En mor sidder ikke i DNA, men derimod i hjertet.

Hvis nogen spørger mig hvor mange børn jeg har, så er svaret tre.
Jeg har tre børn.

Det er det korte, nemme og præcise svar. Graver man derimod lidt dybere så er det ikke helt så simpelt. Lige for tiden er det noget som har fyldt en del i mine tanker.

Jeg kom ind i Olivers liv da han var bare 2 år gammel og har været det siden. De sidste knap 7 år har været en lang proces. Jeg har ikke været mor til Oliver fra dengang hvor jeg lærte ham at kende. Det er noget jeg er blevet.

En mor sidder ikke i DNA, men derimod i hjertet.

Det tør jeg godt at sige at jeg har lært og følt på egen krop.

Der er mange ting som har spillet ind. Når man kigger tilbage på Olivers liv, så husker han ikke andet end at jeg altid har været en del af hans liv. At vi har boet sammen.

Det som jeg synes gør det sværest er ikke mine følelser. De er kommet helt at sig selv og dem kan jeg mærke på min egen krop. Det som gør det rigtig svært, er respekten for Olivers biologiske mor. At forsøge også at passe på hende i denne her proces. Men hvor er overgangen? Hvilke følelser er vigtigst? Er det mine, Olivers eller hans biologiske mors?

Tilbage i 2011 da jeg blev en del af Olivers fars liv og derfor også en del af Olivers havde jeg slet ikke forestillet mig hvor stor en rolle jeg ville få i Olivers liv og hvor stort et ansvar det ville blive. Jeg bekymrede mig ikke om ret mange ting og tog det meget som det kom.

Oliver var endnu ikke 3 år da han begyndte at kalde mig for mor.

Jeg har altid været en person som har tænkt og reflekteret meget over alting. Derfor fandt jeg hurtigt ud af at det var vigtigt for mig at Oliver var klar over hvem hans ”rigtige” mor var. Det var sådan jeg havde det og sådan jeg tænkte om det dengang.


Jeg rettede derfor Oliver når han kaldte mig mor.

Forklarede ham at V var hans mor og at jeg var hans bonusmor. Det var det som føltes rigtig i situationen dengang. Vi havde alligevel ikke boet sammen SÅ længe og Oliver så sin mor halvdelen af tiden. Hans far og jeg var dog også enige om at jeg var med på forholdsvis sammen vilkår. At jeg måtte irettesætte mm. Kort fortalt var tanken bag at der ikke skulle være forskel på Oliver og måske fælles børn i fremtiden. Selvfølgelig var der dog beslutninger som hans far alene tog.

Tingene ændrede sig det næste års tid og Oliver kom hjem og bo fast sammen hans far og jeg.

Vi fik en helt almindelig hverdag op at køre og jeg mig af mange ting sammen med Oliver, specielt fordi jeg gik hjemme og på den måde havde mulighed for at give ham kortere dage i institutionen mm. I 2014 får Oliver en lillebror. Ikke noget som vi i starten tænkte ret meget anderledes om end jeg forestiller mig enhver anden familie ville have gjort. Oliver knus elskede hans lillebror, men med tiden blev det også klart for os at det var svært for Oliver at se at hans lillebror begynde at kalde mig for mor. Han blev ligesom på en anden måde gjort opmærksom på at hans lillebror havde sin mor og far hos sig med at han ikke selv havde.
Vi begyndte at opleve forskellige tegn på det oftere end før. Oliver begyndte at kalde mig mor når vi var ude i blandt andre mennesker. Til gymnastik løb han hen imod mig og råbte mor som han så de andre børn gjorde og til folk i fx supermarkeder, på apoteket eller hos tandlægen blev jeg også omtalt som mor. Esper havde i en periode her omkring et super krævende arbejde og jeg var derfor ikke længere bare en af de primære omsorgspersoner i Olivers liv, jeg var den primære omsorgsperson.

Da Oliver startede i skole, oplevede vi flere og flere episoder hvor jeg blev kaldt mor. Kaldte han mig ved navn og børnene spurgte om jeg var hans mor var svaret ja. Spurgte de hvorfor han så kaldte mig S, så var svaret helt naturligt at det hed jeg jo.

I 2016 bliver Oliver igen storebror og denne gang til en lillesøster. Oliver ser efterhånden kun sin mor hver 3-4 weekend da hun bor mere end 250km væk. Samværene blev svære for Oliver og han reagerede ved at kaste op om natten efter samvær uden sygdom. Senere efterspurgte han selv færre samvær i en alder af 8 år.

Med 2 små søskende er hele mor ”problematikken” bare vokset.

Oliver omtaler mig som mor, men kalder mig det ikke direkte herhjemme. Det gør han dog i klubben, skolen og ude andre steder. Han er begyndt at italesætte meget overfor hans 2 mindre søskende når de siger at jeg er deres mor, at jeg altså også er hans mor.

Jeg bekræfter ham hver gang. ” Ja, jeg er også din mor”.  
Det er jeg nemlig. Jeg er nemlig Olivers MOR.

Måske ikke af DNA. Måske har jeg har ikke båret og født ham. Men jeg har skiftet hans ble, badet ham, madet ham, kysset, krammet og trøstet ham. Været der for ham i både de gode tider og de hårde tider. Jeg er en af Olivers primære omsorgspersoner. Jeg varetager hver dag hans behov og hjælper ham igennem alt hvad han har behov for.
Alligevel har jeg så pokkers svært ved bare at give 100% efter og gøre det som måske ville være det nemmeste for Oliver. At omtale mig selv som den mor som jeg føler jeg er og som Oliver føler at jeg er.

Fordi jeg samtidig har så meget medfølelse og respekt overfor den mor som har født Oliver. Som elsker ham ubetinget, men som bare ikke har kunne have den plads som jeg har i hans liv. For skulle hun selv vælge så er jeg ikke i tvivl om at hun gerne ville være den mor som også var den primære omsorgsperson.

Det som jeg tror jeg er kommet frem til er at jeg bliver nødt til at følge mit hjerte. Olivers

har brug for at få lov til at kalde mig for hans mor. Det har han vist os så mange gange på forskellige tidspunkter og måder. Han har bare brug for at være 100% ligesom sine søskende på lige fod med dem. Det var det eneste jeg ønskede for knap 7 år siden. At der ikke skulle være forskel på Oliver og vores fælles børn. Det kan vi aldrig 100% undgå. Men jeg vil gøre mit til at det bliver så nemt som muligt for Oliver.

Jeg har fundet ud af at det er hårdt at blive mor og finde ind i rollen, men at man alligevel finder ind i rollen, følger ens mavefornemmelse og vokser med opgaven. At blive bonusmor på fuld tid er endnu mere krævende. Mine følelser kommer helt af sig selv. Men jeg har været nødt til at have respekt og omsorg bagved alle mine handlinger.

Og jeg er heldigvis sikker på at Olivers biologiske mor den dag i dag godt ved at jeg på ingen måder ønsker at tage noget som helst fra hende. Jeg ønsker bare at gøre det bedste jeg kan for Oliver. At være der for ham, elske kysse og kramme ham, hjælpe ham igennem alle de udfordringer han må møde og gribe ham hver eneste gang han falder.

Oliver jeg elsker dig, din mor


´Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.