Nynne kommer til verden - fra fest til feberhelvede

D. 18/7-17. 40+5 Kl. 04.20: vandet går. Vi aftaler med fødegangen på Skejby at vi er derinde kl. 08 hvis ikke veerne er taget til inden. 

Kl. 04.50: nogle milde veer starter men stopper igen. 

Kl. 09: jeg bliver undersøgt i akutmodtagelsen da der er run på fødegangen. JM mener ikke det er vandafgang men at det er den første hinde der er sprunget, trods den store mængde af vand der kom. Jeg forklarer hende at jeg gennemvædede et helt badehåndklæde, men alligevel mener hun ikke vandet er gået. Hun laver en grundig hindeløsning og vi bliver bedt om at gå en tur og komme igen om en time.

Kl. 10: vi er tilbage i akutmodtagelsen og jeg har fået en masse veer vi aftaler at vi tager hjem og lader veerne arbejde. Veerne tager til og bliver regelmæssige.

Kl. 13: veerne går helt i sig selv. Jeg tager en lur i vrede da jeg lige havde håbet det skete snart. Jeg sover i næsten 4 timer hvilket var skøøønt

Kl. 20 starter veerne igen og de tager hurtigt til. Jeg går rundt i stuen og rokker og jeg føler det er dejligt at stå op og bevæge mig. 

Kl. 21.20 er veerne allerede meget kraftige og regelmæssige med 2-3 min imellem og varer ca. 1 minut. Vi ringer til fødegange og får at vide at vi kan komme kl. 23 da vi så kommer ind til vagtskifte og en helt frisk JM. Vi bor heldigvis kun 3 min fra fødegangen.


Kl. 22.45 kører vi dog allerede mod fødegangen da jeg synes det går lidt stærkt nu.

Kl. 23 bliver vi modtaget og vises hen til en fødestue med stort fødekar da jeg ønsker en vandfødsel. Jeg bliver undersøgt og er 4-5 cm åben og babys puls er lige til den høje side. Jeg går rundt og tager den ene ve efter den anden med Kim som støtte. Det fungerer stadig godt for mig at bevæge mig lidt rundt.

Herefter får jeg en bold at sidde på og det fungerer også godt. Jeg vil dog gerne under bruseren så jeg tager bolden med og sidder der i kort tid da jeg skal have taget temperatur og de skal holde øje med babys puls. 

Kl. 24 kommer jeg ind på stuen igen og sidder på bolden. Der bliver kørt ctg på baby i en times tid. Den afviger stadig fra normalen og jeg får målt temperatur og har 38,6 i feber. Så længe baby har høj puls og jeg har feber er der ikke mulighed for at komme i vand. Jeg får varmepuder. Jeg får også lagt venflon og får den første dosis antibiotika mod infektion.

Kl. 01 får jeg sat elektroder på maven i stedet for ctg da den er mere præcis. Babys puls bliver heldigvis lidt lavere men er stadig i den høje ende. Jeg fryser meget pga. feberen så jeg får sværere og sværere ved at slappe af.

Kl. 02 beder jeg om epiduralen da jeg ikke må komme i vand. Jeg får lattergas i mellemtiden. Den fungerer så godt at jeg ikke vil have epiduralen alligevel. Jeg har en fest og både JM og Kim griner lidt af mig fordi jeg mildest talt ligner en festivalgæst der har drukket lidt for meget… Kim ringer til min mor da jeg gerne vil have hende med til festen… øh fødslen :-)

Kl. 02.20 bliver jeg undersøgt og jeg siger i min rus at jeg er sikker på der ikke er sket noget siden sidst da jeg har haft det så godt. Ganske rigtigt er jeg nu helt sikkert 5 cm åben men det gør mig ikke noget for det kører jo bare og jeg tager det 1 ve ad gangen. Min mor ankommer kort tid efter og jeg har stadig en fest. Har den bedste rus med lattergassen og klarer veerne i samarbejde med Kim. 

Kl. 03 er veerne blevet så stærke at jeg beder om epiduralen igen. Jeg skal først have en podning for streptokokker og jeg skal ligge på siden. Det er en rigtig træls stilling for mig og veerne er bare konstante nu. Jeg får pludselig spontan pressetrang og jeg skriger at jeg skal presse men JM tror ikke på mig da jeg ikke er udvidet nok. Hun skynder sig at undersøge mig og jeg er 10 cm åben. Jeg bliver hjulpet om på ryggen og jeg presser med da jeg slet ikke kan lade være, selvom JM ikke er klar med noget som helst og ville til at ringe og aflyse epiduralen. Hovedet kommer til syne efter første presseve på trods af hun stod lidt højt. Anæstesilægen kommer ind ad døren med epiduralen og ser lidt forvirret ud. JM siger den ikke bliver nødvendig alligevel og han smutter igen. I næste presseve kommer hovedet ud og i næste presseve er hun helt ude kl. 03.21. Hun kommer op på min mave. Hun er lidt blå og de tørrer hende og prøver at hjælpe hende med at komme helt igang med vejrtrækningen. Kim klipper navlesnoren og hun kommer over på børnebordet.

Kort tid efter skriger hun.

Hun kommer op på min mave men jeg kan ikke have hende der særlig længe da jeg får det rigtig skidt. Jeg nåede kun at få én ud af to doser antibiotika mod infektion inden fødslen. Jeg får anden dosis efter hun er født. 

Feberen bliver ved med at stige og jeg fryser nu rigtig meget og ryster over hele kroppen.

Jeg har meget kvalme. Moderkagen har ikke løsnet sig og jeg har rigtig ondt. Jeg får indsprøjtning i låret og akupunktur i tæerne. Jeg presser nogle gange men der sker ikke noget. De vil have mig op og sidde på hug for at jeg kan få den ud. Det er rigtig svært for mig både pga. jeg er træt men også fordi jeg har så ondt og min krop slet ikke kan slappe af pga. rystelser.

Heller ikke det lykkedes.

De tilkalder en ekstra Jordemoder og de er nødt til at lave et fundustryk. Jeg får lattergassen igen og de fremprovokerer en efterve og siger jeg skal slappe så meget af jeg kan. På 3 laver den ene et fundustryk (en knytnæve i maven der skubber moderkagen fri) mens den anden hiver i navlesnoren. Jeg skriger men det lykkedes heldigvis og jeg bløder i alt kun 300ml.

Efterfølgende får jeg det endnu værre og skal kaste op.

Det gør heldigvis at min kvalme forsvinder. Jeg får derefter meget ondt i hovedet. Lidt efter stopper jeg med at fryse og sveder i stedet rigtig meget. Feberen er på retur og jeg får endelig lillesøster over som straks ammer fint og jeg kan nu nyde min nyfødte baby som jeg nærmest ikke har kigget på før nu. Jeg er svimmel nogle timer efter men kommer hurtigt ovenpå.

Idag fortryder jeg at jeg ikke slog i bordet noget mere og sagde jeg ville have de skulle undersøge mig noget grundigere for, om min vand nu kunne være gået...


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.