En anderledes start på forældrelivet del 2.

LÆS DEL 1 HER

Jeg får anden omgang lungemodnende medicin, som helst skal virke i 12 timer. Resten af dagen har jeg løbende sammentrækninger, jeg får antibiotika, målt puls, blodtryk, teratur og en masse andet.

Min kæreste kører et smut hjem for at hente sin arbejdscomputer, så han kan arbejde lidt fra sygehuset. Jeg ser mit snit til endelig at prøve at få lidt søvn. Da han er hjemme, forsøger han at ringe til mig, da han ikke kan finde en af de ting, som jeg har bedt ham om at tage med til mig. Jeg tager ikke mobilen, da jeg er faldet i søvn. Det tolker han selvfølgelig som om, der er sket noget – han tror, jeg er gået i fødsel. Dér får han udfordret Audi’ens acceleration og fart, og han rammer sygehuset hurtigere end nogensinde før. Han brager ind ad døren ind til stuen og ser helt underlig ud i hovedet. Jeg vågner og ser forvirret på ham, og han ser hurtigt rolig ud igen, da han ser, at alt er okay.  

Sammentrækningerne kommer oftere og oftere – om de bliver værre ved jeg ikke, men de er i hvert fald ikke behagelige. Hvis det her bare er sammentrækninger, hvor ondt gør en ve så? De må være frygtelige!

Og hvordan er det så ikke at føde!?

Det tror jeg ikke, jeg kan klare. Jeg synes, de her sammentrækninger er rigeligt ubehagelige.

Til aften ringer min bror. Han fortæller stolt, at jeg har fået en lille nevø. Hvor er jeg glad og lettet. Lettet over at det er gået godt, men også lettet over at vi ikke fik overhalet indenom med fødselsdag, og nu tyder alt på, at fætter og kusine heller ikke får samme fødselsdag. 

Sammentrækningerne bliver værre og værre ved midnatstid, og jeg synes, de kommer oftere og oftere, og jeg kan ikke sove. Min energi er ved at slippe op. Jeg er helt udmattet og trænger til at sove. Jeg har ikke rigtig sovet ordentligt siden natten til lørdag inden brylluppet for 3 dage siden. Hver gang jeg får sammentrækninger, må min kæreste trykke mig hårdt ind på lænden – det er det eneste, jeg synes hjælper bare en smule. Jeg synes efterhånden, det er hele tiden, jeg skal bede ham om det. Hvor er det synd for ham, men hvor er jeg glad og lykkelig for hans støtte. Han er så god!

Kl. 3 må jeg rykke i den røde klokkesnor for at høre jordemoderen, om hun kan gøre et eller andet – f.eks. give mig lidt Panodil, så jeg måske kan få sovet lidt. Jeg kan slet ikke finde ro.

Da hun kommer, ringer hun ned på fødegangen for at høre, om hun må undersøge mig for, hvor lang min livmoderhals er nu. Hun vil ikke undersøge uden grund, da det kan være med til at sætte fødslen i gang. Hun får lov til at undersøge mig, og konstaterer hurtigt at jeg er 10 cm åben. Hun kan heldigvis godt forstå, at jeg har det træls. Hun bliver også selv ret overrasket. Jeg bliver ramt af en kæmpe lettelse og helt ny energi. Jeg er så lettet over, at jeg ikke bare er pylret og ynkelig. Der er altså en god grund til, at jeg har ondt. Jordemoderen får travlt med at kalde folk til fødestuen. Vi er forinden blevet gjort opmærksomme på, at der ved en for tidlig fødsel, vil være ekstra folk tilstede som f.eks. børnelæger, sygeplejersker fra afdel. for for tidligt fødte, ekstra jordemødre mf.

Min kæreste må køre mig ned på fødestuen i sengen for at det kan gå lidt hurtigt, og vi får ingen af vores ting med i farten… I elevatoren rammer det mig – shit, jeg ved jo slet ikke hvordan man føder! Jeg har jo ikke nået at være til fødselsforberedelse eller læst min venindes bunke af fødselsmaterialer! Det skræmmer mig lidt. Da vi kommer ned på fødestuen, har jeg stadig ingen presseveer, og jeg føler, der går evigheder inden de får fjernet det vehæmmende medicin.

Der går et par timer, hvor der ikke rigtig sker noget, og det tilkaldte personale går tilbage til det, de var i gang med. 

Jeg går pludselig lidt i panik over, at jeg ikke har været på toilet siden lørdag morgen før brylluppet og spørger JM, om jeg ikke kan få en klyx eller mikrolax. Det er for sent, siger hun – jeg er åbenbart for langt i fødslen, til at jeg kan få det. Jeg kan mærke, det hæmmer mig lidt i at presse.

