Livet som førstegangs forældre, som startede før end ventet.

Vi er førstegangs forældre Kristian og jeg til Villads som er præmatur. Villads kom til verden før end vi havde ventet, ikke noget problematisk mit vand gik bare pludselig. Og så ville man ikke gøre noget for, at stoppe det da jeg var 35+2 så vi gik i gang med ve drop og Villads kom til verdenen, 23 timer efter vandafgang,

2960g og 49 cm lang. 

Vi havde gjort en masse ting klar hjemme, vugge, pusletasken til hospitalet var heldigvis næsten klargjort inden afgang og alt var på sin plads.

Det var den vildeste fornemmelse, da Villads kom til. Vi lå 4 dage på barselsafsnittet hvor vi skulle have amning op og køre, hvilket også var et helt vildt stort ønske for mig. Villads grundet han var præmatur havde ikke fået udviklet sin sutteteknik ordentlig så det brugte Villads og jeg en masse krudt på J. Det var en helt ubeskrivelig fornemmelse, Kristian og jeg tudede næsten ved hvert samtale emne om alt mellem himmel og jord. Det hele blev bare så følelsesladet. 

Da vi kom hjem…. Ramte usikkerheden mig, og jeg blev rigtig bange. Bange for jeg ikke var god nok, bange for jeg ikke kunne håndtere mit lille bitte menneske. Kærligheden til ham var så stor at jeg var så bange for at fejle eller ikke, at gøre det godt nok. Jeg blev utrolig frustreret hvis han pludselig begyndte at græde meget (hvilket han seriøst næsten aldrig gjorde), fordi jeg ikke kunne forstå ham. Jeg kendte jo ikke mit lille menneske ordentlig – endnu.

Hvis ikke det havde været for Kristian, som bakkede mig så meget op, roste mig til skyerne tror jeg simpelthen jeg var rendt ind i en fødsels depression. 

Kristian er en rigtig god far og har han været lige fra starten af, hvilket egentlig ikke overraskede mig. MEN han var SÅ MEGET på, og han var virkelig god til at håndtere Villads – det gjorde mig virkelig tryg at have ham ved min side. Jeg tror hele min usikkerhed og grunden til jeg blev så bange bundede i jeg selv er vuggestue pædagog og jeg ved godt hvad det vil sige, at være præmatur og hvilke udfordringer børn kan have ved for tidlig start på livet.

Men alt blev stille og roligt lagt i baggrunden og vi nød vores liv som nybagte forældre. Dage og nætter gik ud i et med amning søvn og bare være tilstede i nuet, en fantastisk tid at se tilbage på. 

Vi blev opmærksomme på gennem både hospitalet og vores præmatur sundhedsplejerske, at Villads ikke måtte få for meget stimuli udefra og blive holdt af familiemedlemmer. Så der gik faktisk nogle dage nok måske i virkeligheden nogle uger før min mor og far endelig kunne holde deres første barnebarn.

Det var jo ikke fordi de ikke måtte, eller jo – men vi ”måtte” ikke lade dem gøre det, for Villads’ skyld. Og det var de fleste forstående overfor – andre ikke.

Nogen var af den støbning, at Villads’ ville tage ”skade” af vi ikke tog ud med ham og handle, centerture osv. - ”Fordi så ville han jo aldrig kunne klare at være i lyde”. VI havde fået fortalt, at vi ikke skulle, vi gjorde hvad der blev sagt. Så der blev sagt nej tak til, familie udflugter, fødselsdage osv. 

Set i bakspejlet er det det bedste vi nogensinde har gjort for VORES barn, taget vores egne beslutninger! Vi har så tydeligt kunne mærke på Villads hvis vi har lavet lidt for meget, det resultere bare i et rigtig ked af det barn som har fået en helvedes masse indtryk og simpelthen ikke kan finde ro og falde i søvn om natten.

 

Dét at skulle blive førstegangsforældre har været det største nogensinde, dog anerledes end forventet da vi skulle tage særlige hensyn til vores lille dreng. Fordi er der noget man har lyst til, er det da bare at vise hele verden hvilken smuk lille søn vi har skabt. 

- Julie.