Når 2 bliver til 3 – meget før tid

Den søde ventetid

1.jpg

For at starte ved starten, besluttede min kæreste og jeg os for at prøve at blive gravide, da jeg afsluttede min kandidat maj måned 2017. Jeg havde gået med frygten for aldrig at blive gravid, da jeg åbenbart har en hjerteformet livmoder. Jeg færdiggjorde min kandidat, smed p-pillerne væk og en måned efter, stod jeg med en positiv graviditetstest i hånden da vi var på ferie. Det var den vildeste følelse! Mest af alt, fordi jeg oprigtigt ikke troede på at det var muligt for mig.

Og at det så sker med det samme, det var næsten uvirkeligt!

Da vi kom hjem fra ferie startede hele møllen med lægebesøg og hospitalsbesøg. Grundet den hjerteformede livmoder, skulle jeg til noget flere scanninger, end hvad man normalt bliver tilbudt. Dagene gik langsomt i starten, men pludselig fløj tiden afsted! Vores nakkefoldsscanning var intet mindre end perfekt! Lægen bad os om ikke at sige det til for mange, fordi det var ret usædvanligt med så fint et tal. Vi var pære stolte og lykkelige! Men udover de mange scanninger, så fortsatte hverdagen. Sommerferien sluttede og jeg startede på job igen i min revisorstilling. Jeg løb nogle dejlige ture, trænede i træningscentret og slog græsset i vores have. Ja der var ikke noget anderledes ved min hverdag, bortset fra en led kvalme.

Ved uge 13 begyndte jeg dog at få en masse plukveer.

2.jpg

Jeg havde ca. 25 om dagen. Jeg fik af vide at det var ganske ufarligt, så længe at de ikke gjorde ondt. Og da de ikke gjorde ondt, ja så fortsatte jeg hverdagen som jeg plejede.

D. 26. Oktober 2017 får jeg pludselig nogle “jag” nedefra underlivet.


Det er meget korte, men gjorde afsindigt ondt! Jeg ringede til hospitalet, for at fortælle om min oplevelse, som havde stået på hele dagen. Da jeg dagen efter, altså d. 27. Oktober skulle til midtvejsscanning, blev jeg blot bedt om at fortælle det dér.

D. 27. Oktober 2017 var jeg præcis 20+0.

Jeg tog på arbejde, som jeg plejede, og da klokken blev 14.00 sagde jeg god weekend til mine kollegaer og kørte til Hillerød hospital. Det var nu tid til vores scanning!

Lillemanden kom på skærmen, og ALT var bare perfekt. Han svømmede rundt, sparkede med arme og ben og var møg aktiv. Jordemoderen var tilfreds! Efter scanningen, fortalte jeg om min oplevelse dagen forinden. Hun bestyrtede sig derfor for at scanne mig en ekstra gang. Denne gang “nede fra”. Hud bad mig hoste og tog scanneren væk. Pludselig så den rare jordemoder ikke så tilfreds ud mere. Hun fortalte os om en livmoderhals, som for os begge var noget nyt. Når man er omkring uge 20, burde livmoderhalsen åbenbart være omkring 4-5 cm. Hun fortalte at min var 2,5 cm og når jeg hostede var den 1,9.

Fra det sekundet af, skulle det vise sig at blive en graviditet der var alt andet end normal.

D. 27. Oktober blev jeg sygemeldt og bedt om at ligge mig flat derhjemme uden at lave noget. Tirsdag d. 31. Oktober fik jeg pludselig en masse plukveer, som kom lige i røven af hinanden! Jeg ringede straks til hospitalet, som bad mig om at komme med det samme. Det viste sig at livmoderhalsen nu kun var 1,9 cm og kun 1,4 når jeg hostede. Turen gik atter hjem, med samme ordre om at foretage mig så lidt som muligt.

Onsdag d. 8. November

havde jeg en ny tid på hospitalet, for at tjekke om på situationen. Det er en af de dage, som jeg aldrig vil glemme. Dagen hvor vi fik af vide, at min livmoderhals var 0 cm.

Ord kan ikke beskrive hvor mange tanker der løb igennem mit hoved den dag. På den ene side,  kunne jeg slet ikke klare tanken om, at vi aldrig fik mulighed for at møde vores lille fyr. Ham N og jeg havde skabt. På den side, kunne jeg slet ikke holde ud at være i situationen, og ville ønske at det bare kunne gå væk, så vi kunne starte forfra. Jeg vidste dybest set hverken ud eller ind.

