Torsdag den 26. juni 2014 startede stille og roligt.

Jeg havde weekenden inden været indlagt på Hvidovre Hospital på grund af pletblødninger og plukveer og var derfor blevet beordret sengeliggende med små ture rundt om blokken, hvis jeg trængte til luft.

Formiddagen blev brugt på at færdiggøre pakkeliste til hospitalstasken og ellers slappe af. Min mand og jeg hyggede om eftermiddagen, spiste aftensmad og snakkede om det planlagte kejsersnit, der på grund af weekendens indlæggelse og en moderkage, der lå i vejen for fødekanalen, var blevet rykket, så det allerede skulle foregå om halvanden uge.

Efter aftensmaden satte vi os ved spisebordet med vores backgammon spil. Min blære er på størrelse med en ært, og graviditeten havde ikke hjulpet på dette. Pludselige skulle jeg virkelig tisse, og idet jeg rejser mig for at gå på toilettet, er det som om, en vandballon spænder mellem mine ben. Jeg kigger ned og ser, hvordan der løber blod ned ad mine ben. Klokken er her cirka 20.

Pludselig går alting meget hurtigt. På grund af den foranliggende moderkage har jeg fået besked på straks at lægge mig ned, hvis vandet skulle gå, eller hvis jeg begynder at bløde. Jeg får derfor lagt mig ned i vores gang, mens jeg ringer til fødegangen. Med rystende stemme forklarer jeg den søde jordemoder situationen.
Hun er heldigvis meget rolig og beder mig blive liggende, trække vejret dybt og prøve at slappe af.

Fem minutter senere hører vi udrykningen komme nærmere. To søde ambulancemænd kommer ind ad døren. De er meget rolige og ser nok lidt mere afslappet på hele situationen end mig, der ligger med blottet underliv og ryster som et espeløv. De får hurtigt bakset mig ned i ambulancen og lagt en venflon i min ene hånd. Jeg bemærker i farten, at de holder mod kørselsretningen på den ensrettede vej, og tænker, ”åh nej, tænk hvis vi får ballade med politiet!”. 

Ca. 20.30 ankommer vi til fødegangen. Her bliver jeg tilset af læge og jordemor. De kan ikke lige finde en grund til den voldsomme blødning, og
lægen beslutter derfor, at man lige så godt kan sende mig direkte til kejsersnit med det samme.

Igen går alting meget hurtigt. Få minutter senere ligger jeg på en operationsstue. Efter hvad der føles som evigheder får de endelig lagt spinalbedøvelsen. Jeg bliver vendt om, får lagt kateter, og der bliver sagt ”så går vi i gang”. Det næste øjeblik kan jeg høre min lille datter skrige.

Klokken er nu 21.24, og jeg er for første gang blevet mor.

Da hun jo er født lidt før termin, kigger børnelægen hende længe og grundigt igennem. I mens bliver jeg tjekket igennem og syet sammen. Ved 22.15 tiden bliver vi kørt over på opvågningen. Der går dog ikke lang tid, før Lilly Olivia sammen med sin far bliver kørt på neonatal afdeling. Hun har haft en hård ankomst til verden og har brug for hjælp til at trække vejret. Det er super hårdt at ligge alene på opvågningen og ikke vide hvad der sker med ens nyfødte datter, og da jeg endelig klokken 2 om natten bliver kørt op til hende, er det ren lykke at få lov at sidde med hende.


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.