Ambulancen kom og hentede mig ved 00:45 tiden

Indtil sidste sommer var det begrænset, hvad jeg vidste om det at have et præmaturbarn.

Jeg var gravid med vores yngste, og kunne se frem til et planlagt kejsersnit til september. Alle skanninger viste en sund og rask dreng, og vi glædede os alle til han skulle komme til verden. Storebror er født i august 2017 ved akut kejsersnit, da han ikke rigtig tog på, så han var en lille én ved fødslen (født 37+0), så vi glædede os til at lillebror kom ud til os, for han voksede præcis som han skulle, så vi havde i udsigt at vi ikke skulle tilbringe alt for lang tid på sygehuset.  

Men skæbnen ville det helt anderledes.  

Jeg vågnede om morgenen fredag d. 13. juli 2018 med mavesmerter. Jeg var der 31+0, og jeg tænkte at det nok "bare" var ligamentsmerter eller smerter pga. overanstrengelse - vores ældste var på det tidspunkt 10,5 måned og dagen forinden havde jeg båret lidt meget på ham. 

Så jeg stod op og prøvede at ignorere smerterne, for så at tage den lidt med ro dagen igennem. Hen ad formiddagen tog smerterne til, og jeg prøvede et par gange at ringe til fødegangen, men kunne ikke få fat i nogen. Så da junior sov, lagde jeg mig ind sammen med ham.  

Sidst på eftermiddagen var det dog så slemt at jeg atter ringede til fødegangen, og denne gang blev jeg ved til jeg fik fat i en jordemoder.  

Hun ville gerne se mig til tjek, så da manden havde fri fra arbejde, kørte vi ind på sygehuset. Hende jordemoderen lavede forskellige undersøgelser og efter knap en times tid, var konklusionen fra jordemoder og en fødselslæge, at det var noget muskulært. Så ved 20:15 tiden blev jeg sendt hjem med besked om at lave udstrækningsøvelser, plus jeg skulle spise og drikke rigeligt, da de kunne se på min urinprøve, at jeg var dehydreret. 

Vi hentede den store ved mine forældre og kørte så hjemad. Vi har ca. 20 km hjem fra sygehuset.

fødselsberetning

På turen hjem måtte vi holde pause 3 gange, for jeg kunne simpelthen ikke holde smerterne ud. 

Jeg havde lidt meget af plukveer ved begge graviditeter, men dette her føltes ikke helt som plukveer - og alligevel gjorde det lidt.

Nå men vi kom så hjem og jeg prøvede at spise, men kunne ikke have noget, for jeg havde det seriøst dårligt. Men drak en masse vand. Da den store så kom i seng, gik jeg med, for det kunne jo være jeg kunne sove det væk. På sygehuset havde jeg fået at vide, jeg skulle tage et par Panodil inden jeg gik i seng, for at jeg kunne slappe lidt af, så det gjorde jeg jo.

Men de hjalp på ingen måde.

Jeg skulle konstant tisse, og da jeg kort efter midnat skulle tisse og hele toilettet blev fyldt med blod, kontaktede jeg atter fødegangen, for så kunne de nok så pænt tage deres påstand om, at det var noget muskulært og putte et hvis sted hen. Hende jordemoderen jeg snakkede med, da jeg atter ringede, mente at så måtte jeg hellere komme ind igen. Og hun ville først ikke rigtig sende en ambulance, men jeg kunne på ingen måde selv køre derind, så fik hende overtalt til at sende en ambulance.  

Ambulancen kom og hentede mig ved 00:45 tiden

og jeg regnede jo bare med, at jeg skulle ind på sygehuset til måske en enkelt overnatning, og så hjem igen.
Men jeg blev klogere.  

Den ene af ambulancefolkene spurgte, om det føltes som veer, jeg havde. Og der måtte jeg svare, at det vidste jeg ikke, for vores ældste var født ved kejsersnit, så jeg havde aldrig oplevet at have veer. Men jo mere han snakkede med mig, jo mere overbevist blev han, om at det rent faktisk var veer jeg havde.

Og det kunne jeg slet ikke forholde mig til - jeg var jo kun 31+1, da vi jo havde passeret midnat.  

