En anderledes start på foældrelivet del 3

Du kan læse del 1 og del 2

Overvejelserne om en lillesøster/lillebror havde selvfølgelig været mange. 

I frygt for at det igen skulle tage lang tid at blive gravid eller måske endnu længere tid eller at vi slet ikke kunne igen, beskyttede vi os ikke. Alligevel blev vi da lidt overraskede, da vi fandt ud af, at vi ventede lillesøster med kun 14 mdr. mellem terminerne. Vi var da ovenud lykkelige for, at jeg var gravid helt naturligt, men samtidig kom bekymringerne bragende allerede fra start.

Er den kommende storesøster for lille til at blive storesøster?
Hvis lillesøster også kommer før tid, vil hun så klare sig ligeså godt som sin storesøster?

Inderst inde troede vi nok selvfølgelig på hvad fagpersonerne på sygehuset havde sagt – nemlig at det højest sandsynligt var en engangsforestilling med min for tidlige fødsel.

Hele graviditeten med lillesøster har været fyldt af tanker og bekymringer i forhold til at risikere at føde for tidligt igen. Angsten for at miste, angsten for at skulle være indlagt på ubestemt tid og føle sig utilstrækkelig ift. 2 små børn og at skulle undvære storesøster under en eventuel indlæggelse med den kommende lillesøster. En konstant frygt for at vandet skulle gå og for at føde tidligere end uge 30! Alle kroppens signaler blev løbende analyseret.  

I denne graviditet har jeg gået til ekstra scanninger og målinger af min livmoderhals til og med uge 30.

Alt ser hele tiden fint ud. Min egen fornemmelse har jo hele tiden været, at det er min livmoderhals, det er galt med pga. et keglesnit jeg fik foretaget for celleforandringer for 7-8 år siden. Men scanningerne og målingerne har altså set fine ud og derfor har der ikke været grundlag for at gøre mere. Jeg blev dog alligevel opfordret til at blive sygemeldt fra uge 27 både pga. bækkenløsning og min historik med for tidlig fødsel. 

Det er som om det hele er det samme om igen - Det er søndag og min kæreste er lige kommet hjem fra Aalborg, hvor han har overnattet i forbindelse med en 30-års fødselsdag. Jeg selv er netop kommet hjem fra en veninde og vil lige samle lidt legetøj op fra gulvet i stuen. Følelsen jeg får netop dér, har jeg haft før, og det er oftest ingenting andet end en fornemmelse, men jeg går alligevel lige ud på toilettet og tisser og tjekker.

Pokkers!

Jeg kalder på min kæreste og fortæller, at jeg tror mit vand er gået. Jeg lægger mig ind i vores seng og får med det samme ringet til jordemoderen. I løbet af ugen har vi netop fejret, at jeg er nået til uge 32, hvilket jo er rigtig godt og længere end sidst, men selvfølgelig stadig med forhåbninger om, at nå endnu længere. Mens jeg ligger i sengen begynder benene at ryste og jeg er ikke længere i tvivl om, at det er vandet der er gået. Fostervandet kommer nu i store portioner. Jeg får ringet til mine forældre som må komme for at være ved den kommende storesøster. Heldigvis bor de lige om hjørnet.

Falck kommer og vi køres til sygehuset. Der er ikke et helt team der tager imod os som ved storesøster, men bare en enkelt jordemoder (grundet at jeg er over uge 32+0). Vi kommer heller ikke ind ad akutindgangen denne gang. Jeg undersøges af JM og læge: CTG målinger, urintest samt scanning af livmoderhals. Livmoderhalsen er væk og jeg er 2 cm åben. Jeg får første omgang lungemodnende medicin, men ikke vehæmmende medicin, da jeg er over uge 32+0.

Frustrerende at man ikke kan få det for at stoppe fødslen – efter min mening er uge 32 stadig tidligt – bevares, jeg er godt klar over økonomien i det!

Jeg kommer på svangreafdelingen fordi jeg endnu ikke har veer. Min kæreste falder i søvn fordi han stadig har lidt tømmermænd! Præcis lige som ved storesøster.

Tankerne i hovedet er mange, men jeg falder heldigvis i søvn til sidst. Efter en lille time vågner jeg pga. spændinger. Jeg kalder efter aftenvagten som kommer og undersøger, hvor åben jeg er. Jeg er 6 cm åben. Jeg har en følelse af, at det her kommer til at gå MEGET hurtigt. Min kæreste må ligesom sidst køre mig ned på fødeafdelingen fordi der ikke er tid til at vente på en portør.

