Lus, pil af!

Årh ja… nu er det atter højsæson for de små kriblende kæledyr, som ungerne slæber med sig hjem fra institution og skole. 

Har I ikke lyst til at anskaffe et terrarium derhjemme og opdrætte de små lus, men gerne vil forebygge eller komme dem til livs, så læs med her!

Jeg har lavet en liste over de mest populære ”gamle, gode råd” der stadig findes i dag i kampen mod lus, og forklaret hvorfor de bør proppes ned i glemmeskuffen!

Når de ”gamle, gode råd” er gemt godt væk, så kommer jeg i stedet med nogle super gode fifs til, hvordan du kan holde de små kræ på afstand, og hvordan du effektivt kan behandle, hvis de allerede er kommet indenfor døren.

Først får du lige lidt info om de små kræ, for det er vigtigt at kende lusenes svagheder, så du hurtigst muligt kan vinde kampen over dem!

 

Hvad er lus?

I denne artikel er fokus på hovedlus, men der findes også kropslus og fladlus.

Hovedlus (fremadrettet skriver jeg blot lus) er faktisk et vingeløst insekt. Lus er små snyltere, som lever af at suge blod fra menneskehovedbunde. De bliver omkring 2-4 mm og deres farve kan variere fra lys til mørkere, alt efter om de har spist. De har en aflang krop, 6 ben og 2 følehorn. Hanlusen er mindre end hunlusen og hunlusen lægger æg.  

Luseæg ligner små bitte sesamfrø og er omkring 1 mm lange. Æggene bliver placeret med en slags superlim på hvert sit hårstrå og kan ligne skæl. Du kan se forskel på skæl og luseæg ved, at luseæg er meget sværere at få af håret og drysser ikke nemt af, som skæl. Desuden lægges æggene ikke meget længere end 1 cm fra hovedbunden. Finder du æg der sidder længere væk fra hovedbunden, kan det være fordi, at ægget er udklækket (det vokser nemlig med hårstrået) eller ægget er dødt.

Hovedlus findes kun på menneskehår og lægger også kun æg i menneskehår. De lever altså ikke på hunde, katte og andre pelsdyr.

Du finder flest lus og æg nær hovedbunden, da de holder af fugtigheden og en temperatur på omkring 30 grader.

 

Lusens livscyklus er inddelt i 3; Æg, Nymfe og Voksen lus.

Når hunlusen har lagt et æg, tager det 7-11 dage før det klækker og en nymfe kommer ud. Nymferne suger blod lige så snart de er kommet ud af ægget. Det tager kun 6 dage for en nymfe at blive til en voksen lus og her er de nye hunlus klar til parring når de er 9-12 dage gammel. Hunlusen lægger i gennemsnit ca. 5-8 æg om dagen og kan nå at lægge mellem 95 og 184 æg i sin levetid. En lus’ levetid er ca. 3 uger.

 

De ”gamle, gode råd”

Der findes stadig rigtig mange ”gamle, gode råd” omkring det at få bugt med lus, men der er også flere af dem, som har vist sig, ikke at være særlig effektive eller overhovedet at have indflydelse på lusens ankomst og exit. 

Jeg har samlet nogle af de mest populære ”gamle, gode råd” og en forklaring på, hvorfor de ikke er særlige effektive eller helt forkerte i kampen mod lus.

”Lus sætter sig ikke i rent hår. Vask derfor håret hyppigt.”

Dette udsagn har ingen hold i sig. Lusene er fuldstændig ligeglade med, om barnets hår er nyvasket eller ej. Vask barnets hår som du plejer og ikke hyppigere. Meget hyppig hårvask kan udtørre hovedbunden og kan give klør og ubehag. Dermed kan det måske være svært at skelne mellem kløe pga. lus og pga. tør hovedbund. 

”Smid alle bamser, sengetøj, hårbørste og andre ting, som har været i kontakt med hovedbunden i fryseren.”

Jeg kan som barn huske hvor ked af det jeg blev, hvis én af mine søskende fik lus, fordi det betød, at mine forældre tog min yndlingsbamse og smed den i fryseren, så eventuelle lus derpå ville dø. Åh! Stakkels lille bamse Johanne der lå dér i fryseren og frøs hele natten! Det er faktisk ikke nødvendigt at smide bamser og sengetøj i fryseren. Det er kun nødvendigt at holde tingene fra mennesker i 24-48 timer (luft det f.eks. udenfor eller læg det, så børnene ikke kan få fat i det).

