En underretning til kommunen; og hvad så nu?  

For et par uger siden var har jeg til et enormt behageligt møde, med en virkelig ubehagelig baggrund, hos en socialrådgiver ved Aalborg kommune. En kvinde, som har set sig sur på mig, havde lavet en underretning, hvori hun anklagede os for, at vores søn led under psykisk omsorgssvigt og en masse andre påstande. Det var selvfølgelig ingen sag at modbevise påstandene, så selvom sagen har spildt både systemets og vores tid, så er tiden da heldigvis det eneste som er gået tabt.  

Jeg har selv siddet som socialrådgiver i modtagelsen, og noget af det som overraskede mig, var faktisk omfanget af underretninger der blev lavet som hævn eller i vrede. Det skal bestemt ikke misforstås. Jeg er stolt over, at vi i Danmark har et system som kan opfange og tage sig af de børn og familier som har brug for hjælp og det er et system som vi skal værne om; men det kommer bag på mig, når der findes mennesker som vil udnytte det system til at fremme deres egen dagsorden. Det er strafbart at lave en underretning med usande bekymringer, og det er omfattet af straffelovens §§ 161-164. Specifikt her 163. Det er netop strafbart for at dæmme op for alle de bevidste mudderkastningsunderretninger. Det, der er kernen er, at en underretning starter et retligt forhold (sagsbehandling ved de sociale myndigheder) og derfor er det strafbart bevidst at afgive forkerte oplysninger. Denne oplysning fremgår på nogle kommuners hjemmesider, men desværre ikke alle. 

Jeg skrev om vores oplevelse på instagram, og jeg blev herefter gjort opmærksom på, hvor mange omkring os, som oplever at naboer, bekendte, og sågar familiemedlemmer laver underretninger med falske anklager. Vores familie er ressourcestærke, og jeg kender systemet qua min uddannelse og min erfaring. Men jeg har også mødt familier som næsten har knækket nakken og været tæt på depressioner over den slags falske anklager. Derfor tænker jeg, at det vil være godt for os alle, hvis vi tør bryde tabuet.  

Når det så er sagt, så er det jo også vigtigt at understrege, at naboen eller familiemedlemmet kan have haft de bedste intentioner, og har været oprigtigt bekymret for hvorvidt i som familie kunne have brug for noget støtte og hjælp udefra. Ligesom der også er masser af familier, for hvem kontakten med systemet bliver adgangen til nødvendig hjælp og støtte. 

Men mange familier tænker som det første, at når kommunen har fået en underretning, så er der risiko for at barnet straks bliver fjernet fra hjemmet; men sådan forholder det sig heldigvis ikke. En underretning er først og fremmest et værktøj som kan bruges til at gøre opmærksom på, at man er bekymret for en gravid kvinde eller en familie med børn under 18 år. Når kommunen har modtaget en underretning, så har de altså pligt til at undersøge hvorvidt der er behov for hjælp, og hvilken form for hjælp det kunne være.

Underretningen kan handle om både mindre, større eller akutte problematikker vedrørende et barns udvikling og trivsel. Underretningen vil ofte komme fra skolen, daginstitutionen, sundhedsplejersken eller lignende offentlige organisationer og ansatte, som oplever bekymring omkring et barns trivsel. Fagpersoner har skærpet underretningspligt, det vil sige en særlig forpligtelse til at underrette kommunen, Men en underretning kan også komme fra andre personer, som har kendskab til bekymrende omstændigheder hos en familie. Det kan være naboer, veninder, familie eller andre.

Når kommunen har modtaget en underretning, så vil der ikke blive truffet afgørelse (med mindre helt særlige omstændigheder gør sig gældende) om barnets trivsel før der har været dialog og partshøring af familien. Kommunen er forpligtet via lovgivningen til at undersøge hvad jeres familie eventuelt har brug for, og hvordan man kan iværksætte den rette hjælp. Uanset hvad baggrunden for underretningen er, så det kommunens mål at løse eventuelle problemer i samarbejde med familien, og sørge for den bedst mulige støtte. Støtten kan være meget forskellig alt efter jeres behov, og nogle gange er støtten rettet mod hele familien og andre gange er den kun rettet mod barnet. Kommunen kan også vælge at lukke sagen uden yderligere tiltag.

 

Uanset om du kan genkende dig selv i indholdet af en underretning eller ej, så kan det give anledning til en masse uro i kroppen, bekymringer om hvad der skal ske, og uvisheder om hvad i kan og bør gøre. Mine råd i sådan en situation er:

●     Kommunen er forpligtet til at indkalde jer til et møde - en såkaldt parthøring - så mødeindkaldelsen betyder ikke, at der er noget unormalt eller ekstraordinært bekymrende. Træk derfor vejret dybt, så du kan lytte til hvad sagsbehandleren fortæller i telefonen.

●     Bed om at få underretningen tilsendt i din eboks sammen med mødeindkaldelsen. Det er ikke en selvfølge, at I får underretningen inden mødet, men det kan være rart at have mulighed for at læse underretningen i ro og mag, og dermed forberede jer til mødet.

●     Skriv din egen partshøring ned inden mødet - i partshøringen skal du forholde dig til de bekymringer som er udtrykt i underretningen. Det er rart at have skrevet det hele ned inden mødet, både for at gennemgå tingene fra din egen side, men også fordi du så kan aflevere partshøringen til sagsbehandleren som kan vedlægge den i sagsmappen.

●     Hvis du har mod på det, så snak med folk omkring jer, som kender jeres familie, fortæl dem om underretningen så de kan komme med deres syn på sagen.

●     Tal om det med dine nærmeste, så de kan vise deres opbakning og omsorg, og så du kan få lov til at høre om alle de ting som går godt for jeres familie.

●     Vær forberedt til mødet, og kontakt sagsbehandleren inden mødet, hvis der er noget du er i tvivl om.

●     Kommunen ønsker at samarbejde med dig, så I i fællesskab kan finde frem til, hvad du og din familie har brug for.

●     Dit barn bliver ikke anbragt, tvangsfjernet eller kommer i plejefamilie førend i har været i et meget længere forløb med kommunen, så gem den del af bekymringerne helt væk.