Teenager, Værdier, Ansvar og Relation.

Når de små bliver store og alligevel ikke helt store, så er det igen en ny periode. En periode der indimellem kan trække tænder ud og sætte familielivet på en hård prøve.

Nogle familier har ikke tidligere oplevet konflikter på så ”hårdt” og ”voldsomt” et niveau. Det kan være svært at finde en rar stemning og den varme kontakt der tidligere var naturlig forsvinder, bliver anstrengende og svær at mærke.

Hvordan bevarer vi vores relation:

  • Når vi ikke kan genkende vores børn og de værdier, vi har givet dem.

  • Når vi ikke kan forstå de valg de tager.

  • Når de ikke tager ansvar som de burde.

Når børn starter på processen til at blive voksne skal de til at finde ud af hvilke af de værdier deres forældre har præsenteret for dem de ønsker at tage til sig som deres egne.

For at de kan det må de både ud og prøve det modsatte og alle mulige afskygninger af den indlærte værdi. Det gør det svært at se vores børn gøre det modsatte af hvad vi har lært dem især når det kan være grundstammen i vores værdisæt. Områder hvor det kunne testes kunne være rygning, skolearbejde, hygiejne, tøjstil, administration af penge, sengetider, mobilvaner, venskaber og sprog.

Hvis man som familie f.eks. har en holdning til at skolearbejde det SKAL laves og det er højt prioriteret.

Forældrene kan måske slippe barnet og det vil selv kunne administrere sine lektier og ugeplaner, men pludselig en dag vil barnet ikke i skole og ikke lave lektier.

Vi holder fast i vores værdi: at man er ansvarsfuld, og gør det der forventes.
Nu opstår en konflikt.

I en periode kan vi med hårdere og hårdere metoder, trusler, sanktioner få gennemtrumfet vores holdning, men en dag lukker teenageren i. Ingen øjenkontakt, ingen smil, ingen ”hej”, teenagerens opførelse kan virke flabet og provokerende, afstanden imellem forældre og teenager øges og det bekymre forældrene.

Teenageren kan nu også begynde at lyve ”ja ja jeg har lavet det”, ”nej vi skal ikke drikke”, ”nej der kommer ikke andre” men pludselig går det op for forældrene at der har været pjæk, ballade og andre af familiens værdier kan være blevet sat på en prøve.

Det er nu at forældrene skal se denne adfærd som en invitation. En invitation til en ny tid, en ny periode, et nyt syn på sit barn og den er både svær, angstfuld og bekymrende.

Invitationen lyder:

Jeg ønsker ansvar.

Jeg ønsker ikke din hjælp, så meget længere.

Jeg vil gerne bede om din hjælp når jeg kan mærke at jeg har brug for den.

Jeg håber du vil lade mig prøve at tage ansvar selv, måske gør jeg det ikke så godt som dig i starten men jeg øver mig. Måske vil jeg ikke tage ansvaret som du har taget, men jeg håber du vil lade mig øve mig, til at finde ud af hvem JEG er. Nogle gange så glemmer jeg alting, men jeg har også mange fornemmelser, følelser og mit livssyn det ændre sig hele tiden. Det er faktisk ret hårdt at være mig og jeg kan næsten ikke finde ud af hvem jeg er.

Bær over med mig.

Jeg vælger ikke dig fra jeg vælger bare mig selv til. - rigtig meget ind i mellem, måske for meget men jeg kan ikke andet. Hvis du er nysgerrig på mine valg og tror på at du har givet mig det med jeg har brug for, så skal jeg nok komme til dig når jeg ikke ved hvordan jeg skal håndtere en sag.

Jeg kommer til at kvaje mig, jeg øver mig.

Jeg kommer til at skuffe dig, men håber at du stadig har tillid til at jeg lærer i processen.

Jeg ved det er svært, det er det for os begge.

Hvis forældre tager ansvar for skolearbejdet, økonomi, hygiejne, alkohol, venskaber og samtidig ønsker at se mere ansvar fra teenageren så stiller vi dem i en umulig situation.

Når vi giver ansvaret fra os og teenageren skal tage det til sig, er der en periode hvor det svæver lidt, her kan man have lyst til at tage det tilbage ”ej, du er slet ikke gammel nok til at tag det ansvar endnu”, men det er naturligt at de lige skal mærke efter, det er jo helt nyt. Her er det godt at have et ligestillet syn, så de kan mærke at vi har tillid til at de nok skal tage det, og muligvis fejler de, men så må vi prøve igen. Vi kan gøre opmærksom på at de gerne må bruge os, hvis de har brug for hjælp.

Teenagerperioden er der hvor vi kan begynde at høste af det ansvar og fornuft vi har lært vores børn, vi kan se hvilke dialog mønstre vi har skabt og nyde frugten herfra, vi får også at mærke hvis det ikke er tilfældet.

Det er smertefuldt for mange omsorgsfulde forældre at miste den værdi vi havde da vores børn var afhængige af os, og lænede sig op ad vores holdninger og værdier.

Nu er telefonen og venskaberne ligeså vigtige, nogle gange mere. Det er svært, men det er sådan det skal være.

Det er dog vigtigt at huske på

at de muligvis ikke tager ansvaret og administrer det som vi ville gøre, for de er ikke os, men dem selv, og de skal nu finde ud af hvem de er, for hele deres liv har de gerne ville være som os, men nu skal de finde ud af at være dem selv.

Alt det vi har lagt i deres ”bagage” igennem hele deres liv, det skal tages op og andet skal lægges i og prøves af. De smider ikke det væk vi har givet dem med, men de kender det så godt de kan lægge den værdi på hylden imens de prøver noget nyt i denne periode, muligvis lægger de det ned igen men ikke lige med det samme og muligvis bliver det ændret lidt, men sådan må det være for at mennesker kan blive dem de har potentiale for at blive, og udvikling kan forekomme.

Men det er bedst hvis det er med mere dialog, end irettesættelse. Mere ligeværd end sanktioner og trusler. Mere nysgerrighed end fordømmelse.

Camilla Olsen, familierådgiver.