Lægen der scannede mig den dag, hed Nini. Hun var super rar og virkede som om hun havde styr på sagerne. Hun fortalte at man kunne få syet livmoderhalsen sammen, for at holde fyren der inde så længe som muligt. Syningen, bedre kendt som en cerclage ville være en “nød cerclage”,
fordi der ikke var mere livmoderhals tilbage. Operationen foregik fredag d. 10. November og der var 30% chance for at min krop ville accepterer det fremmedlegeme der nu var syet ind.

3.jpg

Operationen gik rigtig godt og jeg lå og bad for at fyren – som vi nu kaldte for mini Carlos – ville blive derinde.

Dagene gik, og det virkede til at min krop havde taget imod operationen. I Danmark redder man børn fra uge 23, så d. 16. November, da jeg var 22+6, blev jeg transporteret til Rigshospitalet. Det er et af de eneste steder i Danmark, hvor de redder børn så tidligt. Flytningen gik som den skulle og dagene tog ligeledes hinanden på Riget. Man kunne dog tydligt mærke at der var mere travlhed på Riget, og jeg var derfor mere overladt til mig selv i hospitalssengen. Det skal dog bemærkes, at alle medlemmer i min familie og venner, besøgte mig konstant! Det kan ikke beskrives hvor meget det betød for mig. Og ja, så fik jeg vist også set hele “Suits” serien.

I mit hoved havde jeg et mål – 24+0. Jeg vidste at chancerne for overlevelse, var betydeligt større i uge 24 end uge 23. Dog var de stadig små, men man må tro på det bedste!

Fredag d. 24. November nåede jeg mit mål!

Jeg var lettet og alt virkede til at gå den rette vej! Om 4 uger stod jeg til at kunne komme tilbage til Hillerød , og ville ikke længere være akut.
Sådan skulle det dog ikke gå.

I fødsel

Samme aften da N var kørt hjem, begyndte jeg at få ondt i den ene side, når jeg fik mine plukveer. Jeg valgte ikke at sige noget til jordemødrene, jeg jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at det bare var mine tarme der drillede mig. Når man ligger ned i så mange uger, kan de jo godt bøvle lidt. Jeg holdte det bare for mig selv og lagde mig til at sove.

Lørdag morgen kl. 04:30,

vågnede jeg og skulle tisse helt vildt. Jeg haltede ud på toilettet og det flød med blod i toilettet. Jeg blev bange, og tænkte at det nok var en god ide at fortælle om mine smerter nu. Som i øvrigt stadig kom med jævne mellemrum. Jeg fik straks sat sådan en måler på min ret beskedne mave, så de kunne måle hvordan mini Carlos havde det. Han havde det heldigvis ganske fint, så de bad mig forsøge at sove lidt videre.

Op af dagene fortsatte mine smerter, som jo så viste sig at være rigtige veer. Af den årsag, besluttede man at klippe cerclagen. Hvis man ikke får klippet den syning, kan det ødelægge livmoderhalsen når man har veer. Så nu var der ingen vej tilbage. Enten var jeg på vej i fødsel, eller også ville det gå i sig selv på mirakuløs vis.

Lørdagen gik på held og veerne kom og gik. Så var der 15 min. Imellem og andre gange en time. De kom altså lidt som vinden blæste. Lørdag nat blev jeg kørt til fødegangen, hvor de havde bedre tid til at holde øje med mig. Lørdag blev til søndag, hvor veerne om morgenen kom med 2-3 minutters mellemrum. Jeg blev derfor kørt til en fødestue, hvis det pludselig skulle gå hurtigt

Vi havde besøg af en børnelæge, som fortalte os lidt om chancerne. De var mildest talt ikke gode og hun forberedte os på det værste. Desuden spurgte hun os hvad han skulle hedde, og da vi ikke havde fundet et navn, fik vi 5 min. Til at beslutte os. Vi havde 3 navne på en måske liste, og da jeg læste navne op, var N og jeg med det samme enige.

Vi skulle have en lille søn der hed Magnus.

Bedst som vi troede at jeg gik imod fødsel, gik veerne i sig selv. Søndagen gik og familien tog hjem. Nu var N og jeg tilbage med min nye ven Lattergassen. Om aftenen gik jeg på toilettet og udmattet som jeg var, sagde jeg til N at jeg simpelthen ikke kunne mere. Jeg lagde mig tilrette igen og fik endnu en ve. Og nu var det anderledes. Det virkede som om at noget sagde “knæk”. N ringede på jordemoderen som kom løbende. Hun undersøgte mig og så helt bleg ud i ansigtet. Hun havde tidligere fortalt mig at man normalt skal åbne sig ca 10 cm. For at føde et “normalt” barn. Men da vores M jo var meget lille, var 4 cm. Faktisk nok.