Jeg forsøger at lukke mig inde i mig selv, så jeg kan føle og følge, hvad kroppen vil. Jeg er dødtræt og sover lidt indimellem spændingerne/veerne for at spare på energien. Jeg er samtidig helt tryg i situationen, og JM roser og anerkender løbende.

Jeg opdager ikke rigtig hvilke personer, der er der nu, men afdelingsjordemoderen kommer i hvert fald og tager over på ”arbejdspladsen”. Den ”almindelige” JM sætter sig ved siden af og skriver journal løbende. Afdelingsjordemoderen tager nu målinger via blodprøver hver 15. minut af lillepigens hoved for at tjekke hendes tilstand. Det er ikke nok med CTG, da hun er meget præmatur. Hendes blod størkner hurtigt, hvilket er et godt tegn. Tallene er hele tiden gode, men jeg bliver forstyrret i at presse hver gang de skal tage prøver. Der er også en JM, der går frem og tilbage med svar fra blodprøverne. Bare lillepigen har det godt, så er alt andet helt lige meget. Jeg tænker på hende hele tiden.

Min kæreste er rigtig god hele vejen igennem. Han sørger for, at jeg får noget at drikke og en kold klud på panden. Jeg føler, jeg er ved at tørre ud – især mine læber og min mund. Det bedste er faktisk, når den kolde våde klud bare bliver tværet ud i mit ansigt.

Jeg forsøger at presse lidt, når jeg får spændinger, men synes stadig ikke, jeg får helt rigtig pressetrang – selvom jeg jo ikke ved, hvordan det skal føles. 

En læge er kommet tilbage. Imens jeg ligger med lukkede øjne, snakker de om, hvad næste skridt er. De er gode til at informere mig, selvom jeg ligger der som en kæmpe udtørret halvsovende hval under vaskekluden. Næste skridt kan være kejsersnit eller vestimulerende medicin. Der skal hele tiden tages højde for lillepigen. Hvis det er muligt, vil jeg helt klart helst føde vaginalt, men i dette øjeblik er jeg også ved at være ligeglad – bare det her snart er overstået.

Jeg er så træt.

Det besluttes, at jeg skal have vestimulerende medicin for at fremprovokere presseveerne – Hun har det stadig godt og kan godt holde til lidt mere.

Endelig begynder jeg så småt at få trang til at presse. Børnelæger, sygeplejersker og ekstra JM bliver tilkaldt igen.

Okay, nu ved jeg, hvad en presseve er!

Nu må det da snart være overstået. Hjertelyden dykker lidt og retter sig ikke umiddelbart. Derfor kommer jeg i sideleje og får O2-maske, hvilket retter hjertelyden.

Efter en pressefase på 5 minutter, hvilket var rigeligt efter min mening, kom vores lille pige til verden. 

Vi havde for inden forberedt os på, at hun ikke havde kræfter til at komme op til mig, og vi forventede, at hun var omkring 1.500 gram, som hun var blevet vurderet til. Som en kæmpe overraskelse kommer hun et hurtigt smut op til mig. JM vurderer, at vores lille pige godt kan holde til det.

Hoooold da op, der er du! Vores lille mirakel! Vildt øjeblik. Tiden står stille lige netop på dette tidspunkt, og jeg glemmer næsten, at det stadig føles som om, hun er på vej ud.

Sødeste lille mus. Så lille og så fin, og hun har det godt. Jeg er lykkelig. Herefter bliver hun tilset, målt og vejet. En sej fighter på 1.710 g. og 42 cm. Waooow en flot størrelse. Jeg er så positivt overrasket. Hun kommer et hurtigt smut ned til mig igen og herefter i kuvøse og med op på afdl. for for tidligt fødte sammen med farmand. Jeg presser moderkagen ud, får målt blodtryk, får 2 sting og skal tisse. Den fødestue, der for et øjeblik siden var fyldt til bristepunktet, føles nu pludselig meget tom. Væk er alt personalet, min nyfødte baby, og det samme er min kæreste. Der ligger jeg så med en følelse af, at en kæmpe kanonkugle er på vej ud af mig, og det er bestemt ikke rart at tisse.

Det hele føles så uvirkeligt.

På den ene side føler jeg, at jeg kan huske det hele fra fødslen, og samtidig føler jeg, at timerne er meget slørede, og at der er mange sorte huller. Men jeg synes fødslen på mange måder var en rigtig god oplevelse. Jeg følte kontrol og tryghed, og selvom der var mange mennesker tilstede, så formåede de at skabe ro. Men jeg mangler stadig en grund til at jeg skulle føde for tidligt!..

