Min historie om livet som mor uden mor...

Da jeg var 15 år gammel valgte min mor at hun efter 23 år at det skulle være slut med en alkoholisk og voldelig mand. Hun fik politiet til at hjælpe med at smide ham ud og vi tog til København og boede et par uger. Alt virkede fint da vi kom tilbage og som om at min far havde accepteret det. Hun livede op og virkede til at have fundet en stor livsglæde og energi.

Efter ca. 1,5 måned i "frihed" valgte min far at hun ikke skulle have lov til at være glad mere. Han valgt at tage hendes liv og tage vores mor fra os.

Og nu sidder jeg så her - 16 år senere. Uden en mor og med to små piger. Den ene 1,5 år og den anden knap 4 måneder. Og hold nu k... hvor ville jeg ønske hun havde været her. Jeg har tre ældre søskende, så jeg er sikker på hun ville have været en kæmpe støtte. Især da hun har stået i samme situation, der er 13 måneder mellem mine to ældre brødre.

Det piner mig tit at tænke på de aldrig kommer til at møde hende og omvendt.. det er svært at jeg ikke lige har hende at ringe til når alt føles uoverskueligt og jeg bare trænger til en lang lur. Jeg ved godt jeg sagtens kan ringe til min svigermor og få hende forbi - men det er bare ikke det samme. Især fordi hun er så ulig min mor, lidt mere bims om man vil. (Hun har lige sagt vores lille pige på knap 4 måneder snart begynder at gå) Alle de dumme spørgsmål om søvn, mælk, baby-puha og hvad jeg ellers har tænkt.. dem ville jeg virkelig gerne have stillet til  hende og ikke til google.

Sidste år i marts blev jeg ringet op af min søster og hun fortalte at vores far lå for døden.. jeg skulle tage stilling til om jeg ville se ham og hun skulle det samme. Vi valgte at se ham - for det er nemmere at fortryde at have set ham end den anden vej. Det var en svær oplevelse især da jeg havde min lille pige på 4 måneder med. At han skulle se hende var også ret grænseoverskridende , især når han havde valgt min mor aldrig ville komme til det. Men han så hende og han spurgte endda også om han måtte holde hende. Men lige dét kunne jeg ikke lade ham gøre, det føltes ondt at sige nej. Men der var bare noget i mig der skreg at det ikke skulle ske.. han døde et par uger senere. Pludselig var jeg forældreløs i en alder af 30 år. Det var egenligt en underlig tanke for jeg havde jo ikke haft en far i mange år. Det gav mig også en underlig ro, jeg skulle aldrig mere bekymre mig om at løbe ind i ham.

Men nu slås jeg også med forskellige spørgsmål og tanker. Hvornår skal pigerne have historien om deres mormor og morfar? Hvordan sørger jeg for at de ikke føler en skam over at være i familie med en morder. For det er da noget jeg har kæmpet med og følt mig mindre værd over. 

Til trods for at vi kun havde 15 år sammen - så har hun lært mig at det er muligt at give så meget kærlighed at man har til mange år uden hinanden.. nu er spørgsmålet jo så bare - hvordan gør man det?? For jeg vil gøre ALT for at mine piger vil føles sig ligeså elsket. Hvis jeg nu - mod alt forventning skulle slutte livet før tid

Hvordan sørger jeg så for, at de aldrig vil tvivle på min kærlighed til dem?

Mvh
Mette - den stolte mor til Victoria & Elma