Det gjorde ondt at gå glip af den første tid

Jeg elskede at være gravid, men jeg ville lyve hvis jeg sagde at det ikke også var hårdt. Jeg havde mange gener helt fra start af.

Træthed, kvalme, opkast, tidligt ondt i lænden, næseblod, væske i kroppen, håndled der snurrede pga. væske, og til sidst kunne jeg knap trække vejret da min søns hoved maste godt på lungerne.

Min søn lå nemlig under hele graviditeten med hovedet op ad. Det bekymrede mig ikke, han skulle nok vende sig. Dette skete dog aldrig, og efter et hårdt vendingsforsøg, hvor 2 læger lagde alle kræfter i, fik jeg valget om at forsøge med en naturlig sædefødsel, hvor han ville komme ud med numsen først, eller et planlagt kejsersnit. Jeg er en lille pige, han var en dreng på 3560g da han kom ud. Det er som sådan en fin og normal fødselsvægt, men skal numsen ud først, anbefaler man at barnet er under 3600g. Ligger barnet med hovedet op af, og vandet går, skal man omgående lægge sig ned, da navlestrengen kan komme i klemme hvis barnet sidder på den...

Jeg tilbragte en hel del tid i Bilkas juice afdeling under min graviditet (det var min craving), og tanken om at vandet kunne gå der, midt i det hele, kunne jeg ikke forene mig med. Jeg så mig selv, smide mig ned på gulvet med 4 liter Rynkeby i armene. Det handlede jo slet ikke om det pinlige i det, men frygten for at noget uforventet kunne ske. Jeg havde konstant min telefon på mig, for hvad hvis vandet gik og min telefon lå langt væk. Jeg var førstegangsfødende, og var bange for at hans vægt kunne fejlskønnes, og at det hele ville ende i akut kejsersnit efter mange timers veer alligevel.
I 50% af tilfældene hvor kvinden forsøger at føde numsen først, ender det alligevel i akut kejsersnit.
Min jordemoder sagde… ” at så sadler vi bare stille og roligt om til et kejsersnit hvis det ikke går…” Den tanke var jeg ikke helt enig i, for hvordan kan mange timers veer og en fødsel der ikke lykkedes være ”stille og roligt”…

Jeg kunne godt mærke på hende at en sædefødsel var en spændende arbejdsopgave for en jordemoder.
Jeg valgte et planlagt kejsersnit
.

Det gav både mig og min kæreste ro i sindet... Jeg er selv født ved et planlagt kejsersnit, fordi jeg vendte præcis samme vej som min søn. Min bedste veninde havde lige været igennem det samme. Så et planlagt kejsersnit virkede velkendt og trygt for mig... Jeg tror egentligt mest at jeg overvejede at forsøge naturligt, da det lidt "forventes" i dag, at man som mor ønsker at gøre det bedste for ens barn, og den naturlige vej er vel den bedste vej... Men det var en lettelse til sidst at tage beslutningen om fødslen, nu vidste jeg hvad der skulle ske og jeg fik heldigvis en meget forstående jordemoder i røret da jeg ringede til hospitalet og fortalte dem om min beslutning. Hun var enig... Jeg fik 4 datoer at vælge mellem, og jeg bad selv om en tidlig morgentid, for så ville vi have resten af dagen sammen, men sådan skulle det altså ikke ende med at blive... 

Det er morgen, den 11. januar 2017.

Den her dato har jeg selv valgt og ventet på længe... Mig og min kæreste sidder i bilen, på vej til Kolding sygehus. Aftenen før er de obligatoriske mavebilleder taget, familie har ringet og ønsket held og lykke, hunden er afleveret til pasning og taskerne står pakket i entreen.

Dagene op til og på selve dagen var jeg faktisk slet ikke nervøs... Alt i mit hoved drejede sig om, hvordan min søn så ud og om hvordan et lille menneske, der var en blanding af mig og min kæreste ville være... Operationen fyldte ikke i mine tanker...

Jeg glædede mig bare rigtig meget til at få min søn i armene, så jeg kunne se at han var okay.

