Vi bliver kørt ind på en fødestue, og det føles uvirkeligt og som en ond drøm man bare gerne vil vågne fra

Vores søn kom til verden på Skejby Sygehus tirsdag d. 19. oktober 2010 kl. 00.33. Han blev født i uge 31+1 med en vægt på 1840 g og en længde på 44 cm.

Fredag d. 15. oktober. Jeg er gravid i uge 30+4, og der er tre uger til min barsel er planlagt til at starte. Jeg får om aftenen en underlig fornemmelse af uro i kroppen, så jeg går tidligt i seng og regner med, at hvile og ro er det, der er skal til.

Jeg vågner flere gange i løbet af natten på grund af ubehag og lette smerter. Min mave er meget spændt og hård, når jeg får ondt. Det har den i øvrigt været mange gange før, dog uden smerter, men jeg har altid tænkt, at det måtte være babyen, der vendte på sig. 

På dette tidspunkt tænker jeg da også, at det må være, fordi babyen er ved at vende sig, for jeg havde næsten lige været ved jordemoderen, som sagde, at baby lå i underkropsstilling. 

Set i bagklogskabens lys har jeg haft en del plukkeveer i løbet af graviditeten, men som førstegangsgravid har jeg ingen anelse om, hvad der føles rigtigt eller forkert

DA DET BEGYNDTE

Lørdag d. 16. oktober ender det med, at jeg står ret tidligt op, da jeg simpelthen ikke kan holde ud at ligge ned længere. Jeg lader min kæreste blive i sengen. 

Det var meningen, at jeg skulle til gravid-svømning. Jeg ringer til en veninde og min mor for at spørge dem til råds. Min mor synes, at jeg skal ringe på sygehuset. Jeg synes dog ikke, jeg vil være pylret, så jeg overvejer faktisk stadig at tage til svømning eller gå en tur for at se om det går i sig selv igen. 

Da min kæreste står op, bliver vi enige om, at jeg nok hellere må blive hjemme fra svømning, selvom han vist til at starte med tror, at det er, fordi jeg egentlig ikke orker at komme af sted. 

Både han og jeg bliver klogere

Efter vi har spist frokost, og jeg stadig har ture med smerter (som vi i øvrigt har taget lidt tid på, og som kommer regelmæssigt), bliver vi enige om, at jeg tager kontakt til Fødegangen.

De synes, jeg skal komme derud for at aflevere en urinprøve, for de tænker, at smerterne formentlig skyldes en blærebetændelse. 

Vi kører stille afsted mod Skejby Sygehus uden selvfølgelig at pakke noget som helst. 

På vej derud bliver vi bedt om at holde tilbage på grund af et cykelløb. Vi snakker for sjov om at rulle vinduet ned for at sige, at der er en gravid kvinde i bilen på vej til Fødegangen, men vi lader være, for jeg er selvfølgelig ikke i fødsel. 

Da vi kommer derud, bliver vi bedt om at sætte os i venteværelset. Mens vi sidder der og venter, kommer der en andengangsfødende, og der er ingen tvivl om at hun er fødsel. Min kæreste og jeg kigger på hinanden og smiler – jeg tænker, at det bliver spændende, når det bliver vores tur om et par måneder. 

PÅ HOSPITALET

Jeg tror, vi venter en times tid, inden der bliver tid til, at jeg kan aflevere en urinprøve, som viser sig at være blank – så altså ingen blærebetændelse. 

Jeg får CTG-udstyr om maven og skal have kørt en ”strimmel” for at se, hvordan det står til. Derudover skal jeg ha’ taget min temperatur, der er dog heller ingen temperaturforhøjelse som tegn på en infektion. Vi får at vide, at jordemødrene, der er på vagt, kan følge CTG’en på en skærm i deres vagtlokale. 

