"Efterfølgende gik jeg desværre helt ned"

Min anden graviditet, startede stille og roligt!

Havde kvalme, som mange har og var rigtig glad, hvilket min kæreste også var. Da det er hans første barn, er på fra start af. Så vi var glade.

Min kvalme blev værre og værre, og efter kort tid, kunne jeg mærke at jeg var ved at få bækkenløsning. (Ligesom i min første graviditet. Så måtte blive sygemeldt igen). Desværre skulle jeg igennem en gammeldags læge, som mente at jeg skulle komme hver 14 dag for at få en ny sygemelding, hvilket ikke var en god oplevelse hos ham, så skiftede læge. Da jeg kom til mit første lægetjek hos den nye, konstaterede han med det samme, at jeg bare skulle have en sygemelding indtil jeg gik på barsel, så det fik jeg.

Efter at have været sengeliggende, bandet, svovlet, grædt og kæmpet mig rundt, så slog det mig helt ud, hvis jeg ikke fødte til termin, men at jeg skulle rundt i ekstra tid og have ondt. Så ansøgte om en samtale på hospitalet, med en læge om at jeg kunne få lov til at blive sat i gang hvis der intet skete til min termin.
Under samtalen med lægen, brød jeg sammen som jeg gjorde hver gang jeg snakkede om mine smerter, med nogen. Så lægen godkendte mig heldigvis.  

D. 6. maj var det min termin, men Felix gav ikke tegn til at skulle nogen steder, så jeg kom ind på hospitalet, hvor jeg ellers kunne bruge hele mandagen på at vente og have ondt. Til sidst blev vi enige om at de skulle prøve at lave en hindeløsning på mig, som bare gjorde ondt! Tror på det tidspunkt havde jeg måske åbnet mig 2 cm.

Så de håbede at det ville hjælpe.

Senere på dagen fik jeg piller, som kunne sætte skub i veerne, som jeg ellers bare skulle tage hver anden time, tror jeg nåede at tage 3 af dem, da der skete noget natten til d.7 maj og måtte afsted og lidt i 11 d.7 maj havde vi vores søn i vores arme.

Jeg valgte selv at blive sat i gang med pillerne, men psykisk var jeg slet ikke forberedt på hvor hurtigt det ville gå, og hvor voldsomt det var. Åbnede mig utroligt hurtigt, da mit vand blev taget, kunne jeg ikke nå at få smertestillende, så jeg fik kun lattergas og bum så havde vi vores Felix i armene.

Om jeg kan anbefale igangsættelse,

ja hvis man er klar psykisk og ikke nyder sin graviditet fordi man har smerter, så helt klart ja. Ellers så vent for Guds skyld til baby selv er klar til at møde dig.

Efterfølgende gik jeg desværre helt ned, fik konstateret en mild fødselsdepression. Jeg opdagede da vi kørte fra hospitalet, var jeg bare rigtig træt, havde lyst til at græde hele tiden og glæden over vores dejlige lille søn den var der slet ikke. Jo jeg var glad for ikke at være gravid mere, men glæden over at holde ham og se på ham var der ikke.

Har heldigvis fået en psykolog som sagde at det var helt okay, da jeg simpelthen var for træt til at føle glæde efter en så hård graviditet.

Noget af det jeg også har kæmpet en hel del er, er min dårlige samvittighed overfor min ældste. Har været sengeliggende i 6 måneder, og nu hvor jeg endelig ikke er det mere, så skal jeg bruge det meste af min tid på lillebror, men heldigvis er Bastian virkelig glad for sin lillebror. Men vi arbejder på at fordelingen af opmærksomheden bliver god for dem begge. Og min dårlige samvittighed forsvinder mere og mere.

Har heldigvis fået snakket om mine følelser en hel del med min psykolog, min mor og min dejlige forlovede. Så et godt netværk har hjulpet mig rigtig meget – og at kunne komme ud og se folk igen. En cafe tur kan gøre rigtig meget.


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.