Min graviditet var fyldt med bekymringerne, da min moderkage lå foran og jeg mærkede meget lidt liv hele vejen igennem. Jeg havde meget snart brug for at se ham fysisk bevæge dig, og sikre mig at han fik hvad du skulle bruge.

Vi var på Kolding sygehus 07.45.

Jeg havde fastet og var pænt sulten. Vi blev vist hen på afsnittet for kvinder der har født ved kejsersnit, stue nr. 11, hvor vi skulle tilbringe vores første tid sammen som en lille familie. Udsigten var ikke ligefrem en konge værdig, men der var det nødvendige, ud over et toilet tæt på. Det ville vise sig at have været en fordel. Klokken blev omkring 13.30 før det blev vores tur, da der endte med at være flere akutte kejsersnit foran os.

Endelig kom de ind og sagde at det var vores tur, og far fik sit fine blå tøj på. Jeg blev kørt i sengen op på operationsstuen, og ind i et lille rum, hvor jeg skulle svare på hvad vi skulle lave. Jeg svarede, at jeg meget gerne skulle komme derfra med en lille baby. Det var en mandlig læge, og der var mange på stuen. Jeg var faktisk stadig ikke nervøs, kun lidt over hvorvidt bedøvelsen ville gøre ondt.

Heldigvis gik det fuldstændig smertefrit, både bedøvelsen og selve epiduralen. Så snart den var blevet lagt, blev jeg nærmest kastet ned at ligge af lægerne. Man sidder op og får bedøvelsen, og det virker hurtigt, så man skal hurtigt ned. De var alle så søde og rolige, og især en sygeplejerske fortalte mig løbende alt hvad der skete. Jeg havde slanger over alt, og det hele var lidt surrealistisk. Jeg kunne stadig mærke mine ben, det snurrede, så jeg måtte lige spørge lægerne om det kunne passe. Men da forsikrede de mig om at hvis jeg ikke kunne mærke kulde fra rense-væsken, så virkede det. Væsken var nemlig kølig inden jeg blev bedøvet.

Jeg skal ærligt indrømme at derfra begynder jeg at huske mindre, og jeg har efterfølgende spurgt min søns far om en del. Jeg husker at lægen pludselig sagde ”… Der stod du lige i skudlinjen…” En af de andre på stuen havde været tæt på at blive ramt af fostervandet, da de åbnede livmoderen op. Der var vidst rimelig meget af det. Da min søn kom ud, hørte jeg pludselig gråd.

En virkelig mærkelig følelse, og tårerne trillede ned ad mine kinder af lettelse. Lettelse over at han var ude, og gav lyd fra sig.

Jeg stortudede ikke som jeg troede jeg ville, det løb bare forsigtigt, og læger og sygeplejersker sagde tillykke. Jeg var rigtig meget i min egen verden, og kiggede bare ind i det blå klæde over mit hoved. Det var rigtig meget at rumme, og jeg følte at der var hænder og slanger over alt omkring mig. Der var så mange følelser i det, at jeg tror at jeg lukkede mig lidt inde i mig selv, for at kunne rumme det hele. Men det var kæmpe stort, han var her!! Han kom op på min mave, og jeg syntes at han var SÅ smuk. Han var slet ikke snasket som man oftest ser babyer er, men så fin og ren, med flot mørkt hår og hans fars store flotte øjnene.

Nu husker jeg allerede ikke særlig meget, kun mindre klip. Jeg blev kørt på opvågning, hvor en sygeplejerske holdt øje med at alt forløb som det skulle. Hun kom jævnligt og spurgte om jeg kunne bevæge mine ben, det kunne jeg åbenbart ikke så hurtigt som normalt, og allerede her begyndte små tegn at vise sig, på at alt ikke var som det skulle være.

Jeg husker at jeg bad om mad, og fik en yoghurt og den tørreste kiks jeg nogensinde har prøvet. Den der kanel test på youtube, hvor man skal sluge en mundfuld kanel, hvilket stort set ikke er muligt. Så tør føles min kiks… Hvorfor den føltes så tør, ved jeg ikke, men det var som støv i munden på mig.