Klokken er nu blevet 15 om eftermiddagen, hvilket betyder, at jordemødrene holder vagtskifte, så vi venter endnu en time, inden der kommer en jordemoder ind til os, og der er vi ved at være en smule utålmodige, for jeg har det stadig ret ubehageligt med lette smerter – jeg har det egentlig bedst i oprejst position. 

Langt om længe kommer en sød og kompetent jordemoder til os. 

Hun starter med at undskylde ventetiden – og giver desuden udtryk for, at så længe kommer vi naturligvis ikke til at vente, når jeg kommer ind for at føde. Hun har kigget på CTG’en, og der er ikke noget, der indikerer, at der skulle være noget galt, men for en god ordens skyld, er hun nødt til at mærke efter indvendigt om forholdene er, som de skal være. 

Inden vi sender dig hjem igen, fik hun sagt …

Jeg lægger mig endnu engang op på briksen, og da hun får mærket efter, får hun et langt mere alvorligt ansigtsudtryk og siger direkte, at hun bestemt ikke kan lide det, hun mærker - nemlig at min livmoderhals er væk, og at jeg er 1-2 cm åben. 

Af en eller anden grund trænger alvoren ikke helt ind til at starte med – jordemoderen virker næsten til at være mere forskrækket end jeg selv og siger, at jeg er en af dem, man kalder en ”snyder”, for jeg hverken lignende eller lød som én, der var i begyndende fødsel. 

Jeg bliver nu strengt sengeliggende, hvilket betyder, at jeg kun må rejse mig for at gå på toilet, alt andet skal foregå liggende. Jeg skal desuden have ve-hæmmende i drop i 48 timer og to gange lungemodner til barnet, som vi har valgt ikke at kende kønnet på, så han/hun er bedre rustet til at trække vejret. 

Vi bliver kørt ind på en fødestue, og det føles uvirkeligt og som en ond drøm man bare gerne vil vågne fra.

Jordemoderen synes, vi er meget rolige i forhold til den besked, vi lige har fået – jeg har det bare mærkeligt, jeg fryser lidt, og min krop sitrer, men ellers ingen reaktion. Jeg håber vist bare på det bedste og forventer det værste. 

Jordemoderen gør meget ud af at fortælle, at jeg ikke kunne have gjort noget anderledes, og at det ikke er min skyld, at vi nu er havnet i den ulykkelige situation. 

På fødestuen kommer der en læge ind for at skanne mig, så de er sikre på, at jordemoderen har mærket rigtigt, og den er desværre god nok. De mærker desuden, at barnet ligger med numsen nedad, hvilket betyder, at han/hun ikke kan fødes vaginalt på grund af risiko for, at barnet dermed vil blive kvalt, da hovedet er meget større end kroppen på dette tidspunkt i graviteten.

Så de taler lidt om muligt vendingsforsøg, hvis ikke det ve-hæmmende skulle virke. 

Jeg ser bare frem til at få startet op på ve-hæmmende, så jeg forhåbentlig kan få lidt ro i kroppen. Vi har et lille håb om, at det virker, selvom jordemoderen mener, at vi skal indstille os på, at fødslen bliver inden for de næste par dage. 

At hun var så direkte, har vi senere været rigtig glade for – hellere det end falske forhåbninger.  

FORBEREDELSER

Det ve-hæmmende drop bliver sat op omkring kl. 18, og vi venter spændt på virkningen heraf. I mellemtiden får vi udleveret en bog om for tidligt fødte børn, så vi ligesom kan få visualiseret, hvordan et for tidligt født barn ser ud. 

Vi får også talt lidt med børnelæge, som forklarer lidt om det at få et for tidligt født barn – heldigvis er prognoserne ok, men faren for hjerneblødning eller infektion kan ikke udelukkes. 

Jeg begyndte så småt at blive nervøs og utålmodig, for det tog sin tid, inden virkningen at det ve-hæmmende begyndte at indtræffe. Men endelig til midnat får vi lov at komme over på en sengeafdeling, så jeg kan komme i en rigtig seng og ikke ligge en hård fødebriks. 

