Dårlig samvittighed… for good.

Det er, hvad man melder sig til, når man får børn.

Man burde ikke, jeg mener, alene- eller partid er tilladt. Men den kommer. En sjælden gang imellem kommer den snigende, men ofte falder den pludseligt som bomberegn. Nogle gange allerede når pasningen planlægges, andre gange kan den udskydes. Så kommer den lige inden du skal forlade matriklen. Når du lægger din makeup eller står i skabet og udvælger aftenens outfit. Hvis du undgår den der, kommer den stensikkert når du siger farvel til ungerne. Den rammer dig lige midt i solar plexus når barn nr. 2 grædende siger, at han vil med, eller barn nr. 1 er sur over et eller andet, der pludselig blussede op ved tanken om, at du nu skal ud af døren. Noget, der ikke kan vente.

Vi prøver, at undgå den ved at give overflod af kys og krammere, vi gør opmærksom på de kæmpestore slikskåle de skal smovse i liiiige om lidt, alt imens man skingert og alt for højt siger ting som: ”Men lille skat, det bliver da så hyggeligt med farmor/mormor/moster/barnepigen!”. Og det bliver det. Vi skal ikke engang være væk særlig længe, før stormen lægger sig og vores mini-mes fortrækker til sofaen, sukker og snak. Men adskillelsen er svær. Altid. Også når vi skal mere krævende ting, som arbejde.

Jeg synes bestemt, at vi skal bakke hinanden op som mødre og går selvfølgelig ikke ind for momshaming.

Men jeg tror ikke, at det her med dårlig samvittighed kommer derfra. Det er noget i vores natur, mere end noget udefra. Noget naturligt der kommer af, at vi for alt i verden ikke må forlade vores afkom før de kan klare sig selv. Og en grundlæggende tro på, at vi kender vores børn bedst og bedst ved, hvad de har brug for.

Løvemor ved bedst.

Men vi er jo netop mødre… Måske vi engang imellem lader den der følelse tage over, skubbe fornuften for langt i baggrunden? Vi ved jo, at de kommer til at hygge sig og at der ikke sker dem noget. Snart skal de sove, og før de og vi ved af det, er vi jo sammen igen.

Om et par dage skal vi til Høstfest, kæresten og jeg. Jeg glæder mig, det gør jeg virkelig. Men jeg kan allerede mærke den dårlige samvittighed. Det er snigeren denne gang. Det er en fredag, altså en hverdag der også er booket godt op med arbejde, børnehave og skole. Ikke meget familietid der. Men farmor og bedstefar kommer, og jeg ved, at det bliver hyggeligt. Børnene bliver passet herhjemme, så vi er hjemme når de vågner. Og så har vi resten af weekenden sammen.

Jeg prøver virkelig at tale den der dårlige samvittighed ad helvedes til, for hvad kan jeg bruge den til?

Det eneste der hjælper lidt, er tanken om, at vi vælger børnene til resten af tiden. Vi sørger for at lave hyggelige ting sammen på andre tidspunkter. Og så ved jeg jo, at vi har valgt gode, kendte mennesker til at træde i vores sted, når vi ikke er der.

Det skal altså være godt nok. For den dårlige samvittighed. Den kan godt pakke sin kritiske røst sammen og rejse langt væk. For vi har styr på det. Løvemor passer på sine unger, også når hun ikke er der. At vi ikke er her, betyder ikke at vi er ligeglade. Og det ved børnene altså også godt, også selvom adskillelsen til tider trækker tænder ud.

Dont worry, løvemor, du gør det godt. Tag du bare lidt migtid, eller slæb kæresten med på date til noget partid.

Du har fortjent det<3 Og dine børn skal nok blive hele mennesker alligevel.

Trust me.


´Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.