Jeg husker at jeg fik det dårligt.

Jeg fik kvalme, og følte mig bleg, gul og svimmel og jeg så stjerner for øjnene, som lige inden man besvimer. Min søn lå på min mave, og jeg måtte bede hans far om at tage ham hurtigt. Jeg så stjerner for øjnene, følte at jeg faldt og blev pludselig bange for at tabe ham. Hvilket jeg jo ikke kunne når jeg lå ned i sengen, men sådan følte jeg det. Sygeplejersken skiftede ret ofte mine kæmpe store bind, som var ret blodige, og kom jævnligt hen, og spurgte til mig, og jeg forklarede at jeg var dårlig. Hun målte mit blodtryk og konstaterede at det ”godt nok var lavt...” Mange af de symptomer jeg havde, kan man åbenbart få af morfin, så jeg fik noget kvalme stillende, og blev efter noget tid kørt op på vores stue, hvor vi skulle være de første dage efter kejsersnittet.

Jeg husker tydeligt turen derop. Jeg blev mere og mere dårlig, og syntes at det var så ydmygende at ligge der og være dårlig, og blive kørt på gangen med en masse mennesker. Jeg kastede op ned af min egen skulder og ud over sengen, midt på gangen.  

Da vi kom op på stuen, var jeg næsten helt væk.

Jeg faldt hele tiden hen i en døs, og husker at en rødhåret sygeplejerske, der hed Mette, blev ved med at kalde på mig. Hun kaldte mig Mette, og det irriterede mig, for mit kalde navn er Mette Louise. Men jeg faldt hele tiden i søvn, og hun kaldte igen og igen. Jeg var vågen nok til at kunne høre hende, men jeg formåede ikke at svare eller holde øjnene åbne. Jeg husker at hun sagde noget med, at det vidst var lige lovligt tidligt, at jeg var blevet kørt op til dem.

Hun spurgte min kæreste om jeg normalt var så bleg, og han fik sagt noget med at jeg da var en lys pige, men jeg plejede ikke at se gul ud. Pludseligt var stuen fyldt op med læger, og jeg havde ingen tidsfornemmelse. De trykkede mig hårdt på maven, for at se om der kom blod ud, og det gjorde simpelthen så ondt! Det var næsten det værste af det hele. At blive trykket hårdt lige ned i et helt nyt operationssår. Og de måtte trykke flere gange, for at se om blodet løb.

Det gjorde det desværre, og jeg blev i hast kørt til endnu en operation.

Min mor og far var på daværende tidspunkt ankommet til stuen. Jeg så dem kun kort, og min far græd. Jeg kan husker at jeg undrede mig over hvorfor han græd. Jeg havde stadig ikke rigtig forstået at det vidst var alvorligt.

Da jeg kom på operationsstuen for 2. gang, sagde de ”… Hej igen…” og jeg kunne faktisk ikke rigtig huske nogen af deres ansigter. Lidt pinligt. De gav mig en maske på, og forklarede at der var to lægestuderende med, om jeg var okay med det. Jeg tænker at jeg har sagt ja, for de blev da siddende, men jeg husker at det var to unge fyre, og jeg blev bedt om at ligge benene i bøjlerne, ligesom ved en gynækolog. Ydmygende, og så sad de bare der, og kunne kigge lige op i alt hvad jeg ejer! Og så var jeg helt væk, igen. Der blev suget 1,8 liter blod ud af min livmoder. En stor mængde, da jeg også havde mistet en del i de store bind jeg havde haft på. Så jeg havde indre blødninger.

Jeg kom op på stuen igen efter operationen ved 22.30 tiden, og min søns far havde stolt givet ham hans første ble på og det første sæt tøj. Æv, det ville jeg så gerne have været med til. Jeg havde længe før planlagt det første tøj.

Det gjorde ondt at gå glip af den første tid.

