....og taknemmeligt sind over, lige præcis at have valgt en hjemmefødsel.

Jeg var enormt velforberedt på min første fødsel.

Alligevel endte jeg med at føle, at jeg forsvandt mentalt, og at min krop eksploderede derudad, imens jeg selv halsede bagefter under hele forløbet.

Jeg var derfor allerede lettere nervøs for min anden fødsel, da jeg så de to streger på pinden. Da jeg ved første jordemoderbesøg blev foreslået at føde hjemme, da hun ud fra min journal kunne se, at min første hospitalsfødsel forløb ukompliceret, havde jeg en enorm angst og modstand på det.

En modstand, der bundede i en manglende tro på, at jeg var i stand til at vinde styringen og kontrollen over min egen krop og fødsel, da min erfaring sagde mig, at det klarer den på ustyrlig vis helt selv, og så må jeg ellers bare forsøge at følge med!

Og den følelse, kunne jeg ikke rumme at have derhjemme langt væk fra hjælpemidler. Efter meget praktisk og statistisk information - og et personligt arbejde med at genskabe tilliden til krop og sind, besluttede min mand og jeg i fællesskab, at vi ønskede en hjemmefødsel. 

Tre uger før min termin, startede nogle gradvist mere intense plukkeveer. Jeg fødte to dage før min termin ved min første fødsel, og jeg var derfor overbevist om, ikke at nå til terminsdatoen denne gang. Den 12. juni, seks dage over min termin, vågner jeg klokken 5 om morgenen, med lidt kraftigere plukkeveer end hidtil, som jeg dog sover videre fra, da jeg efterhånden har vænnet mig til ubehaget. 

Klokken 7 vågner jeg igen af lidt kraftigere og regelmæssige plukkeveer, men vælger ikke umiddelbart at reagere på det, da jeg igen tænker, at det nok går i sig selv. Jeg skriver lidt med min mor om noget garn, hun har fundet, som hun gerne vil strikke noget af til mine (snart) to børn. Jeg udvælger nogle farver og vi taler lidt om mønstre.

Da jeg passer min søn, Lynge, hjemme, har jeg en aftale med min mor om, at hun kommer og er sammen med ham, enten hjemme eller ude af huset. Hun bor halvanden time væk, så jeg bør egentlig rykke i god tid, men jeg har efterhånden meldt falsk alarm så mange gange, at jeg venter og ser. 

Klokken 7.30 skriver jeg så alligevel til hende, at hun gerne må kigge forbi -egentlig også bare for at være sammen med Lynge, når hans far møder på arbejde ved middagstid, da jeg har lidt mere ondt end normalt.

Hun ender med at køre nogenlunde med det samme. Klokken 8 cirka, ringer jeg til jordemoderen og beskriver, at jeg har noget der minder om en vefølelse, lidt mere regelmæssigt. Hun siger, at hun alligevel skal til Silkeborg (hun bor i Viborg), og vil kigge forbi os inden for en time.

 Jeg går ud og spiser morgenmad med min mand og Lynge, og må ned og sidde på pilatesbolden indimellem, da jeg begynder at få mere ondt. Jeg går efter morgenmaden ind i sengen igen og tæller tiden imellem veerne, som er maks 2-3 minutter og varer i et minuts tid.

Jeg begynder at tro en smule på, at det nok kommer til at ske i dag.

image4.jpeg

 Klokken 9 har jeg ret ondt og må ringe til min mor for at høre, hvor langt hun er, da jeg stresser lidt over, at min mand bliver nødt til at tage sig af Lynge og derfor ikke kan sørge for mad til jordemoderen, at fylde karret, tænde videokameraet osv. Min mor kommer klokken 9.15 cirka og tager Lynge med på tur klokken 9.30, hvor jordemoderen lige kommer ind ad døren.

 Jeg har ondt nu og har fået et chiliplaster på maven nederst foran, hvor veerne sidder. Hun undersøger mig og jeg er 6 cm åben. Hun fortæller at Karen, som min datter skal hedde, står lidt skævt med hovedet, så jeg skal ned og ligge med røven i vejret, så hun kan rystes bedre på plads.

Det lykkedes.

Min mand fylder karret og tænder for videokameraet. Jeg kommer i karret efter et kvarter cirka og har de sidste veer i vandet. De er virkelig intense og kommer meget hurtigt efter hinanden. Men jeg forsvinder ikke mentalt denne gang. Jeg er fuldstændigt tilstede imellem veerne og kan sagtens føre en samtale med jordemoderen og min mand.

Jeg bruger meget lyd og meget dybe vejrtrækninger.

Pressefasen var et sindssygt teamwork med jordemoderen og min mand. Jeg har en dyb og urkvinde-agtig lyd, som hjælper mig helt vildt, men jeg kan derfor ikke høre hvad jordemoderen siger. 

Jordemoderen fortæller hvad jeg skal, min mand viser mig det, og jeg udøver det. Det var en lidt anderledes og mere mild pressetrang end under min første fødsel, men til sidst kom den for fuld kraft og jeg presser hende ud på 3-4 presseveer.

Hun var ude cirka to timer efter den aktive vefase, klokken 10.54,

unnamed.jpg

så mine plukkeveer i ugerne op til, har virkelig hjulpet mig på vej. Hun kommer til verden i vandet og vi får lov til at ligge med hende i 5 minutter, hvorefter jeg skal op og føde moderkagen.

Jeg beder om ikke at få klippet navlestrengen og jeg føder moderkagen helt roligt. Karen beholder navlesnor og moderkage på i omkring 2 timer, hvorefter vi mærker, at den er blevet helt kold og at pulseringen er stoppet. Jeg ligger med Karen, imens jeg får syet 3-4 sting og min mand går ud og laver kaffe og frokost. Min mor kommer efter en times tid og Lynge sover middagslur.

Da han vågner ved 13-tiden kommer han og hilser på Karen for første gang.

Et fantastisk øjeblik, at se sine to børn mødes for første gang!

Resten af dagen brugte jeg i baby-hulen inde i soveværelset, hud mod hud med Karen, imens min mand legede med Lynge og min mor ryddede lidt op. Vandet var kun minimalt lyserødt og der var ikke meget, der skulle vaskes eller gøres rent.

Lynge kom hele dagen ind og kyssede os og leverede vand og juice til den ammende mor.

De efterfølgende 4 dage, fortsatte med Karen på mit bare bryst og et fuldstændigt lykkefyldt og taknemmeligt sind over, lige præcis at have valgt en hjemmefødsel.


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.