“Du er nu 8-10 cm åbnet og er derfor i aktiv fødsel. Og det har du været et godt stykke tid nu. I ringer til dem i skal ringe til, og jeg ringer til dem jeg skal ringe til.”

Nu skete det altså. Jeg blev bange. Ekstremt bange. Bange for hvad der skulle ske. Hvordan ville det være at føde et barn? Og hvad var det for et barn der ville komme ud?
Ville barnet leve? Og hvor længe ville det leve?
En masse spørgsmål, som pludselig maste sig på. Jeg blev flyttet over på et føde leje og pludselig stod der 15 mennesker i rummet. Der var læger, jordemødre, sygeplejersker og sikkert også andre. De skulle alle optimere chancerne for at lille M ville klare sig. Jeg fik af vide at jeg havde én chance, og hvis lille M ikke kom ud på et pres, ville han ikke overleve. Jeg pressede derfor alt hvad jeg kunne, og ud kom lille M. I min rus af lattergas, kunne jeg høre nogle lyde der mindede om et pivedyr. Det var skrig fra vores lille M. Han fik fra start top karakter fra lægerne.

Efter fødslen, blev lille M kørt væk og N gik ned på neonatalafdelingen – GN – hvor M var blevet anbragt. Jeg var selv helt færdig. Tænkte slet ikke på vores lille nye M, vores skabning, men bare på hvor træt jeg var og glad for at det var overstået. Jeg blev kørt ned til GN i en kørestol og lagde hånden ind på vores lille skabning.

Lille M kom til verdenen uge 24+2, 620 g og 28 cm. Vi var nu mor og far – en familie

Den første uge

Vi havde fra start af fået af vide, at den første uge var den mest kritiske periode. Her var der størst chance for hjerneblødninger blandt andet. Der skete simpelthen så meget, så jeg besluttede mig for at skrive små stikord for hver dag, så jeg kunne huske alt hvad der skete.

“Dag 1 – 27/11: Jeg udskrives da infektionstallet er faldet, og rykker nu ned til sengen hvor M er. M ligger i lys”

Dag 2 – 28/11: Oppe og ligge hos mig for 1. Gang. Ude af lys igen”

“Dag 3 – 29/3: Mulig operation af tarme til stomi, grundet manglende afføring. Mulig hudsygdom. Besøg af hudlæge som aflyser prøve, da han mener det bare er tør og øm hud. Ligges i respirator pga. smerter ved huden og højt pco2 i kroppen. Tilførsel af sukker og salt- væsker pga. stort væsketab. Man mener han tabte så meget væske pga. de væskende sår. Skidt i bleen, hvorfor stomi tanker aflyses! Mad aflyses om morgenen, men da han laver lort, sætter de mad til igen. 1 ml pr. 4. Time. Hjerte og hjerne scannes. Magnus har en meget stor Ductus og har muligvis en lille hjerneblødning..”

“Dag 4 – 30/11: Mad = 1 ml. Pr. 4. Time.”

Dag 5 – 1/12: Hjerne er scannet og der var ingen blødninger!!! Den ene prik fra tidligere er næsten forsvundet af sig selv. Mad = 1 ml pr. 2. Time. Vægt 607”

“Dag 6 – 2/12: Okay rolig dag - læger bestiller hudlæge der skal komme d. 4/12. Mad = 2 ml pr. 2. Time. Vægt 667.”

“Dag 7 – 3/12: Start på svampenehandling, mulig svamp under navlen. Sukkervæsken fjernes og sætter op i protein væske så han kan tage på. Mad = 2 ml pr. 2. Time. Vægt 651.”

Den første uge gik. Dagene føltes som en evighed og alligevel føler jeg nu at de fløj afsted. Magnus havde heldigvis ikke problemer med tarmene, men det var under mistanke op til flere gange. Han fik dog problemer med huden, som gjorde at han mistede en masse væske. Lægerne havde aldrig set en hud der mindede om det og kunne ikke svare os på hvad det var. Endvidere kunne de heller ikke fortælle os, om det var noget han ville overleve.

Bedst som vi troede at vi var igennem den værste tid, begyndte 2. Uge.

