En anderledes start på forældrelivet del 1.

Præcis ligesom til de to forrige bryllupper, vi havde været til inden for den seneste måned, var jeg jævnt træt af at være gravid – specielt nu til det tredje og sidste sommerbryllup, vi skulle til i år. Endnu et fantastisk bryllup. Jeg var selvfølgelig ovenud lykkelig for at være gravid med vores ønskebarn, som vi havde ventet længe på. Men fest og især bryllupper er bare ikke det samme uden alkohol. Jeg vil selvfølgelig på ingen måde bytte det med noget, men det er da så typisk, at der lige er 3 bryllupper i år. Vi har en skøn dag med perfekt vejr og en god aften med rigtig lækker mad.

Jeg er i gravid i uge 30 og i lykkerus over at være gravid og over at være beriget med skønne og fantastiske mennesker i mit liv.

Alt er godt, og en laaaang god sommerferie og barsel på 11 uger i alt er skudt i gang. Det kan ikke være bedre.

Min graviditet har været god. Kun lidt halsbrand og lidt ondt i lænden. Luksusproblemer i forhold til så mange andre. Så altså en nem graviditet og helt efter bogen. Jeg er fornuftig og går til køjs efter brudevalsen, da jeg alligevel er godt træt efter en lang god dag og aften. Så jeg lader mændene om at feste den lange nat. Jeg sover ikke så godt den nat på grund af festlige folk, der hygger sig, musikken der spiller og folk der går i seng løbende.

Dagen derpå står min kæreste og jeg op og spiser morgenmad med de andre. Vi vil gerne nogenlunde tidligt hjem, så vi kan komme ud til mine svigerforældre og hente vores hund Otto. Vi har halvanden times kørsel forude, hvilket er lidt uoverskueligt, da vi begge er godt trætte og min kæreste med en god solid portion tømmermænd.

Da vi kommer ud til mine svigerforældre kl. 12 søndag, bliver vi selvfølgelig mødt af en mega glad Otto. Vi går med om i haven for at høre, hvordan han har opført sig. Da han ikke er fyldt 1 år endnu, er han stadig liiiidt teengeagtig. Vi står der ikke ret længe – måske mindre end 5 minutter, da jeg pludselig mærker, at det bliver vådt i mine trusser. Jeg er lidt i tvivl om det er indbildning eller om det er rigtigt, at det er blevet vådt. 

Nu føles det som om, det løber ned ad benene, mens jeg samtidig prøver, at høre efter hvad svigermor og svigerfar fortæller. Jeg krydser benene og svigerfar spørger, om jeg skal tisse… "Jaaae måske" siger jeg og går hurtigt ind på toilettet uden at sige noget. På vejen mærker jeg, at det drypper på gulvet. Har jeg mon allerede fået graviditetsblære?

Er jeg virkelig blevet så slap, at jeg ikke kan holde på vandet og har tisset i bukserne?

Jeg sætter mig på toilettet og prøver at tisse. Mit trusseindlæg er vådt, og det samme er mine trusser. Tænk, at jeg slet ikke har kontrol over min blære længere. Jeg forsøger at tisse og der kommer da også noget ud. Jeg tørrer mig og rejser mig op, men det bliver ved med at sive ud og her begynder en uro at vækkes i mig. Jeg mærker koldsveden ned ad ryggen. Der er noget, der ikke er som det skal være…

Er mit vand gået? Nej, det kan ikke passe – ikke så tidligt. Jeg er kun i uge 30. Der er 10 uger endnu til termin.

Jeg kalder anspændt og panisk på min kæreste. Kigger nervøst på ham og fortæller med et knæk i stemmen, at jeg tror mit vand er gået. Mine gennemblødte trusser ligger på gulvet, og jeg står med et vådt håndklæde som jeg forsøger at tørre mig med. Han kan se på mig, at det ikke er for sjov. Jeg kan se panikken i hans øjne. Han får hurtigt fundet nummeret til fødeafdelingen, og jeg ringer og forklarer situationen. Jeg forsøger at bevare roen. Jeg får instrukser på at lægge mig ned med det samme, indtil Falck vil ankomme. Jeg forsøger mig ad, om vi ikke bare selv kan køre ind og blive tjekket på sygehuset, men det er procedure, at de skal sende en ambulance, fordi man skal transporteres liggende, når man ikke ved, hvordan barnet vender.

