Arp hva’ for noget?

Din dejlige lille guldklump har forladt sin lune hule for et par uger siden og er såååå blød og fin!

Men pludselig ser du noget, der ligner skæl i hovedbunden og måske også lidt i øjenbrynene.

“Har min baby fået skæl?!” tænker du nok og ja… måske en slags!

Rigtig mange spædbørn får nemlig det der kaldes Arp (Seboroisk dermatitis). Det starter ofte et par uger efter fødslen og op til omkring 3 måneders alderen. Har barnet fået Arp, kan det være vedvarende og perioder kræve lidt ekstra pleje.

IMG_9498.jpeg

Hvad er Arp?

Arp er betegnelsen for et rødligt udslæt med tykke gullige skæl - oftest ses det i hovedbunden. Udslættet kan dog i nogle tilfælde brede sig til ansigtet, om bag ørerne, i bleområdet og i bøjefurer.

Skællene er fedtede og kan samle sig, og danne en tyk skorpe ovenpå huden. Selvom det kan se noget voldsomt ud, så er Arp som oftest meget harmløst og barnet føler ikke gener ved det. Modsat børneeksem, hvor barnet kan været generet af kløe. Der er dog en lille risiko for, at Arp udvikler sig til børneeksem og derfor er det godt at holde det til et minimum.

Hvorfor får baby Arp?

Det vides ikke helt med sikkerhed, hvorfor mange spædbørn udvikler Arp. Dog mener man, at talgproduktion, hormonbalance og svampeinfektioner kan spille en rolle i udviklingen af Arp.

IMG_9209.jpeg

Hvordan behandles Arp?

Arp kan behandles på flere forskellige måder og her får du min Top 3 over måder, du kan takle din babys Arp:

  1. Er udbruddet ikke voldsomt, så er det min erfaring, at man kan holde det nede, ved at behandle det under badet. Her gøres babys hovedbunden godt våd, og vandet skal have lov til at være der i nogle minutter (Vask evt. kroppen og sørg for at holde baby varm under ventetiden).
    Tag herefter en tættekam (sådan én man også bruger i kampen mod lus) og red hår og hovedbund godt igennem. Huden kan godt blive lidt rød af at blive redt, men det er absolut ikke farligt for baby. Hvis du synes, at skællene ikke rigtig vil slippe, så prøv mulighed nr. 2.

  2. Hvis Arp udbruddet er mere tykt og ikke er til at rede ud under badet, så kan du smøre området med neutral babyolie om aftenen og lade baby sove med det. Om morgenen redes hår og hovedbund godt igennem med tættekammen, og hvis håret virker meget fedtet, kan man efterfølgende vaske det med mild baby-shampoo.

  3. Vil Arpen ikke slippe sit tag, eller har du måske mistanke til, at der er andet der lurer end blot Arp (svampeinfektion eller bakteriel infektion), så skal du et smut forbi lægen. Lægen kan vurdere, om det er en svampeinfektion, som kan behandles med et svampedræbende middel eller en bakteriel infektion, som i en kort periode kan behandles med en creme med et mildt binyrebarkhormon i.

TIP!

Efter en god kamp mod Arp kan tættekammen godt være fuld af det fedtede skæl, som sætter sig i håret, når man igen bruger kammen. Det er super ærgeligt, når nu man lige har brugt tid på at få det UD af håret!

Selv har jeg brugt langt tid på ,at forsøge at vaske det af efterfølgende, men det fedtede stads er altså ikke så nemt at få vasket af.  

En dag fandt jeg dog en (genial) måde at rense tættekammen på, som sparer dig for en masse tid!

Brug tandtråd - gerne de der sticks, til at rense mellem tænderne i tættekammen. Ja, det er nok et lidt besynderlig tip, men det er effektivt, og så er den altid kampklar - hvad enten du skal i krig mod Arp eller lus!