Mangler du og dit barn søvn? - Putteritualer gør en forskel

Aftenrutiner, ritualer, putteritualer, vaner der er mange ord for det samme. I min vejledning til familier har jeg valgt at kalde det putteritualer fordi putteritualer både er vigtige til dagslurerne, når barnet skal puttes til natten samt når barnet skal puttes efter en opvågning om natten/dagen.

Putteritualer er et område jeg altid bruger lang tid på i min vejledning til familier samt oplæg. Det er faktisk altid et område som alle familier med undtagelse af et par stykker ændrer lidt på efter en konsultation med mig. Hvis dit barn har problemer med at falde i søvn eller vågner ofte om natten er dette et område hvor det næsten altid vil hjælpe at stramme lidt op på. Dette indlæg handler netop om putteritualer, så læs endelig videre og find inspiration til hvordan dit barn skal puttes så han/hun kan sove godt og hvis du og dit barn har brug for mere søvn. 

Det er forskelligt fra familie til familie hvordan vi putter vores børn.

Børn er også forskellige og har forskellige behov alt efter alder og temperament. Nogle børn falder bedst i søvn i deres barnevogn, andre i deres seng og nogle bedst ved siden af deres mor og/eller far i dobbeltsengen.

Fra barnet er nogle måneder gammel kan det være hensigtsmæssigt at etablere nogle rutiner eller ritualer både til dagslurerne samt når barnet puttes til natten. Vi ved fra forskning at hvis barnet fra starten forbinder det med at falde i søvn med noget rart så vil det mere naturligt og positivt se frem til at skulle sove.

fødselsberetning (2).jpg


Dit barn elsker faste rammer og rutiner.

Når du gør noget bestemt og det samme hver gang barnet skal puttes skaber den forudsigelighed for barnet. Når jeres barn ved hvad der skal ske, føler barnet sig i trygge hænder, og behøver ikke at orientere sig mod det næste der skal ske.  Genkendeligheden hjælper rent faktisk barnet til at regulere sine følelser og behov og I er de bedste til at skabe de faste rammer og rutiner som passer ind i jeres familie.

At lave et putteritual både når barnet puttes til lur om dagen og når barnet puttes til natten, er derfor vigtigt. Putteritualer er gode når de virker, derfor er det selvfølgelig vigtigt at finde de putteritualer der virker for jer og jeres barn og ikke bruge alle ritualerne på en gang. Fra det første ritual starter, eksempelvis nattøjet gives på, til barnet puttes kan putteritualet varer ca. 5-30 min afhængigt af barnets alder, udviklingstrin og behov. Når I forbereder jer på jeres putteritualer så vær bevidste om at det er noget som i synes er hyggeligt og noget som begge forældre kan udføre. Udfør så vidt muligt gerne putteritualerne i det rum hvor barnet skal sove.

Nedenfor vil jeg præsentere nogle eksempler på gode elementer i putteritualet og forklare hvorfor netop disse elementer er brugbare:

 

·       Sovebamse, puttebamse, putteklude.

Et rigtig godt element i putteritualet kan være at introducere den samme bamse eller sutteklud for jeres barn. Dette kan I allerede fra ca. 2-3 månedsalderen introducere med succes. Hvis barnet er ældre, kan I selvfølgelig også introducere den. Måske er barnet så gammelt at det selv kan vælge en af sine bamser hvis I snakker med barnet om det. Prøv det - også selvom barnet er 1, 2 eller 3 år.
Bamsen eller kluden fungerer som et overgangsobjekt som kan være en betingelse for at tolerere forældrenes adfærd/adskillelse fra barnet. Den er med til at skabe tryghed og trøst for barnet. I takt med at barnet bliver ældre og eventuelt skal passes vil de fleste børn nyde at have en bamse eller klud som erstatning for mor eller far.
Gå gerne med bamsen/kluden under jeres tøj et par timer så den har samme lugt som mor eller far.

Det er selvfølgelig altid en god idé at have et par stykker hvis i nu skulle miste en ;)

·       Sut.

Barnet har en medfødt sutterefleks. Når barnet sutter på noget, beroliges det.

