"De spørger mig, om det er okay med mig med et kejsersnit"

I august 2014, 1 måned før vores bryllup stod vi med en positiv graviditetstest. En test vi vidste ville ændre vores liv for altid.

Graviditeten forløb helt perfekt – alle tal var fine og baby trivedes godt. Terminsdagen d. 21. april nærmede sig, men jeg havde ingen tegn på kommende fødsel eller lignende – og sidste jordemoder tjek var på terminsdagen. Da jeg er overvægtig, måtte jeg max gå 1 uge over termin, og ellers ville det være igangsættelse.

Dagene gik – og fredag d. 24. april ringede vores jordemor og fortalte at vi skulle komme til tjek søndag aften på fødegangen for at se om der var optræk til noget!

Vi kører til tjek og alt var stadig rigtig fint med baby og mine tal – men der var ingen tegn på fødsel. Aftalen bliver derfor at vi skal møde ind mandag morgen til igangsættelse. Det var med blandede følelser - for hvad betyder igangsættelse egentlig??

Vi mødte ind på fødegangen kl. 9.00, og blev indlogeret på en fin stor og lys fødestue. Jeg fik lidt andet tøj på og vi gjorde os til rette. Planen var at jeg selvfølgelig lige skulle tjekkes endnu engang, og så ville de tage mit vand.

Og det gjorde de.

Omkring kl. 10, prikkede de vandet og det så fint klart ud. Så blev vi sendt ud på en gå tur for at sætte gang i hele maskineriet. Vi skulle komme tilbage på fødegangen kl. 12., og hvis der ikke var optræk til noget, ville de sætte ve-drop til.

Vi gik en tur – meget tæt på sygehuset og fik lidt mad og snakkede om at indenfor de næste 10 timer er vi forældre. Det var vildt at tænke på. Tanken om at det var lige om hjørnet var plantet i mig, fordi min søster tidligere var igangsat og fra de tog hendes vand gik der ”kun” 4 timer. Så det måtte være nogenlunde ligesådan for mig.

Det var jeg helt overbevist om. Men jeg blev klogere.

På vores gåtur følte jeg det nev en smule – så jeg glædede mig til klokken blev 12., for jeg synes det var lidt utrygt at rende udenfor sygehuset. Jeg ville egentlig bare gerne tilbage hvor jeg var sikker på jeg kunne få hjælp hvis der skete eller andet – man er vel førstegangsmor med de tanker.

Vi gik tilbage og meldte vores ankomst.
Alt var fortsat meget stille og roligt, og det blev besluttet at lægge ve-drop, samtidig med at jeg skulle have lagt kateter til epiduralblokaden. For det ville de gerne, pga. min størrelse, have gjort på forhånd så jeg ikke skulle være i situationen med at sidde mussestille med veer.

Så det blev der sat gang i – og alt forløb fint.

Kateteret blev lagt til epiduralblokaden, ve-droppet blev tilknyttet og så kom der ellers gang i kroppen. Føj – hvor gjorde det ondt!!! Der gik ikke længe før jeg måtte kapitulere og bede om at få den epiduralblokade. Ve-droppet var virkelig effektivt – eller det troede jeg i hvert fald – for det føltes sådan.

Sikke befrielse at få den blokade – nu kunne jeg trække vejret igen, selvom det fortsat nev i min krop – men det skulle det jo. En baby var på vej ud. I løbet af eftermiddagen er der stadig en god stemning og jeg er klar på at blive mor – liiiiiige om lidt. For det tager jo ikke så lang tid når vandet er taget.

Men snydt blev jeg i den grad.

Min krop er i så meget uro at monitoringen af baby bliver skiftet ud med en elektrode. Jeg kunne slet ikke holde de der bælter på min mave, for ligge eller sidde stille det kunne jeg ikke.

Jeg fik lidt aftensmad for at få lidt flere kræfter – og det var dejligt at føle kroppen var tanket op så den var klar til pressefasen, som jo måtte være lige om hjørnet med de smerter.

Jeg bliver tjekket løbende af jordemor – og vores jordemoderstuderende. Jeps 2 gange hver gang – men jeg blev mere og mere presset pga. tiltagende smerter. Jeg var overbevist om at jeg var klar til at presse, så det var en nedslående melding om at jeg kun var 4 cm åben omkring kl. 20.30. De kunne mærke baby stod skævt i bækkenet, så det hjalp jo heller ikke på noget. Men vi fortsatte kampen… Men da kl. rammer 22., kommer vores jordemoder og siger at nu må hun og den studerende ikke blive længere. (Vi var i kendt jordemor ordning – derfor havde vi ikke haft skift af jordemor undervejs endnu). Og der var 2 muligheder for os.

1. Vi kunne fortsætte ve-droppet og få tilknyttet en ny jordemoder

2. Vi kunne slukke ve-droppet og få en forhåbentligt god nat søvn, og håbe på at baby ville komme længere ned af sig selv og så blive tilknyttet vores jordemoder igen morgenen efter.

Vi valgte mulighed nummer to, for jeg var træt, og følte jeg havde behov for at få samlet nogle kræfter.

