Men ingen fortalte mig hvad de lavede med Alberte.

Da jeg fik at vide at jeg ventede mig tvillinger, fik jeg samtidig at vide at jeg ikke kom til at gå til uge 40 med dem.

Jeg ventede mig tveægget piger, og her måtte jeg max gå til uge 38 med dem- hvis jeg ikke selv gik i fødsel inden, ville jeg blive sat i gang.

Og der gik jeg og ventede på at gå i fødsel.

Jeg regnede med at føde før tid, for det gør man ofte når man venter tvillinger havde jeg hørt. Men ud selv ville de altså ikke komme. Min mand blev sendt til KBH til koncert om torsdagen inden igangsættelse, med mulighed for jeg ringede og sagde: nu det nu. Men intet skete. De havde det for godt derinde.

Ugen op til, fik jeg den værste forkølelse jeg længe havde haft. Havde holdt mig fra næsespray under hele graviditeten, men nu måtte jeg give op. Jeg havde 2 nætter hvor jeg ikke sov pga. næsen var stoppet. Og jeg vidste jeg skulle være klar, have sovet og have energi til en fødsel.

Undervejs i min graviditet fik jeg ikke målt min blodprocent, hvorfor det lige glippede aner jeg ikke. Men det skulle få betydning senere.

Da det endelig blev tirsdag den 14/2-2017 bevægede vi os mod Horsens til igangsættelse kl. 8.15. Vi ankommer til Horsens, og bliver undersøgt med hvilken metode der ville passe bedst til mig. Jeg skal have piller, navnet kan jeg ikke lige huske. Jeg bliver indlagt på gynækologisk afdeling, der ligger lige ved siden af fødegangen, da jeg ikke måtte komme hjem og vente på at den gik i gang. Jeg har en risiko-fødsel da det var tvillinger sagde de, og jeg boede for langt fra hospitalet oven i (1 times kørsel derfra). Jeg fik min første pille kl. 9, og skulle tage den hver 2 time. Min mand og jeg sad nede på den stue på gynækologisk jeg fik, med alt vores oppakning. Min mand synes ikke det var fantastisk at være der, vi havde en med indlagt, en ældre dame, og han synes det var grænseoverskridende at hører på når hun skulle undersøges.

Jeg fik pille nr. 2 kl. 12, og vi fik et par madbilletter og ned til frokost med os. Der kunne jeg godt mærke der var ved at ske noget. Vi spiste, og min mand fortalte at han ville kører hjem til min mor og far, og vente der, da han ikke gad være på hospitalet mere lige nu og de bor heldigvis tæt på.

Da kl. var 13 tog jeg den 3, og sidste pille, syntes jeg at det begyndte rigtig at nive i maven.

Jeg fik fragtet mig ned på fødegangen, og kom ind på en stue, hvor jeg skulle have målt hjertelyd og veer. Jeg havde smidt min mobil på et bord ved siden af, hvor jeg ikke kunne nå den mens jeg lå der. Imens kunne jeg hører den bimle, min mand prøvede at få fat på mig. Jeg lå der i en små 20 min, og ind kom en sygeplejerske, der fortalte mig jeg skulle direkte på fødestuen og have taget vandet. Ind med mig, og have taget vandet. Efter 1 time fik jeg fat på min der nervøse mand. Jeg fortalte han bare skulle komme ned igen, da jeg lå på fødegangen og de havde taget vandet på Tvilling 1.

Herfra begynder tiden at være lidt tværet ud. Og jeg har ingen tidsfornemmelse rigtig.

Min mand kommer ind efter lidt tid, og vi får flyttet alle vores ting fra den anden stue og ind til os på et bord. Vi har tage en lille højtaler med ind, da vi ville høre lidt musik imens vi lå der. Ind i mellem kom vores 1 jordemoder ind og tjekkede os. Kl. 15 var der vagtskifte og vi fik en ny jordemoder. Hun var så sød, sang lidt med på de sange vi spillede og kom med mad til mig (ja kun ristet brød, hvis nu det endte i akut kejsersnit).

Min mand blev sulten, og gik ned og hentede noget mad. Fik sagt, bare sid her og spis, det gør ikke noget. Nøj hvor jeg fortrød det. Hospitalets gryderet duftede så godt, og synes han var tarvelig, når jeg nu kun måtte få ristet brød at spise. Lige der var han upopulær :-)

Imellem tiden begyndte veerne rigtig at tage til.

