Lige der, kan jeg tydelig huske hvordan håbet bristede…

Du kan læse Nadias første beretning her.

Mit andet barn; Viggo, kom til verden i 2017, i uge 41+0. Denne gang, ved planlagt hud-mod-hud kejsersnit.

Jeg var allerede efter 1. scanning blevet tilbudt et planlagt kejsersnit – som jeg dog havde takket nej til, da drømmen og ønsket om at opleve en vaginal fødsel stadig huserede. Fødselslægen som jeg havde min samtale med, var da også positivt stemt overfor mit ønske, og vi aftalte derfor at de ville tage det op på dagens konference og samtidig ville det være noget vi løbende skulle vende, så vi hele tiden var sikre på at vi også var enige om forløbet.

Graviditeten forløb planmæssigt, og den sidste 1,5 mdr. tid var jeg inde til flere samtaler og undersøgelser, med forskellige læger. De havde dog mere alle mindre, alle et individuelt syn på, hvor stor min chance var for at gennemføre en vaginal fødsel. Til én af samtalerne, blev jeg for første gang gjort opmærksom på, at de komplikationer jeg havde haft i forbindelse med min første graviditet, faktisk forringede mine chancer for at komme til at føde, her i den 2. graviditet. Det var nemlig åbenbart sådan at når man:

1. Har fået kejsersnit som 1. gangs fødende

2. Har fået kejsersnit pga. barnets størrelse

3. Har fået kejsersnit fordi barnet lå forkert

- Ja, så er chancen, eller risikoen om man vil, for at den næste graviditet også ender i et kejsersnit forøget... og som lægen sagde;

Det er udelukket, at vi igangsætter dig, for det ender ofte i aks, og vi vil hellere udføre et pks.

Lige der, kan jeg tydelig huske hvordan håbet bristede…

Jeg fortsatte dog med at tydeliggøre hvor vigtigt det var for mig, at kunne gennemføre en vaginal fødsel, og hvor højt det ønske lå hos mig – og igen, oplevede jeg kun forståelse fra lægerne. Samtalen endte ud med, at jeg gik derfra med en dato på et planlagt kejsersnit – men samtidig også en bevilling til at gå over tid, således at jeg havde indtil uge 41+0, til selv at gå i fødsel.

Det skete dog desværre aldrig, og faktisk kan jeg her bagefter, godt indimellem fortryde lidt at jeg ikke bare takkede ja til det pks. med det samme.

Dagen før, og morgenen derpå, hvor jeg skulle have mit kejsersnit foregik nemlig i tåre. Hvor jeg burde være lykkelig, og glæden over at jeg skulle møde min lille søn, burde fylde alt i mig – fyldte skuffelsen over endnu en gang ikke at slå til, nemlig igen. Præcis som i min første graviditet var jeg så skuffet over at jeg ikke kunne føde – for jeg følte virkelig at det betød at jeg ikke var et helt menneske – eller nok nærmere en hel kvinde.

Mit planlagte kejsersnit, forløb dog helt perfekt, og denne gang kunne jeg, netop fordi det var planlagt, få udført et hud-mod-hud kejsersnit. Dette er det tætteste jeg, som kejserinde, kan komme på en naturlig fødsel. Ved et hud-mod-hud ks, bliver det blå klæde man ligger bag, fjernet i det øjeblik at lægerne er klar til at forløse barnet. Man ser derfor barnet komme til verden og man får ham eller hende op på brystet med det samme. Hvor jeg ved mit første kejsersnit, der var akut, først fik min datter i armene da jeg lå på opvågningsstuen, fik jeg her min søn op til mig, på præcis samme måde som hvis jeg havde født ham.

Det var fantastisk.

Dagene efter, var jeg plaget af nogle af de samme følelser som efter mit første kejsersnit – dog i lidt mindre grad, da jeg denne gang jo hele vejen igennem godt vidste at der var en risiko for at det ville ende sådan.

Nu sidder jeg så her, og venter mit 3. barn, der meget gerne skulle komme til verden d. 17. september

– også ved et planlagt hud-mod-hud kejsersnit. Denne gang har jeg hele vejen igennem vidst at det ville være et kejsersnit – og for pokker hvor har det da givet ro i sindet. Denne gang, er der ingen falske forhåbninger, jeg har ikke følelsen af at jeg fejler, og jeg kan endelig finde ro i, at det nu en gang bare er sådan at mine børn skal komme til verden.

Når jeg hører om andres fødselsberetninger, kan det da stadig give et stik i hjertet at jeg aldrig kommer til at opleve en vaginal fødsel, men det fylder mindre og mindre, og jeg bliver i stedet mere og mere stolt over at min krop ikke bare har præsteret at bære en graviditet 3 gange – men den har også præsteret at restituere oven på 2 – snart 3 – kejsersnit, og det er altså også ret sejt!

Slutteligt, vil jeg dog lige give et lille råd med på vejen…

Når jeg har fortalt om mine kejsersnit, er jeg indimellem blevet mødt med forskellige trælse kommentarer, som selvom jeg har vidst at det ikke var meningen, alligevel har ramt mig.

Det kunne være kommentarer som:

- Et kejsersnit er jo ikke en rigtig fødsel…

Eller

- Så tog du den nemme udvej hva’?

Og bevares, nej, jeg har ikke presset et barn ud gennem min fødselskanal – men det gør ikke min fødsel forkert… og nej, det er ikke den nemme udvej… ej heller den sværere udvej... det er bare en anden udvej.

Min udvej betyder operation, risiko for fejl, ar og flere ugers heling… det kan vist ikke betragtes som nemt.

Så lyt i stedet til hende der har fået kejsersnittet, lad hende fortælle hvordan hun har det, og accepter hvis hun ikke synes at det har været en nem proces. Måske hun, ligesom jeg gjorde, sidder med sorg over bristede drømme og følelsen af ikke at slå til.  

Og til dig, der lige nu sidder og venter på dit kejsersnit… Det bliver måske ikke den fødsel som du har drømt om, eller måske gør det? Men helt sikkert er, at så længe du giver udtryk for hvordan du har det, og tillader dig selv at føle det du nu engang føler, så skal alt nok gå – og herfra får du i hvert fald et stort Velkommen i Kejserinde-klubben – vi er nogle temmelig badass-mødre ;)


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.