Jeg lægger mig ind i sengen i gæsteværelset, og vi forklarer mine svigerforældre, hvad der sker. 

Inderst inde er jeg er bange. Angst for at miste vores ufødte barn.

Mine ben begynder at ryste samtidig med, at jeg forsøger at bevare fatningen og roen. Jeg har ikke ondt og kan som sådan ikke mærke noget anderledes i kroppen, men jeg kan ikke mærke hende, og har ikke mærket hende siden tidligt i morges. Jeg lukker øjnene og forsøger at koncentrere mig om at mærke efter. Tankerne flyver af sted.

Hvad skal alt det her betyde?
Er der noget galt med hende?
Det må ikke ende sådan her.
Hvorfor sker det her?
Hvad har jeg gjort forkert?
Hvorfor skulle jeg også drikke det skide halve glas vin i går til brylluppet?
Har jeg ikke passet nok på?
Har jeg været for aktiv og for vild eller ikke lyttet ordentlig til min krop?
Hvorfor må jeg ikke blive mor?
Bliver jeg nogensinde mor?

Jeg har pcos og haft svært ved at blive gravid og har haft én spontan abort tidligere!

Hvorfor skal jeg både have svært ved at blive gravid, og nu kan min krop heller ikke finde ud af at være gravid! Hvad er der galt med mig og min krop?!

Please lad mig mærke dig derinde. Lad mig mærke dine små spark. Din søde hikke. Kom nu. Hvorfor sker der så mange uheldige ting for os! Inden for det sidste års tid er ulykkerne haglet ned over os.

Min kæreste sætter sig ved min side. Han er også bange. Jeg kender ham og kan se, at han er mindst ligeså bange som jeg, og han lægger heller ikke skjul på det. Vi forsøger sammen at bevare overblikket og være tapre. Det er svært, rigtig svært – men på en eller anden måde bevarer vi fatningen. Svigermor, svigerfar og Otto kommer ind og kigger til os. De er rolige og svigermor finder flere håndklæder.

Endelig kommer ambulancen. Otto forsøger at komme med mig ind i ambulancen, men må blive ved svigermor og svigerfar.

Vi aftaler, at min kæreste kører bagefter ambulancen til sygehuset. Turen til sygehuset er lang, men jeg er dog blevet mere rolig, og mine ben ryster ikke så meget længere. Jeg har ingen fornemmelse af, hvilken vej vi kører. Stakkels min kæreste, han kører deromme bagved og ved ikke, hvad der foregår i ambulancen. Falck-manden, der sidder omme ved mig, er rolig, og det gør mig tryg. Han fortæller, at han har taget imod fem babyer før, og vi snakker om hus, ferie, familie og mountainbike, og jeg forsøger at koncentrere mig om at lytte efter. Mens jeg ligger der, kommer jeg i tanke om, at mine trusser stadig ligger midt på gulvet på svigermor og svigerfars badeværelsesgulv. Nå, jamen jeg kan jo ikke gøre noget ved det alligevel. Jeg lukker øjnene og har egentlig ikke lyst til at snakke.

Håber bare, det hele er en livagtig drøm.

Langt om længe ankommer vi til sygehuset. Den ene Falck-mand går ud for at finde min kæreste. Det føles som alt for længe, vi har været adskilt. Jeg har glædet mig til at fortælle ham, at jeg er okay.

På sygehuset tager to unge jordemødre imod os. Jeg bliver kørt ind på en fødestue, hvor jeg bliver undersøgt. Åhh gud - tænk hvis jeg bare har tisset i bukserne. Det er en ambivalent følelse. Jeg håber selvfølgelig ikke mit vand er gået, men at jeg bare har tisset i bukserne, dog er det lidt pinligt at have sat så mange ting i værk for en tissetår.

