Ew, ew, EW!

Når man bliver nogens forælder, opdager man helt nye sider af sig selv. Og de er ikke altid hverken positive eller fulde af overskud. Jeg har for nyligt indset en sådan side ved mig selv: En slags fobi, som fysisk forplanter sig i kroppen ved først at ramme tankerne, hvorfra det arbejder sig om i nakken. Herefter løber det koldt ned ad ryggen og ud i arme og ben, hvor det får de små til at rejse sig.

Det er en frygt, frygt for kryb. Jeg hader og har altid hadet kryb, så det er ikke noget nyt. Edderkopper er noget af det værste jeg ved, og jeg slår dem hurtigt og voldsomt ihjel. Lide skal de jo ikke, men det skal være effektivt. Du ved, så de ikke overfalder mig, før jeg når at gøre det af med dem. Min datter på 6 år prøver ellers at omvende mig:

“Mor, de er faktisk søde! Ulækre, men søde, for de tager fluerne”.

Det gør de dog ikke særlig effektivt, så når jeg alligevel er på fluejagt rundt i boligen, sker det ikke sjældent, at en edderkop ryger med i faldet. Men der er også kryb så små (eller så taktisk placeret), at en fluesmækker ikke hjælper det mindste.

Når man arbejder med børn og har børn er man ekstra udsat. Jeg har f.eks. præsteret at få lus. Som den eneste i husstanden. De kom fra en sød elev, som lagde sit krøllede hår mod mit i en hurtig bevægelse, da hun ikke kunne overskue en test.

De kryb, vi nu er ramt af, er dog endnu bedre gemt, og som om krybene i sig selv ikke er nok, så klæber de til en masse, som, for mig, har været en af de værste ting ved at blive forælder: at blive nødt til at håndtere andre menneskers lort! Bæ, om man vil. Afføring, hvis vi skal sørge for at ingen får det galt i halsen. Altså, ordet…

Ja, jeg er bange for at husstanden har fået børneorm! Jeg siger ikke hvem, da nettet jo som bekendt ikke glemmer, men det er ikke mig. Som udgangspunkt, i hvert fald. Det startede med en seddel i børnecenteret, som jeg havde set før, og hvis indhold jeg derfor parkede et sted bag øret. Derefter kom et vågent barn længe efter sengetid og fortsatte med en læge, der dagen efter gav mig et anal-aftryk-sæt (bindestreger indsat for forståelsen… Trykfordelingen kan jo drille en del når det kommer til afføring!), i stedet for den behandling jeg havde håbet på. Sættet består af et bæger med to små glasplader. Når barnet vågner, putter man to stykker tape på ”området”, og så skulle ormenes æg sætte sig på tapen. Tapen sætter man på pladerne, og så kan klogere mennesker se på ens barns endetarmsaftryk under et mikroskop. Det er smart… Og ret sært, men altså, hvis det er det, der skal til, for at blive de små kryb kvit, så kig da endelig!

Sættet skulle bruges, når førnævnte barn den samme aften ville vågne endnu engang af kløen i bagdelen. Dagen efter skulle jeg så aflevere hele moletjavsen på lægehuset, og svaret ville så komme ret hurtigt derefter. Easy-peasey!

Bortset fra, at barnet ikke vågnede den aften. Heller ikke den efterfølgende. Nu er jeg som sagt ikke super vild med, at bruge alt for meget tid på det der bæ, men min sparsomme titten i toilettet efter toiletbesøg viste ikke noget levende dernede.

Men… Måske var det, som lægen havde sagt, bare en rift i endetarmen? Lidt forstoppelse der drillede? Jeg begyndte, at spørge mig selv, om jeg mon så spøgelser pga. den der seddel i børnehaven, og besluttede ikke at gøre mere ved det. Jeg kunne jo ikke rigtig gøre noget, og som lægen sagde: det er jo en krads behandling som hele husstanden skal have. Den gives ikke for sjov.

Torsdag var vi så på besøg hos min søde veninde, og fredag skrev hun, at nu havde de børneorm i huset. Jeg flippede fuldstændig ud, for det havde vi da helt sikkert givet dem! Jeg befandt mig i Aarhus da hun skrev, og hele vejen hjem til det sønderjyske kildede det steder, man helst ikke vil kildes.

Lørdag morgen gjorde jeg noget, jeg ellers ikke er tilhænger af: jeg løj. Overfor ham, man må ikke må lyve overfor: vagtlægen Him Self. Jeg sagde, at jeg havde set en orm på barnet. Han sagde, at så skulle vi alle i

behandling. Min søde kæreste hentede medicinen og vi indtog det straks. Jeg gik i gang med rengøring, vaskemaskinen og tørretumbleren har kørt i døgndrift og bamserne har sovet i fryseren. Jeg ved godt, at man ikke må lyve for lægen, men jeg tænkte, at en omgang behandling stadig var billigere sluppet for min søde familie, end en freaked out mor/kæreste, der ikke kunne være i sin krop eller sine kram af bare ormefobi. Seriøst, selv mit hår kløede, selvom jeg godt ved, at børneorm ikke kravler derop.

Nu er det én uge siden vi begyndte behandlingen, og jeg synes stadig det “kilder” på måder og steder man ikke får lyst til at grine af, og jeg glæder mig usigeligt meget til næste omgang af behandlingen skal indtages. Screw christmas, jeg vil bare gerne have mit shot ormekur, tak!

I mellemtiden vil jeg prøve at glemme de (skræk)historier, jeg har læst online om familier, som ikke er sluppet af med skadedyrene efter den første behandling, og håbe på, at de enten forsvinder her, eller rent faktisk kun har levet i mit hoved… Lige meget hvad, så var de særdeles nærværende for mig!


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.