Info: Lus kan højst overleve op til 2 døgn uden en hovedbund og dør oftest længe inden. Nyklækkede nymfer kan kun overleve ganske få timer uden blod.

”Hvis du gentagende gange oplever lus, så brug loppeshampoo til dyr.”

Nej nej nej! Det er ikke en loppe du skal udrydde og midlet er ikke lavet til at dræbe lus og effekten kan ikke garanteres. DESUDEN kan der være kemi i produktet, som ikke bør komme i kontakt med dit barns hud. Lad loppekuren ligge til Fido, og smut på apoteket efter en tættekam og et godkendt lusemiddel.

”Brug koncentreret Teatree olie i håret for at forebygge lus.”

Det er ganske rigtigt, at Teatree olie menes at være forebyggende mod lus, MEN MEN MEN! Teatree olie er en essentiel olie, som kan være yderst allergifremkaldende i sin rene form. Hvis du gerne vil forsøge dig med Teatree olie, så køb produkter der er doseret korrekt (børneshampoo med Teatree olie i) for dermed at mindske risikoen for allergiudvikling.  

”Kom ikke for tæt på – så flyver/hopper lusene bare over på dig.”

Som beskrevet tidligere, så er lus vingeløse og kan hverken flyve eller hoppe fra hovedbund til hovedbund. Når dit barn kommer hjem med lus, så er det oftest fordi børn leger rigtig tæt (tumler mv.). Tæt kontakt mellem hoveder anses for at være hovedårsagen til smitte. Desuden forlader lus ikke frivilligt et hoved, med mindre der er et andet i nærheden. De bliver nemlig meget hurtig udtørret eller sultne. Ser du levende lus på tøjet (f.eks. skulderen) er det oftest syge eller gamle lus, der er faldet ud af håret.

”Hvis man har fundet lus på sit barn, så skal der hovedrengøres og desinficeres!”

Ro på. Som tidligere beskrevet, så er lus rigtig dårlige til at overleve uden en hovedbund og æggene kan ikke udklækkes ved temperaturer under 22 grader. Risikoen for, at sengetøj, børster, kamme, huer eller anden hovedbeklædning, der bruges af flere personer inden for et kort tidsrum, kan være smittekilder, er meget lille.

”Hvis dit barn har fået lus, så skal hele familien behandles med lusemiddel.”

Det er kun nødvendigt at behandle med lusemiddel på dem, der er fundet lus på. Sørg derfor at undersøge hele familien med tættekam, så du sikrer dig, at dem der behandles, har lus. 

Når nu jeg har argumenteret mod de ”gamle, gode råd”, så kommer her nogle opdaterede, gennemtestede metoder til både at forebygge og behandle lus.

 

Forebyggelse af lus – er det overhovedet muligt?

Du kan forebygge lus ved at bruge en tættekam minimum 1 gang om ugen – særligt i august, september, oktober og november måned, hvor forekomsten af lus er størst. Selvfølgelig kan du være uheldig at dit barn får lus alligevel, men risikoen for lus er betydeligt mindsket, hvis I kæmmer jævnligt. 

Bliver lusene ved og ved med at komme med dit barn hjem, så kan man klippe håret mindre end 5 mm langt, for det gider lusene ikke leve i. Det er nok mest et råd til drengebørnsfamilier, men jeg synes det skulle med under forebyggelse, da det jo i realiteten kan anvendes af alle.

Der findes i dag også nogle forebyggelsesprodukter, som du kan købe på apoteket, og vælger du denne mulighed, så husk at følge brugsanvisningen, så du får mest muligt ud af produktet og mindst risiko for allergi. Har du spørgsmål ang. forebyggelsesprodukter, så spørg dit lokale apotek.

 

Hvordan bliver man lusefri?

Da æggene sidder super godt fast på hårstråene, kan det være meget svært at komme lusene til livs ved kun at kæmme og uden en behandling med et lusemiddel. Du bør dog altid kæmme håret før brug af lusemiddel, så du både sikrer dig, at der er lus tilstede inden behandling og får flest mulige lus væk, så overlevelsesraten minimeres.

