Velkommen til verden, lillebror

Det er onsdag d. 26 oktober 2016, det er middag og jeg skal jordemoder, jeg er spændt, det er godt nok min anden fødsel, men min første hjemmefødsel.

Jeg havde regnet med, at baby ville komme før termin, ligesom første fødsel, men nu er jeg altså gået 5 dage over tid. Men følelsen af, at jeg er gået meget længere, den er virkelig stor.

Jordemoder snakker om igangsættelse, ja jeg får faktisk endda en tid til samtale på sygehuset, hvis ikke der er sket noget inden altså. Jeg får lavet hindeløsning. Kører hjem lidt forvirret, for jeg tænker at min drøm om en hjemmefødsel, ville gå lidt i vasken ved igangsættelse. Jeg tænker det ikke er en mulighed.

Så heldig jeg er, kender jeg en kvinde som kan zoneterapi, så jeg får en tid straks efter jeg er kommet hjem.

Jeg mærker ingenting, baby har det for godt i maven. Storesøster og jeg spiser aftensmad hos bedstemor, klokken bliver 19.20 cirka og jeg får lidt plukveer. Dog ikke noget udover hvad jeg har haft den sidste del af graviditeten, tænker jeg. Men efter de første 3-4 stykker kan jeg godt mærke, at det måske er lidt noget andet den her gang.

Jeg sidder lige og mærker efter, og får så fortalt min mor, at jeg altså tror, at det ikke bare er plukveer. Spændingen stiger i det lille hjem.

Jeg får ringet til jordemoder, og vi aftaler at jeg ringer igen om en time, og giver en status. Jeg er ret sikker på, at det nok først bliver en gang om natten. Hun havde vagt på sygehuset, så hun havde lige en times kørsel.

Farmand får også lige et opkald, han sidder 50 km væk og spiser på macD, med hans kollega. Jeg forsikrer ham om, at han bare kan tage den med ro, og komme når han er færdig.

Men der går ikke længe, så kan jeg virkelig mærke, at det her går stærkt. Det her lille liv i maven, vil ud at møde verden! Jeg er spændt. Er det mon en pige eller dreng? Vi ved det ikke. Jeg tror det er en dreng. Pendulet har forsikret mig 20 gange om, at det var en pige, og det fik først fred, da det sagde ja til en dreng.

De der kære veer er virkelig kommet med storm nu, og jeg har bedt jordemoder om, at komme så hurtigt, hun kan.

Storesøster bliver hos bedstemor på overnatning, og jeg har heldigvis ikke så langt hjem, kun lige ind i opgangen ved siden af.

Her er jeg så selv, venter på, at min kæreste kommer hjem. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal.

Han kommer endelig ind af døren, og vi starter bare med, at gå lidt rundt i ring, jeg kan slet ikke koncentrere mig. Det gør bare ondt. Vi smågriner vidst lidt af situationen. Det er altså gået lidt hurtigere, end vi lige havde regnet med. Efter ens første fødsel, tænker man at sådan bliver det da også anden gang. Jeg havde i hvert fald en forestilling om, at de her fødsler nok ville ligne hinanden, bare lidt. 

Jeg bliver dog en lille smule stresset over, at jeg kan mærke den her lille baby presser på, og jeg ikke rigtig har en idé om, om jordemoderen er her om 5 minutter eller en halv time. Vi får ringet hende op, og hun kan godt høre på mig, at jeg er lidt presset, men hun er hos os lige om lidt.

Ind kommer jordemoderen, og en studerende, der bliver gjort helt klar og jeg kan virkelig også mærke, at jeg snart skal presse. Jeg får presset en enkelt gang, ud kommer et lille hoved, og så går det helt i stå, det føles som laaang tid, men der er sikkert ikke gået mange sekunder, før næste presseve melder sig, far tager imod og den 26 oktober, klokken 21.57 kommer den her lille baby op i min favn.

Velkommen til verden, lillebror.

Med venlig hilsen
Caroline