Jeg havde desværre fortsat sammentrækninger ca. én gang i timen, så det var en hård nat at komme igennem. Jeg kunne ikke rigtig finde ro – tankerne kørte rundt i hovedet. Heldigvis fik vi en stue, hvor også min kæreste kunne overnatte. 

Den følgende dag, søndag d. 17. oktober, blev det besluttet, at jeg skulle tilses af en jordemoder, da jeg stadig havde sammentrækninger. Hun fik lov at mærke efter om forholdene indvendigt havde ændret sig, selvom de ikke var meget for det, da jeg nødig skulle åbne mig mere. 

Hun mente, at det var status quo

Jeg blev pludselig i tvivl om vi truffet den rigtige beslutning i forhold til at ikke at vide kønnet, og hun ville gerne skanne mig, hvis vi havde behov for at vide det – men vi takkede nej og bevarede håbet om, at det måtte blive en glædelig overraskelse om et par måneder. Vi brugte desuden dagen på at informere familie og venner om situationen. Ellers kunne vi ikke rigtig gøre andet end at vente på, hvad der ville ske, når det ve-hæmmende skulle fjernes dagen efter. 

Sygeplejersker, der kom på stuen, havde meget forskellige holdninger – én mente sågar, at jeg kunne komme hjem, når det ve-hæmmende drop blev fjernet – gid hun havde haft ret. 

Mandag eftermiddag, d. 18. oktober,

bliver der gået stuegang. Jeg bliver tilset af en læge, som lægger en plan for, hvad der skal ske, når droppet blev fjernet. Han mener, at jeg skal forsøge at tage et bad og gå ud at hente noget mad til mig selv for at se, hvordan min krop reagerer, når jeg kommer op at gå. 

Sker der ikke yderligere, skal jeg i hvert fald forblive indlagt til graviditetsuge 32. Herefter kan jeg, hvis alt går vel, komme hjem for at være sengeliggende indtil graviditetsuge 34, og så kan jeg igen begynde at være oppegående.

FØDSEL

Mandag d. 18. oktober fjerner de det ve-hæmmende drop omkring kl. 18. 

På dette tidspunkt har jeg et spinkelt håb om, at om ikke andet, så vil det ve-hæmmende forhåbentlig først være ude af kroppen dagen efter – jeg kan nærmest ikke overskue tanken om at hele går løs igen, for jeg træt og udkørt efter to dage med ubehag og lidt søvn på grund af tankemylder. 

Dagene og nætterne forinden havde været præget af tanker og bekymringer om, hvad der skulle ske, når droppet blev fjernet. 

Efter et par timer begynder det igen at føles ret ubehageligt. Min kæreste kunne høre på min vejrtrækning, at der var noget i gære, så han forsøger at få mig til at indse, at vi er nødt til at tilkalde en sygeplejerske, men jeg håber endnu engang, at det går i sig selv igen. 

Omkring kl. 22

får han mig overtalt til at tilkalde en sygeplejerske, og jeg indser nu, at der ikke er nogen vej tilbage. Der kommer en sygeplejerske, som tilkalder en læge. Det bliver denne samme læge som gik stuegang. Jeg bliver kørt over på Fødegangen for at blive undersøgt og får kørt endnu en strimmel. 

Vi må nu indse de barske realiteter – jeg er 5 cm åben og i fødsel.

Jeg får kraftige veer, og det er hårdt bare at ligge på ryggen på den her fødebriks. Lægen tager en beslutning om kejsersnit, da barnet nu ligger så dybt i mit bækken, at et vendingsforsøg vil være nyttesløst.

Jeg bliver ret hurtigt herefter kørt ind på en operationsstue til et akut kejsersnit. Der er mange mennesker på stuen, og vi får hurtigt at vide, hvordan det kommer til at foregå. 

Planen er, at jeg får lov at hilse på barnet, inden det tages med på Neonatal-afdelingen, hvor min kæreste kan følge med over for at tage billeder og så komme retur til mig på Opvågningen. Når jeg er ude fra Opvågningen, kan jeg komme over til mit barn. 