Han havde det godt med hans far, men de timer ville jeg gerne have haft med. Jeg havde mistet ca. 2 L blod, og det var derfor at jeg var blevet dårlig og mistede bevidstheden. Vi ved ikke rigtig hvorfor det skete, men det kan være en komplikation ved et kejsersnit. Blødningen kan komme fra såret hvor moderkagen har siddet fast, hvis livmoderen ikke trækker sig godt nok sammen, eller fra snittet i livmoderen.

Vi var indlagte en uge. Det føltes som vores egen lille baby- boble. Jeg aner ikke hvad der foregik alle andre steder i verden. Jeg havde kateter de første 4 dage, da jeg ikke kunne komme ud af sengen selv. Jeg blev simpelthen så svimmel, og rystede og var helt gul over alt.

Min søns far grinede af den pose med min urin der hang på sengekanten, og bad mig om at slappe af med at drikke så meget saft. Det var ikke saft, men det var simpelthen alt det væske jeg havde i kroppen under graviditeten der var på vej ud. Jeg var helt gul over alt, især mine hænder og ansigt. Jeg så faktisk forfærdelig ud. Jeg kunne ligge ned og føle mig helt okay, men så snart jeg satte mig op blev jeg svimmel og træt.

På 5. dagen kunne jeg komme op at stå og stå selv et par minutter og måtte så lægge mig ned igen. Jeg fik kørt en trillende ”metal-spand” ind på stuen hver gang jeg skulle tisse eller lave nr. 2. Den var så ydmygende og jeg skulle have hjælp så jeg ikke besvimede alene på stuen. Efter 6 dage kunne jeg selv gå på toilet ved hjælp af en gå-vogn og jeg fik mit første bad i en uge. Det var godt nok tiltrængt. Og jeg tænkte mange gange på, hvor rart det havde været med toilet/bad på stuen, i stedet for ude på gangen.

Jordemødrene og sygeplejerskerne opfordrede mig til at komme så meget op at gå som jeg havde energi til.  Lægen var forbi for at snakke forløbet igennem og jeg husker at være skuffet over hans forklaring. ”… Vi ved desværre ikke hvorfor det lige skete…” Jeg havde brug for afklaring. I værste tilfælde havde de været nødt til at fjerne min livmoder, hvis de ikke havde formået at stoppe blødningen, så jeg var trods alt glad for at jeg ikke blev frataget muligheden for at give min søn en søster eller en bror.

Min søn var så lille og fin og så utrolig mild i forhold til alle andre babyer på gangen.

Jeg kunne høre gråd fra de andre stuer, og han sagde bare sjældent noget. Faktisk endte jordmødrene med at sørge for at der blev taget blodprøve fra ham, for at sikre os, at han ikke havde infektion eller noget, siden han var så stille og forsigtig. Men der var jo ingenting, han havde det bare godt…:0)

Jeg sov forfærdeligt, og måtte jævnligt lægge ham i vuggen i stedet for mine arme. Jeg drømte at jeg tabte ham ud af sengen, da der var huller imellem bøjlerne, og jeg kunne slet ikke finde ro. Min krop var 100% fokuseret på at beskytte det lille nye menneske jeg havde fået og jeg fokuserede slet ikke på mine egne behov for at komme mig. Der var snak om hvorvidt jeg skulle have en blodtransfusion, og jeg husker det som om at jeg selv pressede lidt på for det. Men en af lægerne anbefalede mig at give min krop en chance for at klare det selv, da hun mente at jeg godt kunne klare det uden. Jeg husker at hun sagde, at blod jo også er noget fremmed for kroppen, og at jeg senere ville være glad for at klare det uden hjælp, og det fik hun ret i. Det er da en underlig følelse at have et andet menneskes blod i sin krop, det havde jo været halvdelen af min blodmængde.

Jeg måtte kæmpe med at få amningen op at køre.