Alt personalet kommer til fødestuen og jeg får presseveer.

Det hele går meget hurtigt og vi er på fødestuen i 20-25 min inden lillesøster kommer til verden. 2162g, 45 cm. Wow sikke en stor lille pige. Lillesøster kommer op til mig og ligger på maven lige efter fødslen og giver lyd fra sig med det samme <3. Far tager med på afdl. for for tidligt fødte, mens jeg får født moderkagen. Heller ikke denne gang var der nogen infektioner og moderkagen var stor, fin og flot farve. Denne gang gik fødslen næsten for hurtigt – det går ALT for stærkt fra at jeg ikke regnede med, at jeg skulle føde til at jeg havde født.

Det bliver svært at bearbejde!!

Da jeg kommer op til farmand og lillesøster efter 20 min. ligger lillesøster allerede på far hud mod hud.

Ja, kort fortalt er det jo ellers samme omgang som sidst med mange prøver, udmalkninger, målinger, vejninger, hud mod hud mm. Heldigvis vælger vi denne gang kun at få besøg af vores forældre og vores søskende. Så vi kan bruge energien på lillesøster og storesøster. I det hele taget at komme ovenpå igen og få mælkeproduktionen godt i gang. Det er stadig så mega hårdt med de udmalkninger hver 3. time og samtidig få kalkuleret med at hun kan sutte ved mig, ligge hud mod hud og at man også selv lige får lidt mad. 

Kan huske at folk sagde ”nå jamen I har jo prøvet det før og endda endnu tidligere” Kan huske hvor frustrerende det var og hvor ked af det det gjorde mig. Selvfølgelig var det rigtigt at vi havde prøvet det før, så selve forløbet kendte vi til. Men lillesøster var jo bare en anden baby og ingen kunne vide om hun ville klare sig ligeså godt som sin søster. Samtidig var mine ønsker og drømme om at blive højgravid endnu engang brast og et mega hårdt forløb var i gang. 

Jeg er meget påvirket i tiden på sygehuset måske mere end første gang eller i hvert fald på en anden måde denne gang. Jeg er meget ked af det, jeg er vred, følelsen af utilstrækkelighed, ikke at kunne være 2 steder på samme tid. Savnet til storesøster som stadig er meget lille er sindssygt stort, men jeg kan heller ikke tage væk fra mit lille nyfødte barn. Når jeg tager hjem på et kort visit for at besøge storesøster skriger mit hjerte efter mit lille nyfødte barn 💔.

Uanset hvad jeg gør, er der et kæmpe afsavn!

Selvom jeg ved at sygeplejerskerne passer godt på lillesøster mens vi er hjemme ved storesøster om eftermiddagen, så føles det helt forkert. 

Drømmen om at have et almindeligt fødselsforløb, hvor man som 2. gangs forældre kommer hjem samme dag man har født - Hvor man ikke skal undvære sin 1årige datter på ubestemt tid er fuldstændig brast. Jeg er frustreret over den barsel som man går glip af med et for tidligt født barn og tanken om, at mit for tidligt fødte barn skal starte endnu tidligere i institution, gør mig ked af det. Aftalen om barsel er SÅ dårlig, når man vælger at komme hjem på tidligt hjemmeophold (THO) fordi man ikke får barslen i modsat ende.

Det er SÅ frustrerende at jeg har gået til ekstra scanninger i min graviditet og fået at vide at alt er godt. Synes jeg har gjort, hvad jeg kunne for netop at undgå at komme i denne situation. Jeg har påtalt min livmoderhals. Jeg har været sygemeldt og været meget liggende. Alle prøver og tal har været gode både i graviditeten, under fødsel og efter. Jeg vil altså så gerne finde grunden til denne situation.

Jeg havde et håb om at den første for tidlige fødsel var en engangsforestilling og det var også hvad de sagde på sygehuset. 

Jeg bruger dagene på sygehuset på at holde sammen på mig selv og mine følelser. Stakkels min kæreste som også er splittet mellem hjemmet og sygehuset. For at der ikke er for store forandringer for storesøster, sover han hjemme ved hende de fleste dage og forsøger at være hos os på sygehuset mens storesøster er i dagpleje. Puuuhhha hvor er det ikke sjovt! 

