Børneorm

”Adrh!” Det er det de fleste tænker, når de hører ordet børneorm. Men hvad er det egentlig for en lille fætter og hvordan forebygger og behandler man dem bedst?

Hvad er børneorm?

Børneorm er en meget smitsom ormeinfektion og den mest typiske her i Danmark. Børneorm kan ramme både børn og voksne, og ses typisk i alderen 5-10 år.

Smitten sker direkte fra endetarm til mund. Når æggene har fundet sig vej fra munden og ned i tarmsystemet, så udklækkes larverne i tyndtarmen og i løbet af en måneds tid er larverne blevet til fuldvoksne orme, som lever i tyktarmen. Om aftenen og natten vandrer hunnen ud gennem endetarmsåbningen og lægger titusindvis af æg og hunnen dør efter omkring 3 måneder.

Er børneorm farlige?

Børneorm er ikke farlige, men de kan være utrolig generende for dem der er smittet, fordi det kløer voldsomt omkring endetarmsåbningen og kan give søvnbesvær.

Hvordan ved jeg, om mit barn har fået børneorm?

Børneorm er små hvide orme på omkring 1 cm og kan sammenlignes med sytråde. De kan findes i endetarmsåbningen og i afføringen.

Ofte opdager forældrene børneormene, når børnene klager over kløe omkring endetarmsåbningen – og kløen er allerværst om aftenen, når de ligger og putter under dynen.

Kløen skyldes hunormens livlige bevægelser i endetarmsåbningen, idet hun lægger sine æg og som skrevet tidligere, så foretrækker hun at lægge sine æg om aftenen/natten.

Undersøgelse for børneorm

Hvis dit barn klager over kløe ved endetarmen (særligt efter de er blevet puttet), så kan I hos lægen få undersøgt for børneorm. Det gør lægen ved at tage et lille stykke tape og trykke mod endetarmsåbningen og herefter undersøge det under mikroskop. Der vil nemlig sidde små æg på tapet, hvis der er tilfælde af børneorm.

Som skrevet tidligere, så opdager mange forældre også børneormene ved, at de ser de små hvide orm enten ved endetarmsåbningen eller i afføringen. Er dette tilfældet, så er en samtale med lægen ofte nok til at stille diagnosen, og lægen kan udskrive medicin uden nærmere undersøgelser.

Hvordan behandler man børneorm?

Hvis der er konstateret børneorm i hjemmet, så skal ALLE i familien igennem en behandling – også dem der ikke har symptomer.

Behandlingen kan gives enten som tabletter eller flydende mikstur. Alt afhængig efter hvilket præparat der vælges, så skal hvert familiemedlem tage 1 tablet/1 dosis mikstur 1 gang, og kuren gentages efter 14 dage – enten 1 eller 2 gange. Spørg din læge eller på apoteket om behandlingsmetode, hvis du er i tvivl.

Hvis der sker tilbagefald, så kan lægen ordinere 6 behandlinger med 1 uges mellemrum.  


Hvordan undgår man, at de små orm kommer igen?

Børneorm kan være meget svære at slippe af med, særligt fordi æggene kan overleve flere uger uden ”menneskelig kontakt”.

Æggene kan sidde på tøjet, sengetøj, håndklæder, under neglene, på mad og værst af alt, så kan de ligge i støvet på værelserne, hvor vi kan indånde dem og igen blive smittet!


Her får du de allervigtigste råd til, hvordan du kan forebygge børneorm i hjemmet:

  1. Vask ALTID hænder grundigt før tilberedning og indtagelse af et måltid – især inden morgenmåltidet!

  2. Vask kroppen hver dag, især omkring endetarmsåbningen – gerne om morgenen, hvor flest æg ligger omkring endetarmsåbningen.

  3. Vask altid sengetøj og undertøj ved minimum 60 grader (orm og æg er følsomme overfor varme).

  4. Hold neglene korte.

  5. Rengør jævnligt værelserne og tør sengerammen og andre overflader fri for støv.

  6. Damp bamser mv. som ikke tåler maskinvask.

  7. Bliver I smittet, så husk at hele familien skal tage medicinen som beskrevet. Sæt gerne en påmindelse i kalenderen, så I huske at gentage behandlingen efter 14 dage (1 eller 2 gange).

  8. Sørg for at vasketøjet behandles sådan, at det ikke kan sprede æg ud i hele huset (lad ikke vasketøjet ligge længe – smid det i stedet direkte i vaskemaskinen og husk at vaske hænder bagefter).

  9. Brug bomuldshandsker om natten hvis kløen er meget generende. Handskerne holder neglene fri for æg (børn kan klø sig om natten uden at vågne op af det)


Lidt ekstra fakta om udryddelsen af børneorm:

Der er lavet forsøg der bl.a. viser, at æggene kan overleve -8 grader i 18 timer. Derfor råder man ikke til at smide ting i fryseren, men hellere dampe eller kogevaske i stedet. Æggene er nemlig meget mere følsomme overfor varme end kulde!

HUSK!

Det vigtigste for at forebygge børneorm er en god personlig hygiejne. Lær børnene hvordan de vasker der hænder grundigt med sæbe og gerne en neglebørste, og er de store nok (4-5 år +), så forklar dem hvordan de selv kan være med til at forebygge smitte (grundig håndvask, bad, rent tøj, rengøring af værelset mv.).

I skal desuden varsle institution/skole, hvis I har fået børneorm, så smitten kan minimeres!