Men så meldte bekymringerne sig – baby er ikke i fostervand mere – hvor længe kan det gå, hvad med elektroden osv. Men vi ville i løbet af natten få besøg af en jordemoder der nok skulle tjekke babys hjertelyd mv.

Tirsdag morgen indfandt sig – en nat med ok søvn, som jo var præget af mange tanker. Hvorfor kan baby ikke bare komme ned og stå rigtigt, kan jeg ikke finde ud af at føde, har baby det godt, hvor længe skal vi udholde smerterne osv.

Inden længe kom vores jordemoder ind og sagde godmorgen. Og vi lagde en plan for dagen. Ve-drop med det samme med en god fremdrift og så lidt morgenmad. Jeg fik verdens bedste morgenmad – eller det føltes sådan. Mums, og nu var jeg endnu mere klar til at møde baby.

Men der kom hurtigt skår i glæden.

For inden længe begyndte jeg at kaste op – selv en tår vand kom retur. Og jeg kunne hurtigt mærke jeg blev afkræftet. Det var virkelig ubehageligt.

Efter et par timer med opkastninger i laaange baner, samtidig med ve-droppet der bare kører på fulde gardiner, begynder jeg at falde i søvn i mellem veerne. Min mand begynder at blive utryg og hele stemningen forandres.

Jeg har stadig min epidural – som også er blevet vedligeholdt henover natten, men jeg kan ikke mærke ens effekt mere – men det er nok meget naturligt og det studsede jeg ikke umiddelbart over.

Da klokken nærmer sig 11, dvs. ca. 25 timer efter de har taget vandet, bliver en fødselslæge tilkaldt pga. manglende progression i åbningen. Jeg er stadig kun 4 – med god vilje, 4,5 cm åben. Jeg kan ikke huske hvad fødselslægen rigtig siger fordi jeg nærmest sover/er faldet væk. Jeg hører de nævner ordet kejsersnit, og tænker fint! Så det må det være det. For det her kan jeg næsten ikke mere. Men hvad de ellers snakker om ænser jeg ikke. Efter yderligere en times tid uden progression, bliver beslutningen taget af jordemoder og fødselslægen.

De spørger mig, om det er okay med mig med et kejsersnit.

Jeg bliver drøn hamrende ked af det. Men siger ja. Jeg var så ked af det og så frustreret over jeg ikke kunne føde! Hvor kunne jeg ikke det. Det kan alle andre jo. Da beslutningen er taget, bliver mit ve-drop slukket og indenfor 30 minutter er jeg mig selv igen. Og så går det ellers derud af. Da kejsersnittet ikke er varslet i mere end 24 timer, får det status af akut kejsersnit. Og det betød at der ville være et helt hold af forskellige fagfolk klar på operationsgangen ventende på os. Men de forsikrede os om at baby ikke var i fare. Og det var procedure. Og vi tager det meget roligt, da jeg har forholdt mig til at jeg nu skal have kejsersnit. Vi kommer ned på operationsgangen og holy moly et menneskemylder.

Men jeg var tryg – de var vildt professionelle og meget omsorgsfulde.

De besluttede at bruge min epiduralblokade som bedøvelse. Så det gjorde de. Dog virkede den ikke efter hensigten fandt vi ud af ved første snit.
Fødselslægen havde på forhånd spurgt om jeg kunne mærke når hun nev – og det kunne jeg godt, men det skulle jeg også kunne mærke sagde de. Så graden var jeg ikke klar over. Jeg har jo ikke prøvet det før.

Men nu lå jeg der – med første snit lagt – uden at være ordentlig bedøvet.

Men hvad så nu. Tanken om at skulle udholde den smerte for at få babyen ud, strejfede mig. Men de vendte forskellige muligheder. Fuld narkose eller spinal bedøvelse. Jeg ville for alt i verden ikke undvære min mand under det her, så jeg blev ked af det da de snakker fuld narkose, som jo ville betyde han ikke måtte være der.
Men heldigvis, formår de at få plastret mig til, så jeg kan komme op og sidde og få en spinal bedøvelse, som er succesfuld. Og bum, så kørte det.

Tirsdag d. 28. april 2015 Kl. 14:53 kom vores Laura endelig ud til os.

Børnelægerne stod klar og tjekkede hende på alle leder og kanter, og hun var på trods af et langt forløb helt perfekt og helt umærket af det hele.
Alt var perfekt. Jeg fik hende hen og nåede at se hende, inden jeg blev rigtig, rigtig dårlig. Jeg begynder at skal kaste op, hvilket ikke er særlig nemt når man ligger halvt fikseret på et operationsbord. Men jeg formår ikke at kløjes i det, samtidig med at jeg falder lidt ud af bevidstheden. Anæstesisygeplejersken får styr på mig igen – og fortæller mig at jeg fik et blodtryksfald, og det var helt normalt.
Næste skridt var opvågningen – min mand sad med vores datter på brystet og jeg længtes efter at få hende over. Men var lidt presset på kræfterne, og havde ledninger alle vegne på kryds og tværs.

Men ca. 15.45 får jeg hende endelig i armene. Jeg er blevet mor! Vi er nu en familie på 3. Og jeg fik verdens allerbedste filuris oveni. Lykken var fuldendt!!!