"den tid han lå hos mig lige efter kan jeg nærmest mærke stadig"

Min første fødsel var lidt af et kaos, det gik rigtig hurtigt og jeg var slet ikke med, føler den dag i dag ikke at jeg har født ham og at han bare var der.

Og da han så måtte tages med kop, gik jeg ret meget i stykker. Jeg skulle lappes sammen på operationsbordet og blev kørt væk kort tid efter fødslen og allerede der (ca. en time efter jeg havde født) siger lægen til mig, du skal nok overveje om du skal føde naturligt en anden gang. 

Allerede da min søn var 1,5 år gammel var jeg gravid igen. Og egentlig ville jeg gerne føde naturligt for jeg følte mig snydt for den oplevelse men jeg var også bange for det gik endnu hurtigere denne gang, samt at jeg ville gå i stykker igen. Så efter overvejelser besluttede vi et planlagt kejsersnit, en beslutning alle læger og professionelle var super glade for.

Alt var planlagt og med et stort kontrolgen var det lige mig at vide præcis hvad der skulle ske hvornår som man jo kan ved et kejsersnit. I uge 20 snakkede jeg med en læge om selve kejsersnittet efter misdannelsesscanningen og her nævner hun hud-mod-hud kejsersnit som dengang (sommeren 2013) var ret nyt. Det lød utroligt for så kunne jeg på den måde få noget så tæt på en naturlig fødsel som muligt. Allerede til det møde fik vi datoen for kejsersnittet. Det var så mærkeligt at vide hans fødselsdag 20 uger før han kom til. 

Tiden nærmede sig og vi var til møde kort tid inden om hvad der skulle ske og hvornår på dagen vi skulle komme ind, det var et møde med alle den kommende uges kejsersnit og vi var de heldige i lotteriet som havde en mødetid som sagde 7.30 for det betød vi var de første på dagen og chancen for at den tid ville skride var ganske lille. 

Aftenen før forberedte jeg det som man skal og kyssede min store dreng godnat sidste gang som enebarn. Han var på det tidspunkt 2 år og 3 måneder gammel og jeg husker jeg tænkte, du aner ikke hvad der rammer dig i morgen.

Og så kom dagen endelig.

Vi havde fået farmor til at komme og overtage storebror så vi stod på Hvidovre hospital kl. ca. 6.30. om morgen. Vi sad og ventede ca. 20 minutter før vi kom ind og skulle iføre os hospitalstøj etc. Og så gik proceduren stille og roligt i gang.

Vi fortalte vi ønskede hud-mod-hud kejsersnit og de forberedte det som skulle til, jeg tror i dag er det nærmest standard men der var lige lidt andre ting de skulle gøre på det tidspunkt. Så bedøvede de mig og gik i gang. Da de havde åbnet mig, sænkede de klædet og ud kom min søn, (når man ligger der ser man ikke at det er fra et skåret hul eller den naturlige fødekanal) og direkte op på mit bryst, fuldstændig som ved en vaginal fødsel. Her lå han omkring 40 minutter og gryntede hos mig, jeg fik den ene arm fri så jeg kunne holde om ham. Jeg blev hævet lidt så jeg ikke lå helt fladt ned. Imens holdt en læge konstant øje med ham (han kæmpede lidt med vejret hvilket er normalt ved kejsersnit da lungerne ikke får det tryk som tømmer dem for fostervand) og først efter de ca. 40 minutter tog de ham over på børnebordet.

Jeg skulle steriliseres under mit kejsersnit (efter aftale) så det tog lidt længere tid end normalt at lukke mig sammen mv og i al den tid lå han hos mig, helt ny, lille og fin, den følelse som alle mødre elsker, mødet med ens barn kun få sekunder gammel, et møde som man før hud-mod-hud kejsersnit ikke rigtig fik muligheden for. Han er født omkring kl. 8 men for mig føltes det ikke som om det tog kort tid, alt står helt skarpt i erindringen i modsætning til første gang.

Efter han var målt vejet mv fik jeg ham tilbage hos mig og jeg lå med ham under hele opvågningen og kunne forsøge at lægge ham til med det samme.

Mit amme forløb med den ældste blev aldrig godt og måtte opgives efter 1,5 måned men jeg tror på hele forløbet her var medvirkende til at jeg endte med at amme in yngste i 6,5 måned. 

Hele oplevelsen var så fantastisk også selvom det er klinisk og hurtigt overstået, for mig står den så klart i erindringen hvor min naturlige fødsel er slørret og uklar.

Og den tid han lå hos mig lige efter kan jeg nærmest mærke stadig.

Og jeg har ikke et sekund fortrudt at hans vej til verden var via ”soltaget” og ikke den naturlige fødekanal. Jeg har omtalt planlagte kejsersnit varmt for alle som har haft overvejelsen.