Jeg får lagt en rygmarvsbedøvelse og får ros for hvor flot jeg tager det hele – situationen taget i betragtning, men jeg havde jo ligesom ikke andre valg. 

Kort tid efter kan jeg ikke mærke min ben, og så kan kejsersnittet ellers gå i gang.

Jeg havde igennem graviditeten slet ikke været i tvivl om, at jeg gerne ville føde vaginalt, så det var en stor skuffelse nu at ligge på operationsbordet – ikke mindst fordi jeg ved, at det betyder, at jeg ikke får mit barn op til mig efter fødslen. 

Inden kejsersnittet går i gang, får jeg spurgt, om vi kan forvente, at barnet skriger, når det kommer ud, og det får jeg ja til – det var da en lille trøst. 

De får mig åbnet og en surrealistisk fornemmelse skyller ind over mig.

De hiver og slider, så jeg ligger og vugger fra side til side, hvilket er meget ubehageligt. Jeg har en følelse af, at noget ikke er helt som det skal være. De får barnet ud, men der er helt stille på operationsstuen! Det eneste jeg når at registrere er, at de skynder sig ind på stuen ved siden af med en bylt i favnen.

VERDEN STÅR STILLE

Min kæreste følger med ind ved siden af, da han, inden kejsersnittet, har fået besked om, at det er normal procedure. Han er bare ikke forberedt på det syn, der møder ham. 

Barnet er livløst, så de er igang med genoplivning af det lille væsen.

De får dog hurtigt liv i ham, men ventetiden føltes som en evighed, og jeg får nu endelig at vide, at jeg er blevet mor til en dreng. Han scorede dog til at starte med kun 1 point på Apgar-scoren, og det var for hudfarve – det vil sige ingen point for vejrtrækning, muskelspænding, hjerteslag eller reflekser. 

Han kom til verden tirsdag d. 19. oktober kl. 00.33 med en vægt på 1840 g og 44 cm. 

Min kæreste følger i al hast med over på Neonatal-afdelingen for at tage billeder, mens jeg bliver lukket sammen igen. Jeg bliver dog ikke lukket sammen igen lige med det samme. 

Lægen, der har bagvagt, er i mellemtiden blevet kaldt over på afdelingen, og den yngre læge, der var med til kejsersnittet, har opdaget nogle sammenvoksninger på min livmoder, så de vil ikke lukke sammen, før overlægen er tilbage og har set, hvad det drejer sig om. Jeg overhører i første omgang, at der bliver sagt, om der skal tages en biopsi. Da overlægen endelig kommer tilbage, mener han heldigvis ikke, det er noget alvorligt, så de begynder langt om længe at lukke igen. 

Bedøvelsen er nu begyndt at aftage, og jeg kan efterhånden begynde at vrikke med mine tæer, så de får travlt!

Jeg får besked om, at jeg skal sige til, hvis jeg har brug for ekstra morfin i mit drop for at tage de værste smerter ved sammensyningen. Jeg bliver meget utilpas og svimmel af al den morfin, så jeg gør mig på det tidspunkt egentlig ikke så mange tanker omkring vores lille, nyfødte dreng. 

Min kæreste kommer tilbage og fortæller, at han på Neonatalafdelingen er blevet spurgt om vores dreng må få en sut, og om han må få mælk fra en anden mor (også kaldet amme-mælk – et begreb jeg af gode grunde aldrig tidligere havde stiftet bekendtskab med). 

Min kæreste indvilligede i begge dele

AV! – der blev jeg for første gang ramt på min moderfølelse – tænk sig, at mit barn nu også skulle have mælk fra en anden kvinde. Jeg følte mig allerede som en dårlig mor og kvinde tynget af skyld – jeg havde svært ved at blive gravid, jeg kunne ikke holde på graviditeten, jeg måtte lade min søn passe af et sygeplejepersonale på en neonatalafdeling døgnet rundt, og så skulle han ovenikøbet også have mælk fra en anden kvinde!