·       Svøb og vug det lille spædbarn (0-4 måneder).

Dette kan være en god måde at putte sit barn på. Både til lur om dagen og om natten. At vugge og svøbe dit barn skaber tryghed og er beroligende for det lille spædbarn fordi de rytmiske bevægelser barnet oplever når det vugges minder om bevægelserne inde i livmoderen ligesom det at blive svøbt minder om den trange plads i livmoderen. At svøbe barnet samler barnet og kan være med til at gøre nogle af de ufrivillige bevægelser barnet har mindre forstyrrende for barnets søvn. Vær altid opmærksom på at barnet ikke bliver for varmt. Blid vuggen kan også bruges til barnet over 4 måneder.

 

·       Bad.

Noget af det første i et putteritual kan være at give barnet et bad. Varme bade virker afslappende og søvndyssende, da det sætter kroppen i gang med at udskille melatonin. Melatonin er et hormon som hjælper kroppen til at falde i søvn.

 

·       Berøring ved øjnene. 

Når barnet er faldet til ro og er klar til at sove, er et hyggeligt og brugbart putteritual at stryge dit barn over øjnene. Berøring ved panden, næsen og øjnene er punkter som beroliger dit barn.

 

·       Syng en sang.

At synge samme godnatsang(e) skaber genkendelighed for barnet og er også med til at skabe forudsigelighed da barnet forstår at ved netop denne/disse sang(e) skal barnet sove. Det giver en følelse af ro og tryghed i barnet. Far og mor kan selvfølgelig godt synge nogle forskellige. Hvis den samme sang synges 50 gange, kan det være at man skal overveje at skrue frekvensen af omgange ned til et par gange i stedet. Efter nogle dage vil barnet acceptere at det også er okay. 

 

·       Godnathistorie.

Når jeres barn er omkring 1- 1,5 år er det at læse en lille godnathistorie med til at få barnet til at drosle ned og give ro motorisk i kroppen. Samtidig giver det en hyggelig stund med jeres barn hvor det får positiv opmærksomhed og det kan også give mulighed for at snakke om dagens hændelser. Omkring 1,5 - 3-årsalderen kan barnet opleve tankemylder når det skal puttes. (Det kan børn > 3 år selvfølgelig også). Det vil hjælpe barnet at snakke dagen igennem mens det ligger i sengen eller i forbindelse med I kigger i en bog for at lukke ned for dagens begivenheder.

·       Massage.

fødselsberetning (3).jpg

Massage og berøring er med til at dække et barns behov for nærhed og tryghed. Barnet vil føle sig set og vil også opleve større fornemmelse for egen krop. Det kan være efter bad, men det kan også være i forbindelse med i giver barnet nattøj på eller når barnet ligger i sin seng. At trykke alle steder på kroppen, fra hoved, pande, næse, skuldre, fingerspidser, mave, hofter til tåspidser kan hjælpe evt barnet til at falde til ro. 

Det var lidt eksempler på gode og rolige putteritualer som hjælper mange børn til at finde roen til at skulle til at sove. Men inden I har lagt jeres putteritual fast, så er noget af det som er aller aller aller vigtigst når jeres barn skal puttes til natten, til lur eller vågner om natten; at kommunikere med jeres barn. Forældres nonverbale (kropsproget) og verbale (det vi siger) kommunikation er væsentlig at være sig bevidst omkring.

Nogle gange kan man som forældre komme til at være lidt stille og udstråle at nu må det godt gå lidt hurtigt det her putteri. Måske fordi man selv er træt, irriteret eller måske nærmest sovende og derfor siger man som forældre ikke så meget hvis barnet vågner om natten eller ikke vil falde i søvn i barnevognen eller sengen andet end ”shcyyyyy” eller ”så, så, såå”. Måske kan du nikke genkendende til det?

Dette kan du læse mere om i morgen aften.

Hvordan ser jeres putteritual mon ud? Jeg håber at I får lavet en masse gode putteritualer efter at have læst mit indlæg. Jeg hører meget gerne om alle jeres putteritualer. Skriv gerne til mig på sditlevjakobsen@gmail.com eller via min instagramprofil eller facebookside