Jordemødrene lugter til håndklædet, som jeg har holdt mellem benene og de undersøger mig. De konstaterer, som ventet, at jeg har vandafgang

En læge kommer og tager over. Hun sætter en CTG-måler på, og vi bliver våde i øjnene af at høre vores lille piges hjertelyd. Derudover bliver jeg scannet. Jeres lille pige har det godt og vender rigtigt med hovedet nedad, konstaterer lægen. Jeg får også målt min livmoderhals som er 1,5 cm, hvilket er ret kort.

Jeg har ingen veer, men får en indsprøjtning med lungemodnende medicin stukket i låret, og jeg får lagt et drop med antibiotika for at sænke risikoen for infektion. Lægen og de to jordemødre har en stoisk ro, som smitter og får mig til at falde mere til ro. Lægen spørger, om jeg er okay – hun synes, jeg ser overraskende rolig ud, men hun kan også se på min krop, at den er anspændt. Det er godt set af hende – det er fuldstændig sådan, jeg også føler, jeg har det. Det er svært at beskrive.

Stille og roligt forklarer hun os, hvad der nu skal ske. ”Du har vandafgang. I skal forvente, at I er forældre senest i graviditetsuge 34.

I skal forvente, at du skal være sengeliggende frem til fødslen, og vi kan ikke sige noget om, om hun vil ud før uge 34, men hver dag, hver time og hvert minut tæller og I skal forvente at være indlagt til terminsdato”.

Faktisk husker jeg ikke helt ordret, hvad der blev sagt eller i hvilken rækkefølge. Men tankerne flyver igen rundt i hovedet. Jeg hæfter mig særligt ved ordet sengeliggende – altså sengeliggende i fire uger frem til uge 34?! Og være indlagt til terminsdato? Shit det er længe! Uoverskueligt længe. Hvad hvis hun vil ud i morgen eller i nat? Det er alt for tidligt!

Kan hun overleve, hvis jeg føder nu?
Hvordan ser hun ud – er hun gennemsigtig, skræmmende og uhyggelig?
Hvilke konsekvenser vil det have?

Vil de være livsvarige?
Er hendes lunger og tarme færdigudviklede? Vil hun få blodpropper?
Eller masser af infektioner?
Kan hun selv trække vejret?
Er nervesystemet færdigudviklet?
Vil hun få sansemotoriske vanskeligheder, adfærdsproblemer, kognitive forstyrrelser, søvnproblemer, spiseproblemer?
Får det betydning for amningen, hvis hun kommer allerede nu?

Bekymringerne er uendelige, og konsekvenserne kan være mange. Vi kender ingen i vores familie eller venner som har født for tidligt, så vi havde på ingen måde tænkt, at det var noget der kunne ske. 

Jeg var vild med at være gravid og var på ingen måde færdig med at være det. Og vi var ikke det, der lignede klar til at blive forældre – ikke rent praktisk i hvert fald. Det var jo planen, at jeg skulle bygge rede de næste 10 uger i min lange sommerferie og barsel. Mit hoved er fyldt af spørgsmål, bekymringer og forvirring. Trods bekymringerne kan jeg mærke, jeg også er rolig. Men jeg kan også mærke, min krop stadig er anspændt og nervøs for, hvad der skal ske. Oplevelsen de seneste timer og frygten for at miste vores ønskebarn kværner øredøvende rundt i mit hoved.

Vi bliver flyttet op på svangre afdelingen, hvor jeg skal være sengeliggende. Sengeliggende på ubestemt tid.

Vi får forklaret, at fostervand gendannes, så jo, man kan godt holde barnet inde i maven, selv om man har haft vandafgang. Dog vil de sætte mig i gang senest 34+0, da infektionsrisikoen er høj. Men uvisheden omkring det hele er virkelig uoverskuelig. 

Vi får rundvisning på afdelingen for syge nyfødte og for tidligt fødte. En sød sygeplejerske på afdelingen forklarer, hvordan det hele kommer til at foregå efter fødslen. Vi får vist et barn, som er født i uge 34, så noget ældre end vores lille pige er nu. Vi taler også med en børnelæge, som også fortæller, hvad vi kan forvente, når jeg har født. Han er god til at forklare og virker meget kompetent og giver os lidt læsestof. 