– jeg følte mig overhovedet ikke som en nybagt mor. 

Men realiterne var jo, at jeg ikke kunne give ham den nødvendige mælk, når tingene var foregik, som de gjorde. Jeg bliver kørt på Opvågningen og får set billeder af vores søn – men det er billeder med en lille djævlehue på hovedet og CPAP-udstyr i den lille næse, så han kan få hjælp til sin vejrtrækning, og det gør det svært at få et ordentligt indtryk af, hvordan han ser ud. 

Vi får en bakke ind på Opvågningen med flag samt boller og kaffe – i mine øjne er der dog ikke noget at fejre, selvom vi lige er blevet forældre, for vi mangler jo det vigtigste. 

DET FØRSTE MØDE

Fire lange timer senere bliver der endelig bestilt en portør til at køre mig over for at se vores søn for første gang. 

Jeg er dog stadig meget utilpas og føler hele vejen derover, at jeg skal kaste op, formentlig på grund af al den morfin. Jeg kommer ind på stuen, og det er midt om natten ved 4-tiden, så der er helt roligt. 

Det er mærkeligt at komme derind på en stue midt om natten som mor og så ikke vide, hvilket barn, der er ens eget. Jeg bliver dog hurtigt præsenteret for ham, og en sygeplejerske hjælper med at løfte ham over til mig, så han kan ligge på mit bryst

– han er så lille og fin. 

Hun forklarer, hvorfor han har hue på hovedet og CPAP i næsen. Han piver lidt, da han hører min stemme, og sygeplejersken mener, at det må være fordi, at han kan genkende min lugt og stemme. 

Min kæreste synes selvfølgelig, at der skal tages billeder, hvor han ligger hos mig for første gang, men det har jeg svært ved at overskue - der bliver (heldigvis) taget et enkelt billede, og det er jeg lykkelig for i dag.

Vores første møde varer kun en halv times tid, inden jeg er nødt til at blive transporteret over på sengeafdelingen for at få lidt søvn – det er intet mindre end forfærdeligt at være tvunget til at være adskilt fra sit nyfødte barn. 

Tilbage på afdelingen får vi ringet til bedsteforældrene – jeg ringer til min mor og her for første gang bryder jeg sammen. Det at skulle fortælle, at vi er blevet forældre på denne måde, er bare så hårdt og uoverskueligt. Klokken er vel nærmest hen på morgenen, og jeg har svært ved at overskue besøg den følgende dag, og det accepterer de nybagte bedsteforældre heldigvis. 

Inden afgangen fra Neonatalafdelingen beder sygeplejerskerne mig om, at jeg på sengeafdelingen bliver introduceret til udmalkningsmaskinen, så jeg kan få gang i mælkeproduktionen – en praktisk foranstaltning jeg slet ikke havde gjort mig tanker om inden fødslen. Og det mest naturlige havde jo også været, at det var vores søn, der skulle ligges til brystet og ikke et grønt, plastik-/sugeapparat. 

Den garvede sygeplejerske på afdelingen mener dog, at jeg vil have bedst af at få noget søvn først. Jeg husker ikke, hvor længe vi sover, eller om vi stiller vækkeuret, men da jeg vågner, har jeg en stor trang til at komme over til vores søn – og det kan kun gå for langsomt. 

DE FØRSTE DAGE PÅ NEONATALAFDELINGEN

Moderfølelserne skyller ind over mig, da jeg slår øjnene op. 

Alle oplevelserne indtil da – de to dages indlæggelse med lungemodner og ve-hæmmende, akut kejsersnit, fødsel, genoplivning, besøg på Neonatalafdelingen for at se ham – har været ren overlevelse. 

Inden afgang til Neonatalafdelingen er jeg dog nødt til at stifte bekendtskab med udmalkningsmaskinen, og der kommer en smule mælk – hurra! Endelig en succesoplevelse, men det skulle desværre senere hen vise sig at være beginners luck ... 

