Veerne starter så fredag eftermiddag

Det har været en ganske normal graviditet, jeg har dog fået bækkenløsning og de sidste tre måneder snegler sig afsted.

Jeg er egentlig ikke nervøs for at føde, mine tanker omkring det er at jeg er jo designet til at føde så hvorfor skulle det være et problem. Jeg har været til fødselsforberedelser med min mand og vi har lavet en plan for hvordan vi gerne vil have det skal foregå i tilfælde af noget uforudset.  En uge efter terminsdato er der stadig ikke sket noget og jeg er til kontrol hos jordemoderen torsdag, hvor vi aftaler at jeg skal sættes i gang efter weekenden og jeg tænker skønt, nu kommer der endelig en ende på det. 

Veerne starter så fredag eftermiddag omkring kl. 14, naiv som jeg var tænker jeg, yes så er det nu, ha ha - nej. Omkring kl. 02 er veerne regelmæssige og har været det i en time og vi ringer til fødegangen. Det er min egen jordemoder der er på vagt og hun vil gerne se mig, så afsted med taske og autostol, huhej hvor det går. Jeg kommer ind og får seletøjet på, der er rigtig nok regelmæssige veer men jeg er ikke i ‘aktiv fødsel’. Jordemoderen mener at det sagtens kan udvikle sig over natten, så vi får en stue og jeg får en cocktail af piller så jeg forhåbentlig kan sove lidt. 

Jeg sover dårligt, hvis man da kan kalde det at sove, jeg finder så også ud af at jeg ikke kan tåle kunstig morfin for nøj hvor jeg kaster op af pillerne, det troede jeg var det værste.

Omkring kl. 8 ringer min søster så og fortæller min mand noget, jeg kan se på ham at det er slemt, men han vil ikke sige noget.

Jeg er desværre meget stædig og til sidst får jeg så meget ud af ham, at min mor lige er blevet indlagt, hun har prøvet at begå selvmord.  Veerne stopper nærmest med det samme, sådan husker jeg det i al fald, jeg kan huske at jeg bare sidder med benene og min kæmpe mave ud over sengekanten i chok.

Min jordemoder er nu blevet afløst og da veerne er gået i stå, bliver vi sendt hjem, jeg bliver dog bedt om at komme mandag morgen kl. 8 for at blive sat i gang, men jeg er nærmest ligeglad.  Lørdag snegler sig afsted, jeg kan ikke finde ro, jeg er vred på min mor fordi hun gør noget så egoistisk lige når jeg er ved at føde, jeg er også irriteret på min søster, kunne hun ikke have ventet med at ringe?

Men de vidste det jo ikke, vi var kørt midt om natten så hvordan skulle de det. 

Søndag er jeg bare elendig og selvmedlidende, jeg får ikke rigtig sovet eller spist, det interesserer mig ikke, det skulle jeg nok have prøvet lidt mere ihærdigt på, set i bakspejlet. Fordi søndag aften begynder veerne igen og nu er der smæk på, wauw det gør ondt, men vi gider ikke køre på fødegangen for bare at køre hjem igen. Vi forberedte os på en lang aften og nat ved at lave Ringenes Herre extended version marathon, vi når kun halvvejs i De To Tårn før end mine veer er så slemme at jeg hverken kan ligge eller sidde.

Det er lidt af et problem pga. min bækkenløsning, til sidst har jeg bare så ondt over det hele, at jeg får min mand til at ringe til fødeafdelingen. Men de har travlt og vil helst ikke have vi kommer, her bliver jeg hysterisk, tuder, skriger og gør min stakkels mand lidt rådvild, han spørger om vi ikke bare kan komme og få nogle piller så jeg kan klare mig igennem til kl. 8 hvor jeg jo skal sættes i gang, det får vi lov til. 

Da vi kommer derop, har de lige fået en lille stue ledige så de vil godt lige sætte seletøjet på og se hvordan lillepigen har det i maven. Jordemoderen kigger op mellem mine ben og siger “du er fire cm åben, du skal ingen steder”. 

Hvad, nu? Nej vel.

Men jo omkring kl. 00.30 er jeg i aktiv fødsel og nu går tiden stærkt, jeg står under en bruser med en anden bruser I hånden, drikker saftevand og joker med jordemoderen og min mand. Veerne kan jeg klare med vejrtrækningsøvelserne fra fødselsforberedelse, lige indtil jeg kommer op på briksen, så går jeg i panik og kan overhovedet ikke styre dem, meget ubehagelig oplevelse.

Kl. 5 er der en stue med badekar ledige, men den skal gøres rent først, så jeg skal vente med slutspurten lidt endnu. Jeg prøver at få lagt saltvandspapler eller bistik som de også hedder, de gør så ondt at jeg er spontant ved at lange jordemoderen en på kassen, de hjælper heller ikke, de gør kun at jeg nu kan mærke veerne i ryggen i stedet for. 

Nu er stuen klar,

jeg får lavement får seletøj på for at se om lillepigen kan klare en tur i badekar, det kan hun. Jordemoderen tager vandet og vi går ind på stuen med badekar, jeg kan vælge belysning og musik, men er ligeglad og sætter mig bare på knæ i badekarret.  Kl. 7 er der desværre vagtskifte og jeg får en ny jordemoder med tilhørende elev, jeg når at blive irriteret men ikke mere end det for nu føles det lige pludselig som om min rygsøjle vil ud gennem mit bækken, jeg har aldrig oplevet noget så voldsomt og instinktivt som presseveer. Jeg fortæller at nu skal jeg presse, får nej og prøver virkelig at gispe for mit liv, det holder ikke længe og i løbet af syv pres kan jeg selv tage min lille pige op, 19 min før planlagt igangsættelse.

I min meget trætte, men også fuldstændig overlykkelige krop, husker jeg min mand og spørg om han vil bære hende, han griner stille af mig og pointerer så at vi stadig hænger sammen, nå ja.

Jeg kan stadig huske hendes store øjne da jeg bærer hende med over til briksen, lille smuk pige med blå øjne. Jeg får kun tre sting, men til gengæld føles det som om hele afdelingen samt elever lige skal forbi og kigge, fordi min moderkage åbenbart er virkelig flot, de spørg om de må bruge den til undervisning, ork ja hvis jeg bare får fred, er min kommentar. Endelig er ventetiden forbi, vi får en barselsstue med morgenmad til os begge og helt uforståelig er det snart tre år siden.