Torsdag d. 10. august 2017 stod jeg med en positiv graviditetstest i hånden, igen…

Der havde efterhånden været en del af disse tests, men de havde desværre resulteret i to spontane aborter, så hvorfor skulle det lykkedes denne gang?

Jeg havde rigtig svært ved at tro på de to streger, samtidig var min far alvorligt syg og sov ind et par dage efter, så jeg glemte næsten graviditeten i starten af første trimester.

Tiden gik og vi nærmede os den første milepæl, hvor vi skulle til nakkefoldsscanning. Sidst jeg var nået så langt i en graviditet, begyndte jeg at bløde dagen før scanningen, så jeg var meget nervøs og rigtig bange. 

Jeg kan tydeligt huske, da det endelig blev vores tur og jeg kom ind og skulle ligge på briksen. Jeg lå bare og kiggede op i loftet indtil jeg svagt kunne høre hjertelyden og jordemoderen sagde:

“Skal du ikke se dit barn?”

Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne, der lå en lille Spirrevip og voksede så fint inde i min mave. Nu skulle vi igen bare vente, for jovist havde vi både hørt og set at vi skulle være forældre - men var barnet nu også sundt og rask? 

Vi begyndte at nærme os anden milepæl; misdannelsesscanningen. Mit søvnbehov var vokset og jeg som normalvis elskede min morgenmad, kæmpede en kamp for at få den ned grundet konstant kvalme. Men derfor kunne der jo stadigvæk godt være noget galt… Dagen for misdannelsesscanningen kom og efter hvad der føltes som en evighed, hørte jeg endelig mit navn blive nævnt i venteværelset.

Skridtene hen til scanningslokalet var lange og synet af det velkendte rum, gjorde mig utilpas.

Jeg lagde mig forsigtigt op på briksen og kiggede med det samme op i loftet. Min kæreste, Benny, tog min svedige hånd i det samme, som lægen smurte det kolde gel på min mave. Jeg knugede hans hånd hårdt indtil min, imens jeg forsigtigt kiggede op på skærmen. Inde i min mave lå vores datter - sund og rask. Tredje gang var virkelig lykkens gang! Endelig blev det vores tur, til april skulle vi være nogens mor og far.

Resten af graviditeten forløb som den skulle og jeg nød virkelig at være gravid! Og inden jeg fik set mig om, var der kun seks uger til termin og jeg gik på barsel. Det var efterhånden tiltrængt, særligt fordi plukveerne begyndte at være ret stride og jeg døjede med alt for meget væskede i kroppen.

Da vi ramte terminsdagen, var der stadigvæk ingen tegn på at vores datter ville ud. Jeg begyndte at blive utålmodig, men samtidig var jeg også lettet.

Lettet fordi jeg faktisk gruede afsindigt meget for fødslen.

Var alt gået som det skulle, da jeg blev gravid første gang, var jeg overbevist om at jeg skulle have et planlagt kejsersnit. Men denne gang var jeg fast besluttet på at jeg skulle føde selv.  

Søndag d. 22. april kl. 05:05 gik vandet.

Jeg vækkede Benny med det samme og gik derefter ud på toilettet, hvor jeg han hurtigt kom ud til mig. Vi blev enige om at jeg skulle ringe til fødegangen, da vandet blev ved med at sive ud af mig. De ville gerne se mig, så jeg pakkede hurtigt de sidste ting til min egen taske og gjorde mig klar – ja, så klar som jeg nu kunne blive. Benny mente ikke at det var nødvendigt at han pakkede en taske, da han var sikker på at de ville sende os hjem igen. 

På vej indtil sygehuset begyndte veerne stille og roligt at komme, det gjorde ondt, men var slet ikke så slemt, som jeg havde forestillet mig.  Men det blev de hurtigt! Selvom vi sikkert kun ventede i fem minutter på at blive tilset af en jordemoder, virkede det som en evighed… 

fødselsberetning

Da hun endelig kom og tjekkede mig, var jeg kun 1-2 cm. åben, så jeg frygtede virkelig at hun ville sende os hjem. Det tror jeg hun kunne mærke på mig, så vi fik lov til at få en stue. Jeg fik lavament, hvor slimproppen gik med det samme. Veerne fortsatte hyppigt og jeg kom i det karbad, som jeg havde ønsket. Det var virkelig behageligt, men jo hurtigere der blev imellem veerne, jo værre blev det for min lænd at sidde i karet. Jeg fik derfor bistik, som gjorde noget så forfærdeligt ondt, men hjalp for en kort stund.  

