Vincents vej til verden

Det er en tirsdag eftermiddag på årets sidste forårsdag, jeg har 11 dage til termin med vores andet barn, en dreng. Vores store pige blev født 4 dage efter termin, næsten 3 et halvt år tidligere.


Jeg har haft smerter on and off siden søndag eftermiddag, min krop arbejder på højtryk. Mandagen er gået med smerter og tegnblødning og kun få timers søvn natten til tirsdag. Min krop er træt og jeg er helt klar over at det er nu det er tid.

Kl. 16.30 ringer jeg til fødegangen hvor jeg for en ung jordemor i telefonen som snakker og spørger ind til varighed, smerter, tegnblødning osv. Vi snakker sammen noget tid og hun siger så til mig “Nu har vi jo snakket sammen i 5 min og du har ikke haft nogle veer imens...! altså du må jo gerne komme ind og blive tjekket og så kan vi snakke om smerte lindring inden du kan tage hjem igen”


Allerede her fornemmer jeg at det bliver en kamp for at blive hørt.

Jeg kender min krop og jeg ved selv at jeg er ved at være langt i fødsel, til trods for at hun ikke kunne høre de 2-3 veer jeg havde mens vi snakkede. Jeg gider ikke diskutere over telefonen så jeg siger bare at jeg gerne vil komme ind og vi kommer om ca. en halv time.

Vi ankommer til venteværelset og bliver modtaget af samme JM som jeg snakkede i telefon med. Hun tager os med ind på svangerafdelingen hvor hun vil køre en kurve, inden hun undersøger mig indvendigt.
Hun kan sagtens se veerne på kurven og undre sig over at jeg ikke er mere mærket af dem. Hun læser min papirer og fortæller at min ønsket vandfødsel “jo selvfølgelig ikke kan lade sig gøre”

(Jeg fødte min datter i vand, men måtte efterfølgende i fuld narkose og få fjernet et stykke af moderkagen der ikke var kommet med ud.
Jeg havde få dage inden til konsultation hos min jordemor snakket med hende om vandfødsel og hun forsikrede mig om at jeg selvfølgelig gerne måtte komme i vand og jeg måtte også gerne føde deri, for hvis det skulle ske igen var det jo efter selve fødslen og det var ikke en risiko at være i vand)


Jeg er meget sur, skuffet og faktisk ret chokeret over den udmelding og jeg prøver at diskutere det med hende og fortælle at det har jeg jo fået af vide ikke var noget problem. Min mand kan se jeg er skuffet. Men “det vil hun ikke turde” får vi af vide.
Jeg acceptere stille og tænker at mine kræfter må jeg bruge på at føde vores søn så vi kan komme hjem hurtigst muligt, i stedet end at diskutere med en JM.

Efter en times tid undersøger JM mig og kan konstatere at jeg er 6-8 cm åbent og hun er meget overrasket for det kan hun jo ikke se eller høre. Hun siger hun lige skal snakke med en kollega og går så ud. Da hun kommer tilbage kort efter, er det med beskeden om at hun synes hun har kunnet mærke nogle blodkar i hinderne foran barnets hoved og de vil ringe efter en der kan scanne mig.

Hvis hun har ret skal jeg have kejsersnit (!)

for det er meget farligt hvis vandet går for så vil han forbløde derinde. Jeg bliver igen meget chokeret og undre mig over denne pludselige vending situationen nu har taget.


Der kommer en kvindelig læge og scanner mig og hun siger hun er enig og at jeg skal have kejsersnit. Og så bryder jeg sammen. Det er det eneste jeg bare ikke vil have, jeg skal hjem så snart jeg har født og få skabt en stille og rolig opstart i vores nye liv som en familie på 4.


Min mand og JM prøver at trøste mig og fordi de begge kan se at det ønsker jeg virkelig ikke så aftaler vi at JM ringer efter deres bagvagt til at komme og scanne mig for en ekstra vurdering.
Kl. er omkring 18.15 og bagvagten kommer ind og vi kan konstatere at hun er et velkendt ansigt, hun har nemlig scannet mig før da vores søn skulle have tjekket hjertet et par gange omkring uge 20. (Heldigvis var det helt som det skulle være)


Hendes vurdering er at hun intet kan se eller mærke som tyder på at jeg ikke skulle kunne føde ham selv.

Så planen er nu at finde en fødestue, lægge et drop for en sikkerhedsskyld og tage vandet kontrolleret. For så kan vi køre hurtigt afsted til kejsersnit hvis der skulle være blod med ud når de tager vandet.

Jeg er lettet da jeg bliver kørt i kørestol hen til fødestuen. Det giver dog et stik i maven da jeg kommer ind og konstaterer at der intet badekar er og at det ønske nu for alvor ikke går i opfyldelse.
Vi har en halv time for os selv hvor vi lige får opdateret familien om planen og jeg kan mærke veerne, men overhovedet ikke noget jeg ikke kan være i.

Kl. 19 tager de vandet og det er klart og fint.

Jeg har fået lagt et drop og baby har fået en elektrode på hovedet så de kan overvåge ham.
Og herefter går det stærkt. Min krop reagerer med det samme, med voldsomme veer og opkastninger pga. den hurtige fremgang.

Vores søn reagerer også inde i maven ved at dykke i ilt og jeg bliver vendt på siden og får iltmaske. En læge bliver tilkaldt men han retter sig efter kort tid.
Dette sker 2 gange kort tid efter hinanden.
Jeg kæmper mig igennem veerne og prøver at være i smerten.

Jeg var slet ikke mentalt forberedt på det pludselige og voldsomme omskifte.

Jeg lukker af for alle andre, knuger iltmaske til mig og fokuserer bare på at komme igennem veerne. Jeg holder fast i tanken om at når en ve er overstået, så er der en mindre ve til han er ude hos os.


Presseveerne indtager og jeg har mistet tidsfornemmelse fuldstændig. Jeg har ikke haft dem længe men jeg er lettet da JM siger til min mand “om lidt når vi føder trækker du i den røde snor og så kommer der lige en ind og hjælper os”
Det gør hun få veer efter og i bare 2 veer kl. 21.01 er han ude og jeg får endelig vores længe ventede lille dreng i armene.
Moderkagen bliver også født uden problemer til trods for komplikationerne ved første fødsel.

Han er perfekt og vi er endelig en familie på 4... Vi nyder ham på fødestuen og pakker sammen og kører hjem i vores egen seng efter 3,5 time og jeg er stolt, glad og utrolig lettet over at det hele er gået godt og over at kunne forlade sygehuset med vores nyfødte dreng så kort tid efter.

Jeg er glad for at jeg som fødende stod ved mit brændende ønske om at føde selv og at jeg havde overskud til at sætte spørgsmålstegn ved deres vurderingen om kejsersnit. Og jeg er skræmt over at hvis jeg bare havde accepteret, havde jeg fået et kejsersnit uden grund.

Jeg er stadig den dag i dag ked af at jeg ikke fik lov til at føde i vand og jeg føler at det var JM egen holdning der blev vurderet ud fra og var min fødsel startet en dag senere havde jeg haft en anden JM og hele situationen været anderledes.

Hele denne oplevelse var den afgørende faktor, for hvorfor vi valgte at vores 3. barn selvfølgelig skulle fødes hjemme og det kan du også læse om herinde.
(“ærgre mig over at vores nr 2 ikke blev født hjemme”)


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.