Så gør dog noget!!!

Jeg havde termin d. 11.03.16 med vores første barn, vores søn.

Min graviditet bar i starten præg af utryghed. Sagen var nemlig den, at inden jeg blev gravid med vores søn, så havde jeg været gravid én gang – jeg mistede dog barnet i uge 6/7. Derfor var jeg hunderæd for igen, at skulle gennemgå de følelser, som var forbundet til den ufrivillige abort. Ugerne op til nakkefoldsscanningen var ekstremt lange, og da dagen endelig ramte, hvor vi skulle se vores lille mus på scanning for første gang, var vi så nervøse! Men alt var godt! Baby var sund og rask – hjertelyden perfekt!

Men …

Da jeg ramte cirka uge 14, havde jeg så voldsomme bækkensmerter, at jeg konsulterede egen læge, som sendte mig videre til fysioterapi for at få klarlagt, hvad årsagen til mine bækkensmerter var – om det decideret var bækkenløsning eller blot ømhed i alle ligamenter.

Jeg kom til fysioterapi og vi snakkede om min krop, sagen er nemlig den, at jeg har spillet ishockey, fra jeg var cirka 15-21 år, og et af de første år jeg spillede havde jeg et grimt styrt, hvor jeg landede på halebenet og kom afsted på skadestuen, da de mistænkte, at halebenet var brækket – det var det heldigvis ikke. Mit bækken blev dog ikke undersøgt yderligere end ved røntgen. Da fysioterapeuten mærkede på mit bækken, kunne han konkludere, at det var skævt, vi forsøgte ved øvelser og andet, at få det tilbage på rette plads, men uden effekt. Så fysioterapeuten konkluderede, at det allerede var slået skævt, da jeg kom galt afsted til ishockey.

Så diagnosen lød på:

skævt bækken og slem bækkenløsning … derfor blev jeg sygemeldt allerede fra graviditetsuge 14.
… Vi ramte terminsdatoen: fredag d. 11.03.16, min mand og jeg tog chancen og tog ud for at spise noget lækker mad. Og heldigvis kom baby ikke!

Om søndagen d. 13.03.16 ved aftenstid, skulle jeg lige rejse mig fra sofaen og så hørte jeg et lille ”smæld” og det føltes som om, at jeg tissede en lille smule i trusserne – FEDT tænkte jeg, at jeg skulle være en af dem (eller ikke!). Jeg havde kendt jordemoderordning, så jeg ringede til jordemoderen, og hun tænkte, at det nok var den første lille hinde, som var gået.

Jeg gik i seng og næste morgen d. 14.03.16 vågnede jeg op meget tidligt og gik ud for at tisse. Der opdagede jeg, at jeg havde fået tegnblødning, jeg gik tilbage i seng for at forsøge at sove videre – min mand tog på arbejde. Og lige som han var taget afsted, begyndte jeg at få nogle små veer, som aftog igen efter små to timer.

Ved middagstid tænkte jeg, at selvom det pga. bækkenløsning var strengt forbudt at støvsuge – så kunne det jo være, at det ville sætte gang i noget.

Så jeg gik i gang!

Knap to minutter inde i støvsugningen, skete det alle snakker om – vandet gik i en ret stor skylle. Jeg fik tørret op og fik tørt tøj – og trusseindlæg i. Jeg fattede knoglen og ringede til min jordemoder, hun ville gerne se mig inde på fødegangen kl. 18 til tjek. Jeg ringede derefter til min mand, og sagde til ham, at han bare kunne arbejde til han fik fri, så det gjorde han, selvom han nær havde smidt alt han havde i hænderne og ville køre hjem med det samme. Men han kom hjem ved 15.30-tiden, han løb nærmest rundt som en høne uden hoved – også selvom, at jeg ingen veer havde fået. Vi kørte afsted mod sygehuset og lige som jeg lige satte mig i sædet, så begyndte de første veer at komme.

Da vi kom på fødegangen til tjek, var jeg kun 1 cm åben og havde 3 cm livmoderhals tilbage. Så vi blev sendt hjem, da mine veer kun varede 15-30 sekunder og kom hver 4-5 minut. Jeg skulle ringe til fødegangen kl. 09 d. 15.03.16 for at skulle sættes yderligere i gang, hvis ikke der var sket noget inden da.

Vi gik i seng og nærmest på klokkeslættet 00.00 d. 15.03.16, kom de første slemme veer.

Jeg lod min mand sove og prøvede så godt jeg kunne, at tackle veerne. Men det var umuligt, hold nu op hvor gjorde det ondt! Efter jeg havde haft veer i fire timer, vækkede jeg min mand og sagde at veerne var så slemme, lange og hyppige – og havde været sådan de sidste tre timer, så jeg ville ringe ind på fødegangen! Jeg ringede derind og de ville meget gerne have mig ind til tjek igen, vi var derinde kl. 04.30, undersøgelsen viste, at jeg fortsat kun var 1 cm åben og livmoderhalsen var 2,5 cm. Jeg blev sendt hjem igen med besked om, at ringe kl. 11 i stedet for kl. 09, da veerne havde haft en lille effekt på livmoderhalsen.