 

Hvordan kæmmer man bedst håret?

Først og fremmest vil jeg anbefale, at du anskaffer dig en hvid tættekam. Du ser bedst lusene på en lys baggrund!
Når du skal kæmme dit barns hår, er den bedste fremgangsmåde at fugte håret og komme balsam i, før du kæmmer. Det siges, at balsam får lusene til at sidde stille – og det kan vi jo godt lide, når vi er gået på lusejagt. Desuden kan det gøre processen lidt nemmere på de lange hårlokker.

Kæm håret i baner og tør tættekammen fri for balsam/lus/æg mellem hver bane. Undersøg nøje det der kommer af tættekammen, så du kan se om der er lus eller ej. Lus holder særligt af at være bag ørerne og i nederste del af nakkehårene, så vær særligt opmærksom på at være ekstra grundig her.

 

Behandling med lusemidler


Der findes lusemidler som indeholder et stof, som virker som gift på lusene, hvorved de dør, og der findes lusemidler, som indeholder olie (silikoneolie, mineralske -eller planteolier eller fedtsyrer), som ”kvæler” lusene. Uanset hvilket middel du vælger at bruge, så HUSK at følge brugsanvisningen, så du kan være sikker på en effektiv behandling og mindst mulig risiko for allergi. Er du i tvivl om hvilket middel du skal vælge, så spørg på dit apotek, da de kan guide dig gennem produkterne.

Du bør kæmme barnet/børnene dagen efter brug af lusemiddel for at sikre dig, at der ikke er flere levende lus. Finder du ingen levende lus, er behandlingen lykkedes. Finder du til gengæld stadig levende lus, kan det være fordi der enten er; Anvendt for lidt lusemiddel, behandlingstiden har været for kort, der er anvendt for meget vand i håret eller helt nylagte æg har overlevet behandlingen og hvis de udklækker, vil der igen være lus. Det kan være en rigtig god idé at kæmme håret hver 2. dag i 14 dage efter behandling med lusemiddel, så man kan fange eventuelle nye lus! 

OBS!

Der kan opstå en allergisk reaktion ved brug af lusemidler. Mange af producenterne skriver i deres brugsanvisning, at man bør teste produktet på et lille stykke hud før brug, og jeg vil anbefale, at lade det sidde i f.eks. 10 minutter (samme tid som produktet skal sidde i håret), hvis der ikke er angivet et tidsrum. Skyl efterfølgende grundigt huden fri for lusemiddel.

Test gerne produktet på huden bag øret, da huden dér er ligeså sart som resten af hovedbunden. Hvis du tester på f.eks. armen kan det ske, at der ikke sker en reaktion her, fordi huden er mere modstandsdygtig. Ses der rødme, irritation, varme eller anden reaktion på teststedet, skal lusemidlet under ingen omstændigheder anvendes!  

Desuden anbefaler jeg, at du så vidt muligt, kun vasker håret fri for lusemiddel under en bruser eller håndvask. Altså, at hovedet holdes ind over en håndvask eller lignende og vaskes. Skyl grundigt lusemidlet ud af håret. Dette råd giver jeg til jer, fordi jeg har set reaktioner som kraftig rødme ned ad nakke og skuldre efter et brusebad, hvor produktet skulle skylles ud af håret. Rødmen blev senere hen til afskalning af hudens øverste lag. Av av!

Disse OBS’er er på ingen måde tiltænkt at skræmme dig fra at bruge lusemidler, men blot information, som er gode at have i baghovedet, når du skal anvende et lusemiddel!

 

Råd til de meget uheldige

Har I rigtig svært ved at komme lusene til livs og oplever I gentagne gange, at jeres barn får lus, så kan hovedbunden klø og blive rigtig irriteret i sådan en grad, at der opstår sår. Hovedbunden klør, fordi lusene spytter et stof ind i såret for at forhindre at det størkner. Hvis der opstår sår og tegn på infektion, så bør lægen kontaktes for eventuel behandling heraf.

HUSK NU!

Det er ikke flovt, at dit barn har fået lus, det er flovt ikke at gøre noget ved det!

Underret institution/skole, hvis du finder lus på dit barn, og start behandling hurtigst muligt.

Hvis du finder lus på dit barn, bør hele familien undersøges med tættekam. Kæledyret Fido kan du dog undlade at undersøge.