Min kæreste får herefter hurtigt fundet en kørestol, så han kan fragte mig over på afdelingen.

Da vi kommer ind på stuen, er det som at træde ind i en helt ny verden, og desværre er der nu også et virvar af mennesker. Inden vi kan gå hen til vores søn, skal vi huske at vaske og spritte hænder. 

Stuen kommer til at være omdrejningspunktet for vores liv de næste uger. Vi snakker med den sygeplejerske, der passer vores barn i dagvagten, og vi får udleveret nogle pjecer omkring afdelingen og det at få et for tidligt født barn, der handler om, hvordan vi bedst omgås ham – det er dog svært at rumme alle de oplysninger. 

Dagene efter fødslen flyder lidt sammen, men vi bruger nærmest hele den første dag på at få styr på, hvad vi som forældre skal tage os af i forhold til plejen af vores søn, når han nu ligger i kuvøse. 

Og det eneste vi egentlig kan foretage os de første dage er at observere

– stå på sidelinjen og se ham gennemgå diverse undersøgelser; daglige blodprøver, skanninger af hjertet for at sikre at fosterblodåren havde lukket sig og af hjernen for at udelukke hjerneblødninger, og så bliver han lagt i lys til behandling af gulsot. 

Han virker til at være meget stresset efter fødslen – han har svært ved al den uro på stuen, og han har under forløsningen pådraget sig nogle rifter på ryggen, da de havde besvær med at få ham ud, så han får smertestillende i drop og for en god ordens skyld også antibiotika for at sikre, at en eventuel infektion blev behandlet. 

Vi oplever ham græde meget og længe, så han til sidst begynder at gylpe – sygeplejersken kalder det gode tegn, for det viser, at han har vilje, men hvor er det hårdt at se sin lille nyfødt hjælpeløs og i smerter. Til blodprøvetagning får vi at vide, at vi kan vente uden for stuen, hvis vi ikke kan holde ud at overvære det, men jeg kunne aldrig drømme om at forlade mit barn, når jeg kan blive og trøste ham. 

Desværre er vi grundet den for tidlige fødsel i en situation, hvor vi ikke bare kan tage ham op og trøste ham, men må nøjes med at lægge en fast hånd på hans lille og hoved og krop, da hans nervesystem simpelthen ikke er udviklet til anden til berøring. 

Det er en meget ambivalent følelse at være blevet mor til det her lille væsen.

Ligeså fantastisk det er, ligeså forfærdeligt er det at opleve alle de ting, hans lille krop skal udsættes for

– for ikke at tale om alle de gange, hvor han stopper med at trække vejret, han bliver blå, alarmerne bipper derudaf, og sygeplejepersonalet er nødt til at stimulere ham, for at få ham til at trække vejret igen. 

Den slags oplevelser bør alle forældre skånes for.

Dagen efter fødslen bliver han flyttet på en anden stue med færre kuvøser og dermed mindre virvar, da han bliver alt for stresset af at opholde sig på den første stue, hvor der er stor udskiftning af børn og forældre. 

Her går det endelig så godt, at han nu kan komme ud af kuvøsen for anden gang, så denne gang bliver det fars tur til at holde ham for første gang. Jeg tror han er ligeså nervøs over at skulle holde det skrøbelige lille væsen, som jeg havde været natten forinden. 

TIDEN PÅ BANEGÅRDEN

Vi får ikke taget mange billeder de første dage – jeg har det lidt mærkeligt med at tage billeder af ham – ikke fordi jeg ikke har lyst, men mit fokus er et helt andet sted, og så føler jeg på en eller anden måde, at det ikke helt hører sig hjemme – nok fordi vi hele tiden er omgivet af fremmede mennesker, men det fortryder jeg selvfølgelig i dag og ville gerne have haft nogle flere billeder fra indlæggelsen. 