D. 15.03.16 kl. 11.30 var vi igen på fødegangen, da vi skulle drøfte den videre plan.

Jeg havde ikke åbnet mig yderligere siden tidlig morgen, så jordemoderen valgte at opsætte S-drop. Kl. 12, vælter veerne ind over mig, og vejrtrækningen bliver en stor udfordring. Jeg er oppe og stå – nede og ligge, en million gange i håb om at finde en stilling, som bare kunne hjælpe lidt til at slappe af. Da vi nærmede os kl. 17, var jeg helt færdig – jeg havde på det tidspunkt ikke sovet i over 1,5 døgn. S-droppet kørte på maks, veerne kom konstant, jeg følte slet ikke, at jeg fik en pause. Jeg hylede som pisket og skreg: ”Nej ikke nu igen!!!”, og tiggede min mand for at gøre noget! Han kaldte derfor på jordemoderen, og vi blev hurtigt enige om, at jeg skulle have en epidural. Så den blev lagt cirka kl. 18 – og derefter undersøgte JM igen forholdende. Jeg havde ikke åbnet mig yderligere …

Kl. 21-22, begynder vores søns hjertelyd at falde lidt, lægerne drøftede, hvad der skulle gøres.

Der påsættes elektrode på hans hoved, og herefter besluttede de, at slukke for S-droppet for at give min søn og jeg ro – og derefter starte det op kl. 04 igen. Jeg fik sovet en lille smule i løbet af natten.

Kl. 04 satte de droppet i gang igen og vores søn havde det godt. Jeg åbner mig til 4 cm og livmoderhalsen er væk. Fra kl. 10-13 lå jeg igen i ve-storm og epiduralen var uheldigvis holdt op med at virke. Jeg fik en pressende fornemmelse bagtil og indvendigt, derfor undersøgte de mig igen og pludseligt er livmoderhalsen helt vildt ødematøs (hævet), så hævet at der knapt var hul igennem. Der blev taget blodprøver af vores søn, og de var heldigvis ok.

Der mærkes efterfølgende for 117. gang, og jeg stor-tudede af bare smerte inden i, de finder ud af, at vores søn er stjernekigger med tilbagelænet hoved, og har roteret sig forkert ned, så han ville aldrig kunne komme ud.

Jeg husker, at jeg græd så ekstremt og skreg af smerte, og råbte:

”nu må I fandeme gøre noget! Jeg kan ikke holde det her ud mere!”

Lægen kom ind og vurderede, at der skulle laves akut kejsersnit. Og så gik det ellers stærkt! Der gik ikke meget mere en maks 5-10 minutter fra lægen ordinerede det, til portøren hentede mig. Min mand får hurtigt trukket sig i det blå tøj. Vi blev kørt på operationsstuen, og der skulle ligges en ny spinalbedøvelse, da epiduralen var holdt op med at virke, men det drillede for narkoselægen, så det tog nogle forsøg før det lykkedes hende at anlægge den.

fødselsberetning

Kl. 14.05 er vores dejlige søn Victor født, 3400g og 51 cm.

Han fødes dog i grønt fostervand, og skulle lige have lidt starthjælp, men fik 10/10 i apgar.

Efter et ophold på barselsgangen og barselshotellet, udskrives vi. En lille uge efter bliver jeg ret dårlig, jeg konsulterer egen læge, fordi jeg troede, det var brystbetændelse, som var årsagen. Her var mine infektionstal over 300 (normalen er under 10), jeg udstyres med penicillin og med besked om, at Victor ikke måtte få min mælk, da den store dosis penicillin, kunne give ham store mavesmerter.

Men jeg får det langt fra bedre, blot to-tre dage efter, ringer jeg til lægevagten, da jeg pludseligt opdager, at det løber med en blanding af væske og blod fra kejsersnittet. Feberen er fortsat ret høj, omkring 39,7. Han konfererer med gynækologisk akutstue, og de ville gerne se mig.

Jeg var så ked af det!
For jeg ville ikke indlægges, jeg ville bare hjem og være en familie!

Lægerne på akutstuen mistænkte et infektiøst hæmatom i kejsersnittet, da jeg foruden høj feber og høje infektionstal, var hævet og meget rød 10 cm rundt om hele kejsersnittet, så de indlagde mig på barselsgangen til behandling herfor. Lægerne på barselsgangen luftede muligheden for, at de var nødt til at spalte kejsersnittet op for, at rense det op på ny, og der knækkede hele filmen for mig! Jeg var lige kommet ud på den anden side af smerterne fra selve kejsersnittet, og så skulle til at starte forfra, det orkede jeg ikke! Det skal lige siges, at jeg var så syg, at jeg var ved at gå i sepsis chok. Jeg øges i penicillin behandling, og må dagene efter få lov til at sove hjemme, men skal komme ind hver dag til nye blodprøver – men det måtte jeg kun, fordi jeg selv er uddannet sygeplejerske, og kan reagere på egne symptomer.

Jeg fik det bedre efter cirka tre dage, og udskrives herefter endeligt. Jeg slap heldigvis for en spaltning af kejsersnittet!

For mig var hele fødslen og efterforløbet, det værst tænkelige mareridt! Jeg svor på, at jeg ALDRIG skulle have flere børn, men jeg blev klogere!

Det kan I læse med på i næste indlæg fra mig her på MamaWise.

Fødselsberetning

´Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.