Ønsket om at få en familie - men udsigterne KUNNE se lange ud.

Mit forløb starter allerede i 2012, hvor jeg blev bekendt med PCOS (Poly Cystisk Ovarie Syndrom)

Jeg kontaktede dengang min læge pga. uregelmæssig menstruation og ulidelige smerter. Jeg fik en samtale med min læge og fik taget nogle blodprøver. Blodprøven viste at jeg havde mere testosteron i kroppen end "normale" kvinder, blandet med overvægt og særdeles uregelmæssig menstruation, forlod jeg konsultationen med viden om ”at jeg har PCOS”, men også med viden om, at det ikke var noget der havde betydning for mig på daværende tidspunkt, men kunne blive en væsentlig faktor den dag jeg ønskede at få børn.

I 2014 var jeg med i et forsøg på Herlev Hospital, hvor man ville se om man kunne hjælpe kvinder med PCOS – altså om nogle af symptomerne kunne fjernes.

Forsøget gik ud på at kvinderne skulle behandles som diabetes patienter, da PSOC ofte ses hos overvægtige kvinder. 2/3 af de deltagende kvinder fik tildelt saltvand (placebo) og 1/3 fik tildelt diabetes medicin (indrømmer jeg ikke kan huske hvad det hed). Efter forsøget, som forløb over et halvt år, med gentagende besøg på hospitalet, telefoniske samtaler, blodprøvetagning, scanninger, mm., fik alle deltagende kvinder en konklusion tilsendt. Man havde ikke set væsentlig forbedring ved behandling af diabetesmedicinen.

I 2016 færdiggjorde jeg min uddannelse som kontorassistent. Min kæreste og jeg havde igennem det seneste år, talt om det at skabe en familie, men hver gang, havde han sagt, at vi skulle vente til jeg havde færdiggjort min uddannelse. I juni måned, var jeg oppe til min afsluttende eksamen, og nærmest lige efter, besluttede vi at gå i gang med ”Projekt-Baby”. Fordi vi på forhånd vidste, at jeg kunne have svært ved at blive gravid, havde vores egen længe sagt, at vi skulle prøve et halvt år på naturlig vis, og efterfølgende komme igen, hvis drømmen ikke var blevet til virkelighed.

Efter en halvt år, med en masse planlægning i forhold til at tælle dage, tage graviditetstest fordi menstruationen ude blev, frustration over ”hvorfor kan jeg ikke bare være ”normal””, ”du (min kæreste) kunne også bare finde en anden kvinde og få en familie med, i stedet for alt det her arbejde, som ellers skulle være så naturligt”, ”skulle vi ikke bare droppe projektet”, ”hvilke andre muligheder findes der”, ”ville jeg kunne leve med en andens barn, blot fordi min krop ikke kan finde ud af det selv”….

Utallige nætter er blevet brugt med at græde mig selv i søvn, en frustreret kæreste som blot ønskede det samme som mig, men samtidig ikke ville ligge et pres på mine skuldre, og flere gange sagde at det jo lige så vel kunne være ham der var noget galt med.

Det halve år gik, og mellem jul og nytår 2016, kontaktede vi egen læge. Vi fik en snak og han lagde en henvisning til en fertilitetsklink ud.

I starten af 2017 kontaktede vi en fertilitetsklinik på Nørrebro og startede med en indledende samtalte. Begge parter skulle testes og undersøges. Min kæreste fik fortaget en sæd prøve, som viste at hans svømmere var friske og helt klar til det de skulle. Jeg blev scannet og det sås tydeligt at jeg havde masser af æg, blandet med en god portion cyster/blærer. Scanningen blev foretaget i min fertile periode, målt ud fra seneste menstruation.

Selvom jeg havde masser af æg, var det lidt ligesom et folketing uden en formand

– der var ingen der ville vokse sig store nok til at kunne blive befrugtet og dermed var der ingen der ville danne fortrop (præcis denne sammenligning brugte lægen over for mig – det er da til at forstå). Derfor skulle jeg i hormonbehandling, som var første step. Jeg skulle tage hormoner i en uge (mener det var i forbindelse med menstruationens start), så et eller flere æg kunne vokse og efterfølgende skulle jeg stikke mig selv med en ægløsningssprøjte. Efter at havde stukket mig selv, var der mellem 36 og 48 timer hvor chancen for at blive befrugtet var størst.

I marts/april måned, var jeg inde til første hormonbehandling.

Det viste sig, at jeg efter hormonbehandlingen, havde to gode æg, der godt kunne blive befrugtet. Men, det skulle vise sig ikke at være så let. For det første, er sådan noget planlægning overhoved ikke romantisk. Det skal dog siges, at min kæreste gjorde et godt forsøg på at gøre det romantisk ved at spille op og forsøge at lave fis med det efterfølgende.

For det andet, var jeg fysisk ramt af behandlingen. Det gjorde fysisk ondt under sex, en form for kraftig menstruations smerte. Jeg bed smerterne i mig, for det skulle jo lykkes og ende ud i noget godt. På andendagen, hvor vi stadig forsøgte at udnytte timerne, måtte jeg afbryde samlejet og gå grædende på toilettet. Det gjorde så ondt at jeg ikke længere kunne abstrahere fra det og mens jeg sad på toilettet, var jeg overbevist om, at hvis der ingen baby var i denne omgang, var det helt sikkert MIN skyld! Det var hårdt, ikke nok med den fysiske smerte, men også at skulle afvise min kæreste (som virkelig forsøgte at gøre sit bedste på alle måder), og efterfølgende at skulle arbejde med mine tanker som igen fortalte mig at jeg bare ikke skulle være mor. Som afslutning, skulle jeg efter 14 dage (de længste 14 dage jeg nogensinde har haft) tage en graviditetstest og melde tilbage til klinikken hvad testen viste.

