Regelmæssige veer, min bare!!

Jeg har haft en fantastisk graviditet uden gener, og har hele tiden fået at vide, at man er ikke i tvivl når man får sine første veer og fødslen går igang. Jeg havde læst vidt og bredt om, hvad der kunne indikere, at fødslen var lige om hjørnet.  

Det er natten til søndag d. 24. februar 2019,

og jeg vågner ved at have en smule uro i maven og tænker, at jeg hellere må gå på toilettet. Kroppen gør, hvad kroppen nu gør, og jeg gik i seng igen. 5-10 minutter efter går jeg igen på toilettet da det stadig rumsterer i maven. Min vejrtrækning bliver anderledes. Jeg har det varmt, jeg har det koldt. Jeg tænker først, at jeg måske er ved at blive syg. Så kommer de her kramper, der føles som en mavepuster. Jeg kalder på min kæreste og siger, at der måske er ved at ske noget. Jeg er førstegangsfødende og aner ikke en dyt. Min kæreste ringer ind til fødegangen, og de vil gerne have, at vi kommer ind.  

Jeg bliver undersøgt; det er veer jeg mærker og jeg er 1 cm åben. Jordemoderen giver mig en Panodil og sender os hjem.  Selve søndag sker der ikke så meget. De næste par dage får jeg veer on/off, men ikke noget der bliver regelmæssigt. 

Onsdag aften d. 27. februar,

1 dag over termin, tager veerne til og jeg har ondt. Vi ringer til fødegangen og kommer ind til tjek. Der er fortsat ikke den store fremgang, og jeg får en cocktail at sove på. Cocktailen hjælper dog ikke meget; jeg vågner en gang hver time pga. veerne. Fra morgenstunden af tager veerne langsomt til. Jeg hænger indover en træningsbold mens min kæreste ligger varme håndklæder på min lænd.

Vi prøver at time veerne, men så snart de bliver noget der minder om regelmæssige, ophører de.

Min kæreste forhører sig ved fødegangen. Jeg får mere og mere ondt. Omkring eftermiddagstid ringer min kæreste ind til fødegangen, de kan tydeligt høre mig i baggrunden og beder os om at komme ind. De undersøger mig; stadig kun et par centimeter åben. Jeg bliver på fødestuen, da jeg ikke er tryg ved at skulle være hjemme, hvor jeg ikke har nogen anelse om, hvor langt jeg er.  

VAGTSKIFTE! Jeg kommer i kar for at hjælpe på mine veer; for første gang kan jeg holde dem ud og jeg tænker, at hvis det fortsætter sådan her så er det da ikke så slemt. Lykken varede ikke evigt, og jeg fik ve-storm. Jeg kunne ikke komme op ad karet, da den ene ve tog den anden. Jordemoderen anbefaler mig en epiduralblokade trods jeg for alt i verden ikke ville have det (troede jeg). Jeg er hunderæd og angst, men kæmpe skulderklap og bifald til den fantastiske jordemoder og ham der skulle lægge blokaden for at berolige mig samt arbejde præcist og hurtigt.

Jeg var så lettet, at jeg overvejede at opkalde min søn efter lægen.

Blokaden virker fantastisk og vi aftaler, at jeg skal prøve at sove et par timer så min krop er klar når pressefasen kommer.  

VAGTSKIFTE! Den nye jordemoder fortæller, at blokaden nu helt har stoppet mine veer og hun vil derfor tage hinden og håbe, at det sætter gang i veerne igen. Jeg når at få en halv times hvil inden hun kommer igen og siger, at jeg skal have ve-drop. Ve-droppet sætter gang i tingene, men det går for hurtigt og jeg får ve-storm. I løbet af meget kort tid er jeg helt udvidet. 

Da jeg endelig skal presse er det første gang jeg kan mærke, at min krop ved, hvad den skal. Under presseveerne dykker min søns hjerterytme og jeg er konstant urolig for om han er OK. De vil prøve at få ham ud med sugekop og prøver at informere mig om, at de har 3 forsøg - det ved jeg godt, men de ved selvfølgelig ikke, at jeg ved det - “jaja! Jeg ved det godt, bare gør det!” Ved 3. forsøg tager børnelægen over og får lirket min lille søn ud.

Det er fredag d. 1. marts 2019 kl. 05:18.

Vi er lykkelige; vores lille dreng er kommet til verden, han er sund og rask - og nøj, hvor er han grim han kommer dog hurtig over til en sygeplejerske, som giver ham modermælkserstatning, da fødslen har taget på hans kræfter og han har opbrugt sine depoter. Faren hjalp til med at veje og måle ham imens jeg blev syet. Og derfra begynder vores liv som forældre.  

Mine veer blev aldrig regelmæssige, da bettemand åbenbart lå en anelse skævt og “blokerede” veerne. I dag er vores søn Theodor godt og vel 2 måneder gammel, sund og rask. Og indtil videre et utrolig nemt barn. 


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.