over tid, da de vil frygte at hun bliver for stor.

Datoen hedder nu D.9/3-15 og jeg har endnu ikke født! Eller har tegn på at det er ved at være oppe over. Vi får arrangeret en hindeløsning af en hjemmefødsel jordemoder som har et svømmehold for gravide,  samt nr. til en anden jordemoder der kunne lave akupunktur- jep jeg skulle bare føde selv! Hehe

Kl.03-04 stykker om natten får jeg veer og vi ringer ind, for skal komme ind med det samme ved en sædefødsel. Får lov at blive hjemme og ringe når der er 5min imellem veerne... hmm okay, det gør jeg så bare.

Kristian kører på arbejde om morgen, min søster som også skal være med til fødslen kommer hjem til mig og min svigerinde som er på barsel, kommer forbi omkring 9 om morgen.

Vandet går så’n lidt under et nys, men vi tager det stille og roligt.
Vi ringer Kristian hjem omkring kl.9 og kører mod fødegangen i Holbæk kl.10.
Jeg bliver scannet for sidste gang, for af sikre Frida stadig skal fødes med numsen ned ad.
Her møder jeg vores jordemoder (+60) skide sød, vores fødselslæge- bagvagt. Den fødselslæge vi skulle have haft med, havde kejsersnit den dag.

Jeg kommer på fødestuen da jeg er 4-5cm åben. Humøret er højt og vi griner imellem veerne alle sammen. Det var rigtig hyggelig, som det nu kan være for en fødende...

Min jordemoder tjekker mig lige og siger jeg er 7cm åben. Pludselig skriger jeg bare i smerte at jeg skal presse. Hun tjekker 30sek efter og jeg er 10cm åben og må presse. Hun får kaldt på alle de mennesker der skal være tilstede under en sædefødsel. 

Det er mange jeg skal hilse på og sige hej til, omkring 15 mennesker er planlagt, at det så ender ud med 20-25 stykker, havde vi ikke regnet med. 

Ind kommer vores fødselslæge.
Når en kvinde føder i en sædefødsel, lader man ligesom barnet glide stille og rolig ud selv, der skal egentlig ikke hjælpes til på nogen måde, først ved hovedet.
Pludselig opstår der en form for panik hos vores læge og hun skubber, jeg mener skubber vores jordemoder væk og får kaldt rød alarm.

Vores datter hjerteslag og puls er dykket voldsomt og vil ikke stige igen.
Der sker rigtig mange ting omkring mig som jeg ikke forklare, jeg får at vide hele tiden at jeg skal presse.

På et tidspunkt føler jeg ligesom der bliver presset noget op i mig. Kigger lige ned, for tror sgu det er Frida de presser tilbage for at køre mig på operationsbordet. Ser ud af min øjenkrog, at min søster der er mor til 3 bliver “ført” ud af stuen mens hun råber jeg skal presse! Mens jeg ser vores læge have det ene ben oppe på sengen, det andet på gulvet og bare står og hiver i nogle ben! Hele min datters underkrop er i stræk, ved at lægen bare hiver i hende! Lukker min øjne, og får slukket min gnist. Tænker kun. “Når, men det var så det. Vi får ikke Frida med hjem”. Min krop og hjerne siger at hun er død.

Jeg får nixoglyserin sprøjtet i munden, jordemoder og Kristian får fremprovokeret en ve, og ud kommer en slatten baby. Jeg får vist råbt. “Fjern hende fra mig”, da de lægger hende op på maven af mig. Der er helt stille på stuen. En knappenål ville kunne høres. Total stilhed. De kæmper med hende på bordet, ind til en gravede ældre fødselslæge lægger Frida over til mig, med den besked. “De retter sig sgu altid ud hos moren”. 30sek derefter begynder der at komme et lille skrig.

Der er nok gået 5min efter hun er født til dette sker.