Desværre får han ikke lov at ligge længe på den rolige stue, så vi må tilbage på ”banegården”, men er trods alt så heldige at få en vinduesplads i den ene ende af stuen, hvor der er mulighed for at sidde bare lidt uforstyrret, men det er stadig mærkeligt konstant at være omgivet af fremmede mennesker. 

Der begynder dog at indfinde sig en rytme i forhold til pasning og spisning. 

Han starter med at få mælk i sonden hver anden time, dernæst hver toenhalv time, så hver tredje time og hver treenhalv time for til sidst hver fjerde time. Jeg forsøger at malke ud i det interval, der er nødvendigt, ca. hver fjerde time, men lige lidt hjælper det

– mælken løber aldrig rigtig til, og det er et nederlag, for jeg vil så gerne vores søn det bedste. 

Efter ca. tre uger går det så godt, at vi endelig får mulighed for at blive flyttet på Mor-Barn Afsnit til amme etablering – jeg har stadig et håb om, at amningen lykkes, men under alle omstændigheder får vi nu endelig mulighed for at være sammen døgnet rundt. 

Begyndelsen på det nye liv på den nye afdeling er dog svær, specielt for mig, som jo er der hele døgnet rundt, da jeg nu skal forholde mig til et nyt hold sygeplejersker, som alle er af forskellige holdninger og meninger. Men efter yderligere tre uger er vi endelig på vej hjem – amningen er ikke nogen succes, så vi må supplere op på flaske, men det er fantastisk og længe ventet efter seks uger at få lov at tage vores barn med ud af afdelingen for at komme hjem. 

 

SPOR EFTER FORLØBET

At blive forældre og nok specielt mor på denne måde havde dog sat sine spor. 

Jeg havde (og har til dels stadig) en følelse af skyld og en følelse af svigt over for vores søn – skyld over ikke at kunne være gravid til termin og svigt, fordi jeg ikke kunne være hos ham hele tiden, da han havde allermest brug for det. 

Og da vi kom hjem, var det endelig vores tur til at være en lille, ny familie i hjemlige omgivelser, men det var hårdt og svært at komme hjem med et for tidligt født barn. 

Dels fordi vi kom hjem med en lille dreng, som var mere sart og tålte færre indtryk end andre nyfødte, da hans start på livet havde været præget af voldsomme og ubehagelige oplevelser. Dels fordi hans signaler var så uklare. 

Han var et meget grædende barn, der havde svært ved at finde ro og være tryg – og det er jo egentlig ikke så underligt, at det forholder sig sådan, når man tænker på, hvad han har været igennem de første uger af sit liv med forstyrrelser i sit søvnmønster, når der hele tiden skulle tjekkes sonde, smerte og berøring fra fremmede mennesker og tilmed med et nervesystem, der slet ikke var udviklet til det. 

Jeg forsøger stadig at komme overens med, at jeg ikke fik lov at opleve mit nyfødte barn efter fødslen, og at jeg ikke fik muligheden for at observere det her lille, fantastiske væsen 24/7, at jeg ikke fik mulighed for at skifte hans første ble eller give ham tøj på for første gang – der er så mange basale ting, som jeg gerne ville have oplevet. 

Desværre har den vanskelige start på livet givet sig til udtryk ved, at han, som så mange andre for tidligt fødte, har haft svært ved at knytte sig til andre. Han blev nemt angst og utryg i nye omgivelser og ved nye mennesker, og han har haft svær separationsangst, foruden de fysiske følger som søvnproblemer, nedsat immunforsvar, astmatisk bronchitis og mave-/tarmproblemer. 

Det er uden tvivl barsk for både barn og forældre at starte det nye liv på den måde, men heldigvis vokser man med opgaven i takt med at ens hjerte fyldes med kærlighed til bristepunktet. Og vores dejlige dreng er i dag otte år gammel og stort set vokset fra de fysiske og psykiske udfordringer han har haft. Han er stadig lidt tilbageholden, men også fyldt med masser af gåpåmod.