Vi er tilbage på vores stue på svangre afdelingen. Dagen går, og til aften begynder jeg at få lidt sammentrækninger med ondt i lænd og murren i maven. Menstruationslignende smerter. Mine forældre er et smut forbi, og de kan ikke skjule deres bekymringer for os.

Jeg får nu vehæmmende medicin gennem drop for at lungemodningen kan nå at virke. Den første skal helst virke i 24 timer og den næste i 12 timer (meget afgørende). Vi overnatter nede på fødeafdelingen, hvor jeg har CTG-måler på, så de kan måle mit blodtryk løbende. Lillepigen stortrives derinde, og hun viser ikke det mindste tegn på, at en fødsel er under opsejling.

Min kæreste har stadig tømmermænd og vil helt klart sætte pris på, at fødslen ikke går i gang i dag. Han får den store ære at sove på en fødebriks – ikke den bedste seng efter hans mening. Jordemoderen ender med at få medlidenhed med ham og finder en almindelig seng til ham.

Jeg sover næsten ikke den nat. Tankerne og bekymringerne brager stadig derudad, og CTG-måleren falder af, hver gang jeg bevæger mig en smule, så jordemoderen skal ind at sætte den på igen. Så jeg får heller ikke sovet meget den nat.

Næste morgen kl. 7 bliver vi sendt tilbage på svangre afdelingen, da tal og hjertelyd er, som det skal være. Spændingerne er ikke blevet værre, men kommer stadig hver 20. minut. Jeg må konstant skifte min kæmpe mama-ble, fordi fostervandet fortsat siver. Jeg får igen antibiotika og ny omgang vehæmmende. Jeg har lyst til et bad. Både for at blive vasket, men også for at lindre smerterne – men det bliver jeg frarådet af sygeplejersken.

Dagen er uoverskuelig.

Hele situationen er uoverskuelig. Uvisheden omkring det hele er forfærdelig. Tankerne og bekymringerne vil ingen ende tage. Tanken om, at jeg ikke har bygget rede, er endnu mere forfærdelig!

Derudover havde jeg glædet mig ubeskrivelig meget til den her sommer med masser af tid til træning og gåture med Otto. Tid til veninderne rundt i hele landet. Tid til at besøge familie og masser af tid til min kommende nevø som kan komme til verden en af de nærmeste dage. Tid til at være i haven. Tid til alle de praktiske ting hjemme. Tid til at indrette pusleplads og børneværelse. Tid til at nyde den sidste ferie alene med min kæreste. Ikke mindst tid til at glæde sig til en ny tilværelse og til at blive forældre. I det hele taget tid til alt det hyggelige og sjove. Forventningerne og forestillingerne er helt ødelagte, og et helt kapitel er sprunget over! Samtidig forsøger jeg at tage mig sammen og holde tungen lige i munden og se, hvad de næste dage bringer. Heldigvis ved vi, at hun har det godt inde i maven, og det er det vigtigste! Oveni det hele har jeg nok også en kæmpe skyldfølelse.

Skyldfølelse over, at jeg ikke kan holde min lille pige inde i mig i den tid, som er meningen, og som hun har bedst af.

Kan jeg virkelig ikke en gang finde ud af at være gravid? Hvad kan jeg egentlig finde ud af efterhånden?! Samtidig har jeg også en skyldfølelse overfor min kæreste. Skyldfølelse fordi han også får ødelagt sin ferie og alle de andre ting, han må sige nej til og ikke kan på grund af den ændrede situation… Vi græder lidt og krammer lidt og er så glade for, at vi har hinanden. Vi har efterhånden været igennem mange ting, og vi har fundet ud af, at vi kan alt sammen. Det finder vi trøst i og bliver enige om, at der er en grund til, det rammer os. Det er nemlig fordi, vi er stærke og kan klare det.

Klare det med hinandens støtte.