Vi km ind på fødegangen, hvor jordemoderen tog imod os. Det var en anden jordemoder, end hende, som havde sendt mig hjem blot få timer tidligere. Jeg kom i noget hospitalstøj og så undersøgte hun mig. Selvsamme fødselslæge, som også havde været inde over min hjemsendelse tidligere, kom også ind og undersøgte mig. Og så skannede de mig indvendigt for at se, om alt var ok. Lægen bad så lige jordemoderen om lige at mærke min livmoderhals, og sørme om ikke de så konstaterede, at jeg var 10 cm åben og i fødsel. Det eneste, der mere eller mindre manglede, var at vandet gik. Hvilket det helst ikke måtte, da lillemanden lå i UK.  

Fødselslægen sagde at jeg skulle have kejsersnit NU,

som i at hun ville gå ud og ringe for at få en operationsstue gjort klar, og så ringe efter en portør. Min mand var herhjemme, så jeg spurgte om ikke jeg måtte ringe til ham, så han kunne få arrangeret pasning af den store og så komme ind, så han var der når jeg kom på opvågning, og det gjorde jeg så mens jeg blev kørt på operationsstue. Min mand blev - selvsagt - meget overrasket, for det havde de jo på intet tidspunkt været omkring tidligere på aftenen. Men han ville komme så hurtigt som muligt.  

Personalet på operationsstuen var super søde og gjorde deres bedste for at berolige mig

(jeg var mildest talt noget panisk, fordi jeg ikke var længere henne), men selve kejsersnittet var jo ikke nyt for mig, eftersom jeg jo også havde været det igennem med den store ikke engang 1 år tidligere. Men jeg fik lagt spinalbedøvelse og så gik de i gang. Mit blodtryk faldt drastisk undervejs, så flere gange undervejs, var jeg nærmest helt væk og registrerede ikke rigtig, hvad der skete omkring mig. Jeg registrerede heller ikke, da de sagde, at vores søn var født. Men da de så kørte ham hen til mig, så jeg kunne se ham, tog den ene sygeplejestuderende min hånd og lagde den over i "kassen" til ham, så jeg kunne tage ham i hånden inden de kørte ham på neonatal.  

Jeg blev så syet sammen igen og de fik lige mit blodtryk nogenlunde stabiliseret, inden de kørte mig på opvågning. Da jeg så kom op på opvågning, gik der ikke længe før min mand kom ind sammen med jordemoderen.

Han havde forinden været omkring neonatal for at se vores søn, som jo bare var det smukkeste.

Jeg lå på opvågning ca. halvanden times tid, og så var jeg klar til at komme over og se vores lille mirakel.

Han var 42 cm lang og vejede 1665 gram, så han var en lille en. Men en stærk lille en, skulle det vise sig. 

De næste par dage skulle det vise sig, at han var en rigtig lille fighter, som ville frem i verden. Han lå med CPAP ganske lidt tid det første halvandet døgns tid. Dog havde han det kun på, når han lå inde i kuvøsen, og det var egentlig kun for at være på den sikre side, for han trak vejret ganske fint selv. Alle sygeplejersker og læger var imponerede over ham, og de roste ham til skyerne hver eneste dag. Han tabte sig ned til 1515 gram før vægten vendte, og han virkelig begyndte at tage på. 

Den første uges tid var jeg vildt bange for at knytte mig for meget til vores lille søn, for der var stadig noget i mig, der sagde jeg ikke fik ham med hjem igen - på trods af han klarede sig ud over al forventning. Om morgenen var jeg lykkelig over at han havde klaret skærene endnu en nat og om aftenen græd jeg, fordi jeg på én gang både var lykkelig og bange.

Efter 24 dages indlæggelse måtte vi endelig komme hjem på tidligt hjemmehold, og det var virkelig den bedste besked, vi kunne få. På det tidspunkt sagde vægten ca. 2300 gram, og nu var jeg 100% sikker på, at vi fik lov til at beholde vores lille Niclas.

Tiden efter bød på 2 ugentlige sygehusbesøg, hvor Niclas skulle måles og vejes.

Derudover skulle han - fordi han var født før uge 32 - til kontroller ved øjenlægen, han skulle hofteskannes og til kontrol på børneambulatoriet. Alt har dog - indtil videre - set fint ud, og det gør os jo bare endnu mere stolte af vores lille mirakel.  

Niclas er i dag en stor dejlig og ikke mindst charmerende dreng på knap 8 kg.

Han er en smule bagud på nogle områder motorisk, men han kommer stærkt igen. Og vi kunne ikke være mere stolte af vores lille mirakel, som fik en alt for hård start på livet. 

fødselsberetning

´Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.