Efter den første uge

“4/12: Urolig start. Røntgen viste at tuben fra respiratoren sad for langt nede, så den er blevet flyttet lidt op. Det hjalp på ilten. Navlekateteret er faldet ud.. så nu skal de tage blodprøver fra hælen. Scanning viste lidt luft ved tarmene , hvilket kunne være tegn på tarmsygdom. Tarmene er scannet. Mad midlertidigt indstillet. Scanning viste umiddelbart ikke noget, men der startes ny antibiotika behandling, for at forebygge. Mad = 0 ml , Vægt = vejes ikke pga. smerter”

“5/12 Virkelig øv dag. Problemer med tarme stadig + lunger. Svampen på huden er gået i blodet, hvorfor han får ny antibiotikakur mod det. Mindet om at der stadig er en risiko for at han ikke kan klare det. Longline i stykker, hvorfor der lægges en ny i armen. Beth bestemte at han skulle have fast morfin, pga. smerter. Mad = 0 ml., Vægt = vejes ikke pga. smerter.”

Og sådan fortsætter dagene. Det viser sig heldigvis at der ikke er noget galt med Magnus’ tarme, og han er sluppet for hjerneblødninger. Desværre fik Magnus en infektion i huden, som lægerne ikke kunne finde ud af hvad var. Derefter fik han svamp i blodet og i skridtet. Hudlæger blev tilkaldt, men uden nytte. Han fik alverdens medicin skudt ind i kroppen, blot for at håbe på at ramme plet med noget.

Efter et par uger begyndte Magnus hud at tørre ud, og han tabte derfor ikke mere væske. Huden begyndte dog at sprække, hvilket resulterede i store sår overe det hele. Men da den tørre hud begyndte at falde af og sårene helede, skulle det vise sig at han havde den dejligste babyhud inden under. Magnus kom derfor ud og ligge hos sin far for første gang, da han var 14 dage gammel.

7.jpg

Da M kom ud d. 26. November, var han så god lungemæssigt, at han ikke havde behov for respiratoren, men udelukkende c-pap tryk 6. Dette ændrede sig desværre, da infektionen i huden kom til udtryk. Magnus fik da så meget morfin på grund af smerter, at han glemte at trække vejret. Han blev derfor lagt i respirator. Da huden blev fin, skulle lungerne vise sig at være han største problem, og respiratoren blev hans nye bedste ven og værste fjende.

Vores lille mand var et stædigt og selvstændigt lille væsen. Han gad nemlig bestemt ikke, at ligge med den respirator. Så på trods af hans sølle vægt, kæmpede han dag og nat imod respiratoren. Sygeplejerskerne og lægerne måtte derfor forsøge med alverdens respirator indstillinger, for at finde ud af hvad der virkede bedst på M og hvad han kunne affinde sig med. Jeg spurgte en dag en sygeplejerske om det var normalt, at de kæmpede sådan imod en respirator “Jaa, det er ret normalt – for børn der vejer over 2 kg.”, svarede hun mens vi kiggede på M der vejede lige knap 650 g.

8.jpg

Den ene dag virkede den ene indstilling, og den næste dag virkede den anden indstilling. Hele 4 gange måtte de bedøve ham totalt, fordi den lille mand havde kørt sig selv op i en spids, og intet kunne få ham til at falde til ro. På trods af det, lå M stadig med åbne øjne – de skulle bestemt ikke tro at de bare sådan kunne få ham til at sove jo! Udover de mange respiratorindstillinger, fik han skiftet tube 5 gange. I takt med at han voksede og lå så uroligt, skulle der en større tube til, og til sidst valgte de at prøve en tube med en lille ballon på. Det skulle forhindre at luften fra respiratoren bare ville komme forbi. De var meget usikre på hvordan det ville virke med denne lille ballon på den lille M, da det var første gang at de nogen sinde skulle bruge den på præmatur afdelingen. Efterhånden kom det ikke bag på mig, når de fortalte at “det har vi aldrig prøvet før”

– vores M var åbenbart født til at være en ener.

Dagene går, og kalenderen siger nu d. 9. Januar. Der er sket meget og M’s lunger har udviklet sig i en rigtig positiv retning efter behandling med Steoid. Overlæge A mener derfor at han skal forsøge sig uden respiratoren. Han bliver lagt over i det de kalder for NIV, men klarer det desværre kun i 3 timer.

