8 gode råd til at klare dine veer

Under fødslen vil du møde en række veer på vejen hen mod at få dit barn i armene. Vi ved ikke præcis hvor mange veer du skal igennem. Nogen føder hurtigt og andre oplever fødslen som lang og sej.

Veer er ikke noget, der bare sker i din krop, uafhængigt at hvad du ellers gør og tænker. Du kan faktisk selv påvirke hvordan din krop arbejder, så veerne bliver mere effektive og mindre smertefulde! Alle kvinder burde have ret til en god fødsel – og derfor giver jeg dig disse 8 råd, der kan være med til at give dig en bedre oplevelse ved din fødsel.
Veer er ikke bare noget der sker, det er et stykke arbejde, som du skal klare.

1:

Hver gang du mærker en ve, så mind dig selv om, at du lige om lidt får en vepause igen. Hold fokus på, at veen snart slutter. Når du mærker veen allerkraftigst er der under 30 sekunder tilbage af den. Du kan bede din fødselspartner om at tælle gennem veen: Først fra 1-30 mens veen stiger i styrke og derefter baglæns i sidste halvdel af veen, mens den klinger af: 29-28-27-26-25 ...
Så har du hele tiden fornemmelsen af hvor lang tid, der er tilbage.

2:

Brug dine pauser mellem veerne til at slappe af. Du har brug for at samle kræfter, og kan du blunde hen eller falde i søvn, så gør det gerne.

 

3:

Sørg for at du og din partner får grundig fødselsforberedelse sammen. I skal kende til alle de forskellige typer af smertelindring der findes, både medicin og ikke-medicin. Jo mere I ved, jo bedre kan I sammen håndtere fødslen.
Tænk over hvilken slags smertelindring du måske har lyst til at få undervejs, men bevar et åbent sind – det kan være, at du reagerer anderledes på veerne end du havde troet og derfor har helt andre behov. Der findes mange fysiske og mentale metoder til at håndtere veer, som ikke indeholder medicin og bivirkninger. Det er de teknikker du skal undervises i til fødselsforberedelse. Undersøg hvilket tilbud dit hospital tilbyder, måske har du brug for at supplere med et tilbud i det private.

 

4:

Tænk på fødslen som et stykke arbejde din krop skal lave. Selvfølgeligt bliver det arbejdsomt og nok også hårdt, MEN – der er en fantastisk belønning for enden af dit slid. Det lille barn, som du har ventet på i 9 måneder, lander i dine arme. Undervejs i fødslen er det en god idé, at holde fokus på netop dette. Du er ikke i gang med at håndtere smerter fra en nyresten eller et brækket ben – du er i gang med fokuseret arbejde hen mod mødet med din søn/datter.

1.jpg

 5:

Forbered dig på hvilken stemning, der hjælper dig med at slappe af. Jo mere du slapper af, jo nemmere kan din krop arbejde og jo mere energi har du til fødslen. Har du lyst til at høre musik? Fx stille jazz eller meditationsmusik? Er der dufte, som hjælper dig med at finde ro – fx røgelse, lavendel-olie eller andet? Er der andet, der kan hjælpe dig til at skabe en rolig og afslappet stemning?

 

6:

Acceptér, at du bliver nød til at slippe kontrollen. Du kan ikke føde med dine tanker, så brug ikke energi på at tænke dig igennem fødslen. Slå hjernen fra, det er kroppen, der skal gøre arbejdet.

 

7:

Koncentrer dig om at trække vejret roligt og spænde af i dine muskler. Det hjælper din krop med at arbejde godt med veerne.

 

8:

Se det ikke som et nederlag, hvis du får brug for medicinsk smertelindring, selvom du havde drømt om at føde uden. Eller hvis fødslen ender med ve-stimulerende medicin, sugekop eller kejsersnit. Det er stadig dig, der har arbejdet hårdt for at føde dit barn.

 

Jeg håber du får en god og velforberedt fødsel
Kærlig hilsen

Stine Roswall
Privat jordemoder
www.PrivatJordemoderKBH.dk