Lillesøster er heldigvis også en mega sej lille mus. Hun kommer hurtigt af med C-pap og det hjælper også på det luft hun har døjet med i sit lille system. Hun får meget ros af lægerne og kommer efter en lille uge over i en mindre kuvøse som er mere transportabel, så hun kan komme med ind på vores stue. Jeg vænner mig altså aldrig til lydene fra alarmerne. Selvom man har prøvet det før, så har man stadig meget fokus på de tal og får et chok når lillesøster dykker. Heldigvis kommer alarmerne også hurtigt af, så vi kan fokusere på hende i stedet for skærmene.

Det er frustrerende, at vi ikke ved hvor lang tid vi skal være indlagt med lillesøster og hvor lang tid jeg skal undvære storesøster.

Det er faktisk næsten det værste – uvisheden. 

Jeg har en enorm følelse af ensomhed og isolation, mens jeg ligger der med lillesøster på maven, men samtidig får jeg også et unikt udgangspunkt med hende – præcis som hun har brug for. Jeg er med til at give hende den bedste start som hun kan få. Sammen med bekymringen kommer lykkefølelsen heldigvis, men hvorfor pokker må vi ikke opleve at blive forældre på helt normal lykkelig vis?

Lillesøster tager godt på og hun øver sig i at sutte ved mig fra lidt før uge 34 og hun får mindre og mindre mælk i sonden fordi hun sutter mere og mere ved mig. Nu kan hun også selv holde temperaturen. Efter 14 dage kan vi endelig komme hjem på tidligt hjemmeophold (THO) dvs. at vi selv skal sørge for alt omkring sonde mm og have telekonisk kontakt med sygehuset indtil hun kan undvære sonden. Set i bakspejlet er 14 dage jo ingenting, men de føltes som de længste 14 dage i mit liv. 

Det er rart at være hjemme. At være samlet som familie og at kunne sidde i sin egen sofa. Endelig! Jeg synes dog det er svært at føle sig tilstrækkelig 100 % for begge piger. Jeg har dårlig samvittighed over ikke at kunne bruge lige så mange timer hud mod hud med lillesøster som vi kunne på sygehuset.

Men det var også bare vigtigt for os, at komme hjem og være samlet som en familie.

Heldigvis tager lillesøster det hele rigtig godt. Det er også rigtig hårdt, at jeg ikke kan tage storesøster op når der ammes eller malkes ud. Og så er det jo altså bare hårdt, når man ikke får mere end 2 timer sammenhængende søvn i streg over lang tid. 

Det er den største gave nogensinde at være forældre til 2 skønne præmaturpiger med kun 14 mdr. imellem. Ingen tvivl om at deres bånd vil blive rigtig stærkt og de vil få rigtig meget glæde af hinanden. 

Heldigvis klarer begge vores piger sig rigtig godt og det er vi SÅ lykkelige for. Den glæde og det liv de giver kan ikke måles med noget andet.

Det er ingen hemmelighed at det også er mega hårdt. Denne vinter har været meget præget af sygdom. Vi har alle 4 været ramt af både omgangssyge og influenza begge dele flere gange og så er det altså bare ekstra hårdt, når man kun har 2 hænder. Samtidig har vi jo selvfølgelig gang i et større tilbygningsprojekt som min kæreste selv laver det hele af. Vi troede det skulle stå færdigt i januar 2019, det bliver måske 2020 ;) 

Gode råd: 

·       Besøg: Selvom man sååå gerne vil vise sit barn frem, så minimér besøgene til de allernærmeste familiemedlemmer og til et afgrænset tidsrum. Skriv gerne til dem i forvejen, at de kan komme fra fx 13-13.30. Man bruger så meget energi på besøg, og det er meget mere vigtigt at bruge energien på baby, at kramme hinanden, malke ud og få hvilet.

·       Skriv dagbog mens I er indlagt for pludselig kan man ikke huske dagene fra hinanden.

·       Skriv også dine tanker ned, det hjælper at få det ud af hovedet

·       Hvis I har børn i forvejen og må splittes som familie, så husk også at spørg ind til hvordan hinanden har det. Oftest går det hele op i praktisk snak.

·       Ift. malkemaskinen – Hold ud, dit barn har SÅ godt af din mælk og husk lige på, at du er mega sej.

·       Stol på din egen mavefornemmelse


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.