Min fødselsdepression ændrede hele mit livssyn

Jeg har altid været meget praktisk og handlekraftig, altid haft en plan for, hvad der skulle ske og hvornår.

Jeg planlagde mine mål og opnåede dem. Ting faldt mig nemt og helt ærligt, så tænkte jeg ofte: ”Jeg kan alt. Bare kom an. Jeg kan det hele”. Jeg opnåede de karakterer jeg ville og fik den mand jeg ville.  

Graviditeten kom også nemt og vi fortalte vidt og bredt om den. Efter 8 uger oplevede jeg en ufrivillig abort, med styrt blod og en kortere indlæggelse.  Det var et slag i ansigtet og jeg følte, at jeg hellere hurtigt måtte komme igen – jeg kunne jo alt. Jeg blev da også gravid igen kun fire uger efter. Ingen sag. Og mens jeg gik og var stolt over, at jeg så hurtigt var ’kommet igen’, opstod der nye tanker i baghovedet: Hvad nu, hvis heller ikke det her bliver til noget? Hvad nu, hvis jeg slet ikke kan få børn? Hvad så med hele den plan, jeg havde lagt?

Tankerne voksede i takt med maven og da det blev rigtig hårdt at være gravid, blev jeg mere og mere bitter.

fødselsdepression

Jeg følte mig snydt, for det var ikke smukt eller glimmer og glitter at være gravid og de mørke tanker fortalte mig, at jeg var naiv at gå og glæde mig over min graviditet, for det ville jo nok ikke blive til noget alligevel.

Da jeg skulle føde, blev jeg overvældet af smerten og fik voldsom dødsangst.

Jeg forstod simpelthen ikke, hvordan jeg kunne være i så voldsomme smerter uden at dø af det. Jeg var i komplet chok og da den lille kom ud, havde jeg svært ved at finde hoved og hale i noget som helst. Jeg sov ikke i to døgn. Jeg forstod heller ikke den lille dreng, som lå der og hele tiden græd. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre ham tilfreds og jeg følte, at mine forsøg var nyttesløse. Hans skrig gik igennem marv og ben på mig. Hans far var tydeligvis ikke lige så overrumplet og jeg så ofte en forvirring i hans blik: Hvorfor kan hun ikke det her?

Jeg klarede hverdagen, som jeg skulle, men jeg var ulykkelig og følte mig endnu engang snydt:

Hvorfor var jeg ikke lykkelig over at være blevet mor? Det var en lang vinter det år og jeg kan huske, at jeg skubbede barnevognen rundt i nabolaget i sne og slud helt ind i april. Jeg talte åbent om mine følelser til min søde og forstående sundhedsplejerske og hun foreslog mig en samtalegruppe for kvinder med fødselsdepression. Jeg afslog i månedsvis, for skulle jeg nu ikke engang kunne håndtere at være blevet mor?

Da jeg efter et halvt år endelig tog imod hjælp og startede i samtalegruppe, fik jeg det langsomt bedre og bedre. Vi sad der i gruppen, en akademiker (mig), en læge, en yogainstruktør og en ingeniør, og vi bare hylede og hylede på skift. Det var bestemt en øjenåbner for mig at se, at disse kvinder, som jeg havde så stor respekt for, heller ikke var perfekte.

fødselsdepression

Jeg var ikke alene.

I gruppen blev vi introduceret for mange redskaber til at betragte os selv med nye øjne. Øvelsen, der især ændrede alt for mig, omhandlede livsfortællinger eller dogmer. Hvilke fortællinger har du om dig selv og er de sande? Jeg indså, at jeg havde rigtig mange forestillinger og idéer, som var det rene løgn og nonsens: Det er dovent ikke at holde huset rent, når man går på barsel, jeg er en byrde for folk, hvis jeg beder om hjælp, jeg skal have travlt og være nyttig, for at blive accepteret, jeg er en dårlig mor, hvis jeg græder foran mit barn. Næsten alle mine overbevisninger om stort og småt blev testet og vendt og drejet og hele mit livssyn blev ændret henover de næste mange måneder og år. Jeg lærte med tiden at føle efter i maven og at lytte til min egen stemme, i stedet for at følge andres forventninger, normer og regler.

Min sti behøvede jo faktisk ikke at være fastlagt og andres forventninger til mig, dem kunne de beholde.

Jeg gjorde min kandidatgrad færdig, men da papirerne kom, vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle bruge dem til. Jeg søgte jobs, jeg ikke ønskede at få, jeg afprøvede stillinger, der alle føltes forkerte, og imens fulgte jeg alle de regler, man skulle indenfor dagpengesystemet til punkt og prikke, for jeg vidste, at jeg havde brug for mere tænketid. Når jeg skar alle andres forventninger fra, både min families og samfundets, ville jeg jo egentlig ikke andet, end at arbejde hjemmefra, selvom det gik imod alle mine overbevisninger om, hvad succes er. Jeg gik på dette tidspunkt hjemme med mit andet barn og jeg udskød konstant mit speciale, for at vi bedre kunne overskue hverdagen. En rolig og nærværende hverdag blev i langt højere grad mit mål end en flot karriere. Med vores første barn tog min mand tre ugers barsel, med det andet tog han et halvt år

– vi havde lært lektien. 

Allerede mens jeg skrev på mit speciale, begyndte jeg at læse om keramik. Jeg læste og læste, men gav først mig selv lov til at røre ved leret, da specialet var afleveret og bestået. Jeg var solgt fra starten. En lille drøm begyndte at lure i baghovedet: Tænk om jeg kunne blive selvstændig keramiker?

Vanvittig tanke.

Jeg benægtede drømmen for mig selv i et halvt år og dernæst for min familie i endnu et halvt år. Først da min keramik begyndte at sælge godt, turde jeg sige ordene højt: Jeg vælger ikke at bruge min lange uddannelse og i stedet starte helt forfra. Jeg ville være keramiker og selvstændig – to verdener jeg absolut intet kendskab havde til. Heldigvis mestrede jeg det hele hurtigere end forventet, og selvom det var rigtig hårdt arbejde, så begyndte der at voksne en gnist og en indre ro i mig. Jeg havde valgt rigtigt

Lektien jeg lærte i selvhjælpsgruppen, bruger jeg stadig næsten dagligt: Er det sandt, det din indre stemme fortæller dig lige nu, eller er det din irrationelle frygt eller andres stemmer, der taler? Under min anden barsel tillod jeg derfor også mig selv langt mere: Jeg tog flere kilo på, jeg havde aldrig makeup på, jeg gik kun i behageligt tøj, jeg valgte mødregruppe fra, fordi det stressede mig at skulle afsted, jeg lavede sjældnere aftensmåltider, jeg lod rod være rod og tog en lur i stedet og jeg spurgte oftere om hjælp. Jeg øver mig dagligt på ikke at dunke mig selv i hovedet med, at jeg heller ikke i dag fik lagt vasketøjet sammen eller kreeret en madplan, for det går nok det hele.

Jeg kan ikke alt, men jeg er elsket og jeg er glad – og det er sandt.

fødselsdepression

´Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.