Han skulle lægges til mange gange om dagen og natten, og samtidig skulle jeg malke ud bag efter, med den værste maskine jeg har oplevet. Jeg syntes at den var helt forfærdelig og ydmygende, og jeg fik et græde-flip på 4. dagen. Jeg kunne simpelthen ikke overskue den maskine og alle de tusind gode råd og forsøg på at få amningen op at køre. Sygeplejerskerne gjorde det i en god mening, men jeg kunne slet ikke finde mig selv i det, da alt var nyt for mig. Det kom meget bag på mig, hvor meget tid det tager at amme i starten, og når han fik en flaske med modermælkserstatning sov han meget længere, og det gav mig en pause. Jeg var jo selv ret udmattet efter 2 operationer og blodtabet. Så vi supplerede i starten. Vi fortsatte med at supplere nogen uger hjemme, mest om aftenen, men pludselig kunne vi undvære flasken og amningen kørte rigtig fint. Jordemødrene var imponerede over at min krop formåede at amme på trods af det chok den havde været udsat for.

Det var min kæreste der begyndte at presse lidt på med, om det ikke var på tide at vi kom hjem.

Og han havde jo ret, men det skræmte mig også lidt. Havde vi først udskrevet os, var hjælpen jo lidt længere væk, hvis det blev nødvendigt. Men han havde kun 14 dages barsel, og vi havde jo allerede brugt en stor del af den på hospitalet. Så vi besluttede at tage hjem. Det var underligt at pakke alt sammen og gå ud med en baby, der var helt vores egen, ikke en vi skulle aflevere tilbage nogen steder. Der lå lidt sne på jorden da vi kørte hjem. Han sov på hele turen. Og vi skulle ind på tanken, min kæreste skulle jo have sine cigaretter. Han bad mig gå ind efter dem, da det var godt for mig at komme op at gå, en af mine første og korte gåture. Og jeg husker at fra bilen og ind til tanken følte jeg mig SÅ alene. Min kæreste og søn var lige bag ved mig, men det var så underligt at gå selv, han plejede jo at være lige her, altså inde i min mave, og nu var den bare tom.

Jeg blev sendt hjem med stærke jernpiller, der skulle hjælpe min blodprocent med at komme op igen. Jeg skulle til blodprøve kontrol løbende, så lægerne kunne holde øje med om alt gik fremad som det skulle. 14 dage efter kunne jeg så småt gå ture rundt i lejligheden, selv gå i bad osv. Men indkøbsture og gåture med hunden måtte jeg have hjælp til. Min søn var heldigvis en mild baby de første måneder, og det hjalp nok en del på min heling…

Jeg blev dengang tilbudt samtaler for at snakke alt igennem.

Jeg følte slet ikke at jeg havde brug for det dengang, og jeg havde nok en følelse af at det jo ikke var så slemt… Jeg tænker at det har været min krop der har beskyttet mig selv. Jeg husker jo ikke meget af dagen og dagene efter, og det er nok godt nok. Når jeg ser tilbage i dag, så burde jeg nok have taget imod samtalerne… Der gik 6-7 måneder før jeg begyndte at tænke over hvad der egentlig skete og jeg stillede løbende spørgsmål til min kæreste om hvad han kunne huske.

I dag er det 2,5 år siden og jeg er nok lidt ramt af det stadigvæk.

Så snart at snakken om en bror eller søster til min søn kom frem, kunne jeg godt mærke frygten for endnu en fødsel. Hvis jeg ser folk i fjernsynet der bløder meget og besvimer af det, så får jeg hvad der nok er små flash backs… Jeg husker mærkeligt nok flest af de ydmygende ting ved hele dagen, og det er nok godt nok at kroppen har glemt smerten og chokket… Jeg er uddannet dyrepasser og ser tit tingene med biologi briller på. Og jeg er helt sikker på, at havde jeg levet for 500 år siden, havde jeg ikke klaret en sædefødsel og så var jeg her ikke i dag. Og hvis det var såret fra moderkagen der blev ved med at bløde under min fødsels, var jeg nok død af blodtabet. Så heldigvis er jeg også taknemmelig for de muligheder vi har i dag. Og min søn er jo heldigvis det hele værd i sidste øjne… Kejsernittet var en rigtig god oplevelse, og var alt efterfølgende ikke sket, så havde det været den skønneste måde at få et barn på.

Jeg gør det nok gerne igen hvis jeg skal en dag…     


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.