M bliver derfor lagt tilbage i respiratoren. Det var en af de dage der startede godt, og alligevel endte jeg grædende ude på gangen. Ville vores søn nogle sinde kunne klare sig uden en respirator? Da jeg sad der på gangen, kom overlæge A ud til mig

“Så Trine, kom med ind til din dejlige søn. Han er nu tilbage i respiratoren og jeg har lagt tuben i det andet næsebord – så kan de blive lige store”.

Jeg fik et lille smil på læben, og gik ind til M på stuen. Jeg syntes dog stadig at det var en rigtig lorte dag, men da A snakker om at prøve om en uge igen, syntes det hele en smule bedre.  

9.jpg

Ved 2. Forsøg klarede M det i 14 timer uden, men måtte igen lægges tilbage. Til stor undring for overlæge A. Derfor bliver han d. 22. Januar kørt over til øre-, næse- og halsafdelingen hvor de kigger ned i hans hals med et kamera. Det viser sig at han er blevet så hævet omkring stemmelæberne, på grund af de mange tubeskift. Han får derfor sprøjtet noget Steoid ind lokalt, som skal tage hævelsen. Overlæge A får tilladelse til at forsøge at tage ham ud af respiratoren igen torsdag d. 25. Januar. I nødsituation kan det gøres onsdag.  

Onsdag d. 24. januar tager M sagen i egen hånd.

Den lille mand får med hans lille styrke, hivet tuben så langt op, at den ikke kan sættes ned igen. Det går derfor pludselig meget stærkt, og M bliver derfor lagt med c-pap tryk 9. Præcis denne dag havde M ligget i respirator i 8 uger, og det skulle vise sig at være aller sidste dag.

M vidste selv når han var klar!

10.jpg

Overflyttes til Hillerød

Og nu går det stærkt! M bliver bedre og bedre for hver dag og d. 12. Januar bliver vi overflyttet til Hillerød. Denne dag var meget bevægende for mig. Jeg græd flere gange både af angst og af lykke. Jeg var over lykkelig for at vores lille M var så sej, at han nu var stærk nok til at blive overflyttet til Hillerød og nu ikke længere var kritisk syg. Men samtidig trist og angst for at skulle hen et nyt sted. Et nyt sted, hvor de overhovedet ikke kendte M og hans lange historie. Og at skulle sige farvel til vores “hjem” på Riget og alle de søde sygeplejersker, som til sidst var blevet en slags familie.

Men det skulle jo ske, og vi måtte tænke på, at det var den rigtige vej, i forhold til at komme hjem.

Køreturen tog hårdt på M de første par dage, hvorfor han nu igen var blevet iltkrævende. Der går lige et par dage, og derefter bliver han sig selv igen. Dagene går og M bliver forsøgt lagt til bryst, dog med en lille ammebrik. Det viste sig at vi åbenbart havde et født naturtalent! M spiste 40 ml. Selv i første forsøg. Sygeplejersken var målløs, og sagde “det er hans vist mere end klar til”, på trods af at c-pappen stadig sad i næsen.

12.jpg


M spiser mere og mere selv, og har tilspidset ikke behov for sonden mere. Han har dog stadig behov for sin c-pap, hvor han nu er nede i tryk 5. Det er nu blevet d. 6. Marts og c-pappen bliver taget væk for at forsøge en længere pause.

Det viste sig at være den sidste gang M havde c-pap i næsen. Overlæge P fra Hillerød var meget begejstret og fik sagt “Nå, nu skal i vel også snart hjem”.

HJEM?!?!

Var dagen virkelig endelig kommet? Det virkede næsten for godt til at være sandt. Jeg havde haft tidspunkter, hvor jeg havde troede at denne dag aldrig skulle komme. Men nu var det tid!

Søndag d. 11. Marts 2018

pakkede jeg min kuffert og N og jeg gav sammen M en stor varm dragt på. Nu skulle vi hjem og være en familie. Aldrig har jeg været mere lykkelig end denne dag. Så lykkelig at ord ikke kan beskrive det. Vores lille “abeunge” på 620 g. Var nu blevet en stor “rigtig” baby på 2.500 g. Og nu skulle vi hjem med ham 5 dage før termin. Vores lille M var tæt på at tage pusten fra alle lægerne, men på grund af hans kampånd, valgte man at fortsætte. Og nu sidder vi her med vores dejlige søn, som umiddelbart ikke har nogen mén overhovedet.

Det er i dag d. 9. november 2018, M bliver snart 1 år gammel, vejer knap 8 kg. Og kan både vende sig og sidde selv.

Behøves jeg sige at vi er meget taknemmelige?


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.