Omkring middagstid blev tjekket igen, hvor jeg var 4 cm. åben. Der besluttede jeg mig for at få epidural, egentlig mest fordi det stadigvæk gjorde noget så ondt i min lænd. Her var bistikkene ingenting i forhold til epiduralen, av for satan i sgu og helvede…

Men sikke en effekt!

Eftermiddagen gik herefter med en del søvn, alt for meget opkast og selvfølgelig veerne, selvom jeg stort set ikke kunne mærke dem. Først på aftenen blev jeg tjekket igen, her var jeg 9 cm. åben. Men da hovedet endnu ikke sad ordentligt fast, blev der prøvet med rebozo. Herefter blev jeg tvunget til at presse, hvilket var ret så svært, da jeg stort set ingen pressetrang havde. 

Sådan fortsatte aftenen og jeg begyndte at blive træt, rigtig træt… Veerne var kun blevet forværret og jeg fik lattergas, som virkelig var til stor hjælp! 

Ved en efterfølgende scanning viste det at hovedet stadigvæk sad nedad, men endnu ikke havde sat sig ordentligt fast. Jeg blev derfor igen tvunget til at presse og omkring midnat begyndte jeg for første gang at bede om at få kejsersnit. 

Jordemoderen så gerne at jeg fortsat prøvede selv, men tilkaldte alligevel en fødselsoverlæge. Hun tvang mig også til at presse, men da jeg vitterligt ikke havde flere kræfter at give af, bad jeg igen om et kejsersnit. 

Klokken slog 03:00 og jeg var færdig, fuldstændig færdig…

Imellem endnu en tvungen pressetrang, bad jeg igen om kejsersnit og de sagde endelig god for det. Næsten et døgn og fire jordemødre senere, blev Sine født ved akut kejsersnit mandag d. 23. April 2018 kl. 04:29 – som stjernekigger!

fødselsberetning

Efterfølgende var jeg indlagt på barselsafsnittet, da jeg havde feber og et infektionstal på 296, som normalvis skal være på 8... Men på 5. dagen kunne jeg ikke mere! Jeg trængte til at komme hjem i trygge og vante omgivelser.

Nok var jeg svækket på grund af den hårde fødsel og besværet på grund af kejsersnittet, men jeg havde behov for at være sammen som en familie.

Benny måtte jo ikke overnatte på vores barselsafsnittet, men var der i al den tid der måtte være besøgende. Jeg fik lov til at komme hjem, men skulle stadigvæk komme ind på sygehuset tre gange i døgnet, for at få antibiotika i drop. 

Efter 14 dage blev jeg langt om længe udskrevet og herefter begyndte det stille og roligt at gå den rigtige vej. Jeg kom til hægterne igen, arret fra kejsersnittet blev mindre besværet og jeg følte at jeg kunne være den mor overfor Sine, som jeg ønskede. 

Tiden herefter gik godt; Sine var (og er stadigvæk) en dejlig og nem baby med let til smil. Når jeg blev spurgt indtil hvordan fødslen var gået og hvordan jeg havde det, var mit svar hårdt og kontant!

Fødslen gik bestemt ikke som jeg havde regnet med og jeg synes den første tid var utrolig svær og virkelig hård at komme igennem. 

Derfor takkede Benny og jeg ja til at komme til en efterfødselssamtale, hvilket hjalp mig rigtig meget! Efter den kunne jeg se væsentlig mere positivt på hele fødselsforløbet og ikke kun den første og sidste del. Jeg har måske (men også kun måske…) lyst til at prøve at føde selv, når Sine engang skal være storesøster. 

Alt det kunne jeg ikke have klaret uden min mand (vi blev gift, da Sine var et halvt år gammel)! Han har været den største støtte lige fra vandet gik, til Sine kom ud, og han tog imod hende, til jeg var på benene igen og til bare at være verdens bedste far for verdens dejligste Sine

fødselsberetning

´Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.