Igen har jeg ingen idé om hvad kl. var, men den var over 18 er jeg sikker på. Jeg blev tilbudt epiduralblokade (Guds gave til den fødende kvinde), og jeg tog imod. Jeg fik det pludselig ringe, altså bare kvalme og brækkede mig ud over alt. PC ramte jeg, jordemoder, gulvet ja alle andre steder en den lille brækpose jeg fik. Pludselig kunne jeg mærke at jeg skulle skide (troede jeg), og så gik det stærkt.

Som tvilling fødende skulle jeg have to af alle inde på stuen.

To jordemødre og to serviceassistent. Ud over det var der en børnelæge med inde, kan ikke huske om der var to, et narkosehold standby. Den ekstra jordemoder der kom, var hende jeg startede med at have da jeg mødte ind, så der var ingen ukendte som sådan. Jeg aftalte med den ene jordemoder at jeg kun skulle hører efter hende, da jeg godt kunne blive forvirret hvis alle snakkede til mig på en gang.

Og nu begyndte presse fasen.

Jeg har ingen idé om hvor længe jeg var i fødsel, men presse fasen startede omkring kl. 22.35-40 ca. Min datter Maja kom ud som den første med sit hoved ned. Hun kom op til mig kort, men blev hurtigt taget væk da Tvilling 2 skulle ud nu. Maja kom over til min mand der sad med hende mens jeg skulle føde nr. 2. De tog vandet, og så gik alt endnu hurtigere. Jeg registrerede det ikke, men jeg blev klippet op, og Alberte blev taget med sugekop. Jeg havde ingen kræfter og hun skulle ud nu da hjertelyden var faldende. Hun kom ikke op på mig, men over på et bord. Maja kom på varmeborde/vuggen og blev undersøgt af en børnelæge. Hun var præcis som hun skulle være.

Alberte var en anden snak

Lige pludselig kom et endnu hold læger ind. Så i alt var der nok 15 personer på stuen. Alberte havde start problemer. Hendes lunger var ikke foldet nok ud, og hun havde fået et chok af at være blevet tvunget ud. Jeg lå i min seng, og kunne se 5 måske flere personer stå omkring min datter. Hun fik lagt en nål i hånden og blev tjekket. Der blev kørt en lille røntgen ind samt flere personer. Imens blev jeg vasket, og syet sammen.

Men ingen fortalte mig hvad de lavede med Alberte.

Min mand udbrød pludselig: så fortæl forhelvede det selv til min kone hvad i gør med min datter.
Jeg fik at vide at de overvejede at kører hende på Skejby, hvis hun ikke viste tegn på bedring inden for så længe. Og jeg ikke ville komme med i ambulancen, men pænt måtte vente til i morgen kl. 7, eller kører selv bag ved med min mand.

Vi var i chok.

Min mand ville ikke kører selv, og forstod ikke, at ingen af os måtte tage med hende. Men miraklet skete, måske grundet en masse bøn til samtlige guder, Alberte fik det godt og kom over til mig.

Jeg overgav hende efter noget tid til lægen da jeg skulle tisse. Jeg trissede på wc, men kunne ikke tisse hvilket jo var ret normalt fik jeg at vide.

Det ikke normale var dog, at jeg besvimede på wc’et.

Jeg fik det dårligt og nåede at råbe på min mand at han skulle gribe mig. Det gjorde han og jeg faldt sammen i 2-3 sek.

Så kom vi op på barselsgangen, og vi begyndte vores nye liv som forældre. Jeg blev tjekket og Alberte og også Maja. Mest mig og Alberte dog. Jeg fik målt meget meget lav blodprocent, så lav så piller ikke ville kunne få den op men jeg skulle have blod. Jeg var ikke oppe og gå i de første 2 dage grundet at jeg havde det dårligt og var uden energi. Lægerne sagde det var sikkert pga. min meget lave blodprocent. Så min mand skiftede alle bleer de første 2 dage mens jeg bare prøvede at amme.

Desværre gik amningen ikke.

Min lave blodprocent gjorde jeg ikke fik produceret nok mælk, Alberte viste det sig havde for kort tungebånd og fik aldrig ordentligt fat, mit venstre bryst gav ingen mælk. Det betød at de tabte sig for meget i starten, og måtte på fuld flaske. Jeg var ked af i starten med amningen, men da jeg så hvor glad min mand faktisk blev, fordi han følte han nu kunne være mere med, gjorde det intet. Vi tilbragte 4 dage på hospitalet og blev udskrevet med 2 raske og dejlige piger.


´Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.