Desværre var den negativ, og min verden brød helt sammen.

Endnu engang kunne min krop ikke finde ud af noget der skulle være så naturligt, og blandet sammen med den ”kamp” der havde været så hård, var jeg lige ved at smide håndklædet i ringen. Min kæreste og jeg fik snakket sammen, og han fik talt mig til ro, og overbeviste mig om, at det nok skulle lykkes. Jeg kontaktede derfor klinikken og fortalt at testen var negativ og at jeg ønskede hurtigst muligt at komme i behandling igen. En hormonbehandling gives 3 gange, før klinikken og patienten snakker alternativer for en videre behandling. Jeg kom hurtigt ind til scanning for at sætte endnu en behandling i gang. Desværre havde hormonerne gjort, at jeg havde udviklet store cyster, som var en hindring for en behandling. Derfor måtte jeg vente på endnu en menstruation og blive scannet igen, for at kunne komme videre. Samtidig, fortalte jeg om de fysiske gener jeg havde haft, som vi skulle snakke videre om når næste behandling skulle startes op.

Efter næste, næste, menstruation, som kom ca. 14 dage senere end normalen, blev jeg igen scannet, og cysterne var væk, så behandlingen kunne startes op igen, nu er vi i slut maj/start juni. Vi aftalte, i forhold til de fysiske gener jeg havde haft ved seneste behandling, at jeg kun skulle tage hormoner hver anden dag. De lovede ikke at der ville være nogle æg, men det var bedst at helbredet var i orden.

Processen gik igen i gang.

Og ved scanningen, hvor vi skulle få svar på om der var æg der kunne befrugtes, var hende der skulle scanne mig, selv gravid. Det var en blandet fornemmelse at ligge der. Jeg spurgte nysgerrigt ind til hende og hendes forløb, hun var blevet gravid naturligt, og jeg kunne mærke en følelse af misundelse og jalousi strømme ind over mig. Men jeg fattede mig, og forsøgte at virke glad på hendes vegne.

Oven i, at jeg skulle forholde mig til hendes situation, var der tre æg der havde reageret på hormonerne, men de var ikke store nok. I sådan en situation, skal man ikke tage yderligere hormoner, men give kroppen tid, for at se om de udvikler sig yderligere. Jeg kom ind til endnu en scanning en uge senere, og her var to af æggene vokset yderligere, men det tredje var gået i stå. Nu skulle jeg endnu engang hjem og tage ægløsningssprøjten, og så startede ”hjemme-projekt-baby” igen. Denne gang uden fysiske gener (første sejer i hele det her baby-forløb). Efter ”hjemme-arbejdet”, skulle vi igen vente 14 dage.

Den 11. juli 2017 kl. alt for tidligt om morgen, var det afgørelsens time.

Med søvn i øjnene blev der tisset på en pind, og de næste 2 min. gik overraskende hurtigt. Mentalt, var jeg forberedt på at testen igen var negativ og at vi skulle i gang med 3. forsøg. Da jeg igen kiggede på testen, var der en helt klar rød streg, men hov.. der var også en meget meget svag lyserød steg. Jeg læste igen brugsanvisningen som var med, men der stod ikke noget om, hvis den ene streg var meget svag. Jeg tog straks et billede af testen og sendte til en veninde, ”er denne god nok?!” var teksten. Hun svarede ikke, og jeg var meget forvirret.

Jeg åbnede brat døren ind til soveværelset, hvor kæresten lå og ventede, han vidste godt hvilken dag det var. Jeg kiggede på ham med et stift blik og sagde

”jeg tror jeg er gravid!”

han så helt afslappet ud og ville havde jeg kravlede tilbage i sengen til ham, jeg trampede i gulvet, som et andet hysterisk barn, og ville havde han skulle gå ud og læse brugsanvisningen og se på testen, for jeg var på ingen måde selv overbevist. Han læste og kiggede, og var heller ikke helt sikker, han havde jo ikke set på sådan en test før, så hvordan aflæser man lige sådan en plastik pind.. men han mente den skulle være god nok.

JEG VAR GRAVID!

Vores familier vidste ikke hvad vi havde været igennem og at vi var startet på ”projekt-baby”. Jeg havde fået lavet body’er med forskellige tekster på, som passede til deres nye titler, fx ”Morfars hyggetrold”, ”Mormors guldklump”. Hen over sommerferien skulle de overraskes med den glædelige nyhed.

I dag, er jeg stadig glad for vi ikke fortalte nogen om vores projekt, jeg havde delt det hele med en fælles veninde, som skulle være min støtte, ud over kæresten, og som jeg kunne hælde vand ud af ørerne ved, men ellers vidste ingen noget. Jeg tror, at hvis vores familier havde vidst hvad vi var i gang med, kunne de finde på at spørge ind til det jævnligt, for at være venlige, men den ro vi havde og kun vores egne frustrationer, var jeg meget glad for. Min psyke ville ikke kunne rumme at skulle forholde sig til de mange spørgsmål der kunne følge med.

Jeg var heldig.

Jeg skulle ”kun” igennem 2 hormonbehandlinger før det lykkedes. Jeg ved, at andre kæmper i flere år og er igennem mange andre metoder for at få ønsket opfyldt. Men uanset hvilket forløb man er/har været igennem, kan man være sikker på, at du ikke er den eneste.

Tak at i ville læse med.

  

Kort om mig:

Anine, oprindeligt fra Bornholm, flyttede til Sjælland i 2011. Født 22. juni 1992. Har været sammen med min kæreste Danni, siden 2. juni 2013. Flyttede hurtigt sammen og bor i dag i ville i Rødovre. Sammen har vi vores datter fra marts måned 2018. Den dejligste og gladeste pige som har givet livet så meget mening.