Der kom bare en kæmpe lettelse fra alle. Kristian begynder at trække vejret igen og er ved besvime, min søster er kommet grædende ind på stuen igen og jeg, jeg er helt “kold”. Jeg kunne slet ikke forholde mig til det.. Normalt ville en mor jo blive overlykkelig når hun hører sit barn skrige for første gang, det gjorde jeg altså bare ikke. Jeg havde ingen følelser omkring det.

Frida bliver taget fra mig igen og kørt til neunotalafdelingen får at få varme og lidt mad mens jeg bliver syet.
Jeg bliver kørt ned til Frida og Kristian på neunotal, og får her Frida hen til mig igen. Her lægger de hende til og jeg kan stadig ikke forholde mig til det hele. Vi kommer efter 19 op på barselsgangen og her får vi besøg af vores forældre. Jeg havde på intet tidspunkt Frida tæt ind til mig, på nær når jeg ammede. Det var simpelthen så underligt. Havde slet ikke fået den der mor-følelse som “man burde”. Hun havde jo været død og nu lå hun her alligevel. Den nat var lang og svær for mig, men heldigvis var personalet der for mig. Frida havde nemlig ikke den kampvægt som de havde skudt hende til. Nej, hun vejede kun 2510g, og derfor skulle hun suppleres op med min mælk. Det kom der en SOSU-assistent ind og gjorde det for mig. Det turde jeg slet ikke, og Kristian, han sov. Igen “efterlod” jeg vores nyfødte datter, men det var altså for at komme ud og tisse- det tager altså sin tid i starten

Vi kommer hjem til os selv om torsdagen. (Frida er født tirsdag d.10/3-15 kl.13.36)

Min barsel med Frida er en helt anden historie.
En fødsel der skulle være så god og endte som den gjorde.

Det er helt normalt at babyens værdi dykker mere end normalt og i længere periode. De besvimer faktisk, fordi de bliver trykket på nogle punkter ved øjnene. Lægen vidste åbenbart ikke dette, og selvom hele min fødsel faktisk gik som den skulle, får hun hevet i Fridas ben, som resulterer i at Frida sidder fast med hovedet i min livmoder. Min krop tror at den er færdig med at føde da lægen hiver i Frida og lukker sammen om hende. Her sad Frida så fast i 8-10min ind til de fik hende hevet ud med tang.

Min søster var gået i chok under det her og var derfor blevet ført ud på gangen og stod med 2 sygeplejersker. Kristian fik skubbet sig og trykkede alt hvad han kunne på maven sammen med jordemoderen så hun kunne komme ud..

 Billedet er et modelbilleder og er ikke en del af beretningen.

Billedet er et modelbilleder og er ikke en del af beretningen.

Fik fortalt, at jeg ikke kunne ha’ gjort/handlet anderledes og alt så fint ud, ind til indblandingen. Lægen var blevet fyret kort tid efter det her.

 

Havde jeg gjort det en gang til. JA! Har for 1,5år siden født Fridas lillebror Frederik, og han skulle også ha’ lidt hjælp til at vende sig, men jeg havde allerede inden da gjort Kristian og resten af familien klar på, at lige meget hvad, så fødte jeg Frederik selv! Også med numsen først. Jeg kunne jo godt og lægen var der ikke mere + der er aldrig 2 fødsler der er ens. Har endda en tidligere veninde som skrev til mig fordi hun også skulle føde numsen først, og min anbefaling var- GØR DET! Det er lige så naturligt som med hovedet først. De gør det i Sverige, Amerika osv. Vi, her i dk, er dog bare lidt langt bagud med det, at vores dygtige fødselslæge har lidt glemt det og tilbyder (desværre) kejsersnit, som jeg personligt synes er synd. Ja vores forløb var noget rigtig pis, men det er virkelig i sjælende tilfælde at det her sker, og det sker ved læger der ikke ved hvad fanden de laver. Har man styr på lægen, er alt godt .

der er risiko ved alle fødsler.