”Michella din datter skal ud nu ellers overlever hun ikke”.

 Jeg er i uge 25 og skal til 25 ugers tjek og om morgen havde jeg det skidt så jeg tog en fri dag fra jobbet så jeg kunne kører hjem efter læge tjekket men det blev slet ikke sådan.

Jeg afleverer min urin prøve som man nu skal og min læge kommer ind og kiggede på mig med store øjne og sagde Michella du skal på hospitalet nu, de venter på dig derinde.

Jeg spurgte hvad der galt og hun sagde du har blod i din urin. Jeg kørte på hospitalet og blev tjekket. Jeg havde meget lidt livmoderhals tilbage og plukveerne tog til og pludselig kom der veer, jeg fik ve-hæmmende og de gjorde alt hvad de kunne for at jeg ikke skulle føde.

Jeg var ude på Hvidovre men da de ikke har nok viden omkring så for tidligt fødte skulle jeg på Rigshospitalet men det stod så slemt til at et enkelt bump på vejen ville ende galt.

Min datter begyndte nu at ryge alt for langt ned i puls og jeg havde en blødning i livmoderen.

Min stue blev fyldt med diverse læger på meget få minutter og alle i grønne kirtler da de gav mig beskeden

”Michella din datter skal ud nu ellers overlever hun ikke”.

Og lige inden jeg skulle kørers afsted begyndte min datters far at synge den sang han havde altid havde sunget til min mave igennem graviditeten og med et blev min datter begyndte min datters puls at stige, jo mere han sang jo bedre fik hun det, og så snart hun var 100 % stabil blev jeg haste kørt til Rigshospitalet og blev indlagt.

Jeg skulle blive der til min termin hvis jeg holdte så længe ... Jeg fik medicin fra at skulle gå i fødsel og hver morgen kom overlægen ind og fortalte mig hvad chancerne var den præcise dag. Hver eneste dag talte for Malucas overlevelse.

Jeg gik fra at få meldingen om at hvis du føder nu overlever hun ikke, til hvis du føder nu vil hun få en hjerneblødning, til hvis du føder nu vil hun få spastiske lammelser. For hver dag der gik blev oddsene bedre. Indtil en tidlig morgen da jeg vågende til at mit vand gik, jeg havde fået lov til at blive hjemme indlagt i den uge så længe jeg lå ned. Jeg blev hentet den tidlig morgen kl. 07:00 af ambulancen og vi kørte afsted, de prøvede alt hvad de kunne for at stoppe fødslen da jeg jo kun var i uge 33.

Men intet hjalp, min datter ville ud og det var nu.

image2.jpeg

Få timer senere føder jeg min lille prinsesse og får hende kun lige op i 2 sekunder indtil de river hende væk fra mig, da hun ikke trækker vejret. De tager hende over på bordet, prøver at suge i hendes lunger og prøver at få hende til at trække vejret og jeg kan bare se hun bliver mere og mere lilla, der kom bare ikke den barnegråd som der skulle komme, de begyndte at tilkalde læger og nu så det sort ud.

Hvad der føltes som timer var nok bare minutter men endelig kom gråden og hun blev hurtigt kørt væk, jeg så min datter i 2 min og nu vidste jeg ingen ting.
Klarede hun den?
Var hun okay?

4 timer senere får jeg endelig lov til at komme ned på neunotalafdelingen hvor min lille datter lå med div maskiner tilkoblet. Lykke har aldrig været større men det har sorgen hellere ikke. Jeg vidste ikke hvad oddsene var, jeg vidste ikke hvor godt hun var sluppet fra den for tidlig fødsel men det kunne kun tiden vise.

Den lille pige Maluca som blev hendes navn fik hjælp til vejrtrækningen, lå i lystæppe, fik hjælp med mad via en sonde ned i maven og div overvågninger på hende, da hun tit stoppede med at trække vejret.

 Den hårdeste periode i mit liv startede for alvor d 13 maj 2017.

image1.jpeg

Vi var indlagt indtil Maluca var i bedring. Og da hun endelig var i bedring, søgte vi om hjemme indlæggelse som vi fik godkendelse til, vi skulle bare som forældre igennem et førstehjælp kursus. Hvilket var noget af det mest forfærdelig at skulle igennem, at stå og yde første hjælp på en lille baby dukke imens ens tanker går på tænk hvis det her sker så snart vi er hjemme, tænk hvis hun stopper med at trække vejret så skal jeg huske at skulle banke hende der, holde hende sådan.

Og sådan blev tankerne ved med at løbe rundt.

Men vi var sikre i vores sag, vi skulle hjem og vi var parate. Maluca sov rigtig meget faktisk 24 timer i døgnet næsten, hun skulle ikke op for at have flaske eller bryst fordi hun havde sonde så det eneste tidspunkt hun var vågen var når hun blev skiftet.

Når man forlader et hospital med en for tidligt født baby er man så påpasselig og bange, stort set hele tiden. Nu havde vi hende hjemme uden overvågning. Tænk hvis hun for 1000 gang valgte at stoppe med at trække vejret imens hun sov, tænk hvis hendes sonde sad forkert, tænk hvis og sådan forsatte det bare. Vores datter slap utrolig godt igennem hele hendes for tidligt fødte tid og har i dag 7/9/13 ikke nogle mén endnu men det kan stadig komme.

for tidlig født

Mine råd til mødre med for tidlig fødte er:

1. snak om det, hvis dine dage går på tankerne om denne fødsel og den hårde tid efter er du ikke kommet ovenpå, snak om det, få grædt ud og læg det så bag dig. Hvis du ikke kan det ville jeg helt bestemt anbefale at tale med en psykolog eller andre mødre med for tidlig fødte der forstår dig og forstår hvad du har været igennem.

2. Behandle dit barn som var det er barn født til tiden, på denne måde tænker du ikke over at dit barn er “anderledes” end andre. Jeg havde en periode hvor jeg sammenlignede min datter med børn der var født til tiden og det kan man ikke for tidligt født eller ej, så gør børnene der ting i deres tempo og det behøves ikke at skyldes den for tidlige fødsel.

3. Lad være med at Pakke dit barn ind efter de er ude af farezonen, dit barn klarede det, dit barn er okay nu, ligesom børn der er født til tiden.

4. En blæksprutte bamse hjalp min datter rigtig meget med at finde ro pga. dens arme minder børnene om livmoderen.

5. Frygten med den for tidlige fødsel kan sidde i os i mange år fordi at alt kan være fint nu men om nogle år kan den have gjort at der bliver udviklet nogle sygdomme. Men dette skal man ikke holde sig fast i, som forældre kan i hjælpe jeres barn så meget på vej at de kan undgå disse symptomer, ihvertfald en del af dem.


Det var lidt om Malucas for tidlig fødsel.

 Maluca bliver snart 2 år og er den gladeste lille ballademager lige som alle andre børn. Hun er den sejeste. Præmature børn er de sejeste væsner på denne jord.

Mvh Michella Kastholm