Endelig kommer min kæreste ned til mig igen på fødestuen, og vi får morgenmad og fejrer vores lille piges fødselsdag. Vi får rigtig meget ros for vores gode indsats igennem fødslen og for vores ro og kontrol. Og sådan følte jeg mig faktisk også. Sej, rolig og fattet trods de mange tanker og bekymringer. Efter ca. 2 timer kan jeg så endelig gå med op til vores lille pige. Det føles som evigheder. Hvordan har hun det mon? Jeg kan næsten ikke vente med at se hende. Jeg kan næsten ikke huske, hvordan hun ser ud.

Der ligger hun så – lillebitte og fin i kuvøsen, som er dækket til af et klæde for at skærme hende mod lyset og for at skabe ro.

Alt andet er pludselig helt lige meget. Et meget rørende og ubeskriveligt øjeblik. En kæmpe blanding af lykke, glæde, stolthed, frygt, sorg, nervøsitet og bekymringer vælter sammen. Et kæmpe følelsesmekka. Det er svært at rumme så mange modsatrettede følelser på én gang. Tænk, at vi er mor og far nu. Faktisk kan jeg ikke forestille mig en bedre far end min kæreste – han er så god! 

Lillepigen ligger i åben kuvøse med c-pap, som hjælper hende med vejrtrækningen. Hun ligger på en varmemadras, har drop i foden og har fået lagt sonde. Hun er ikke født med samme madpakke som børn, der er født til tiden. Derfor skal hun havde mad igennem næsesonde fra start indtil hun selv er stor nok til at kunne sutte ved mig. Hun har en monitor tilkoblet, som kontrollerer puls og iltmætning. At se hende med alt det udstyr er overvældende og gør ondt i hjertet. Heldigvis er afdelingen fyldt med personale, som er kompetente, empatiske og beroligende. De tager sig tid. Tid til at snakke og forklare tal og udstyr, hvilket giver os ro og tryghed. Samtidig har de læst journalen grundigt, så de stiller ikke alle mulige spørgsmål om forløbet, og det er virkelig rart.

Vi får at vide gang på gang, at det er meget afgørende, at jeg nåede at få lungemodnende medicin to gange – hvor er jeg lykkelig for, at jeg nåede det. Jeg tør ikke tænke nærmere over konsekvenserne af, hvis hun var kommet ud inden deres virkning.

Hun skal have så meget ro som muligt, og derfor er der faste pusle-, spise- og vendetider.

Vi kan allerede nu få hende ud at ligge hud mod hud, men hun skal ligge på vores bryst i længere tid ad gangen, så hun ikke forstyrres for meget.

Sygeplejersken hjælper med at få hende ud af kuvøsen og få alle ledninger og slanger med. Fantastisk følelse at få hende over igen!

Jeg husker tydeligt mine følelser og tanker, da sygeplejersken pusler hende første gang i kuvøsen. Det er så forkert at en anden pusler ens nyfødte barn, men bliver jeg mon nogensinde selv i stand til at pusle, vaske og vende hende og tage hende op. Det ser så voldsomt ud og hun er så lillebitte og skrøbelig.

Ved middagstid bliver jeg introduceret for det, der skal vise sig at blive min værste ven, men på en måde også den bedste! Malkemaskinen. Jeg skal malke ud otte gange dagligt, altså hver 3. time. Heldigvis får jeg en god start, og sygeplejersken er virkelig imponeret og overrasket over, at der allerede kommer nogle dråber mælk ud nu. 

De næste dage ligger vores lille pige så meget som muligt hud mod hud ved os begge. Her skal hun bare ligge at modne. Jeg får shoppet lidt af de vigtige ting fra hospitalssengen som f.eks. lidt præmaturtøj, præmaturbleer, puslepude osv.

Dagene går. Lillepigen får så meget ros. Faktisk så meget ros, at vi næsten ikke kan være i det i frygt for, at der pludseligt skal komme noget uventet. Men som dagene går, og sygeplejersker og læger bliver ved med at rose, er vi ikke længere i tvivl

– hun er verdens sejeste lille pige.

Hun har hele vejen igennem overrasket og bevist, at hun vil frem i livet og gør store fremskridt hele tiden.

Vi pusler hende selv allerede dagen efter hun er kommet til verden, og hendes tal er gode. Hun har lystæppe på i halvandet døgn med god effekt. Ultralydsscanningerne er gode og c-pap’en kommer af allerede i løbet af første uge. Øjnene er som de skal være, hun får sit første bad, hun er på besøg på vores stue, får tøj på for første gang, sover på vores stue og kommer i en mindre kuvøse med en varmemadras.

Jeg græder stadig ved synet af hende.

Græder af glæde. Jeg er så lykkelig, overvældet og glad over, at det hele er gået så godt. At se hende trække vejret, se den mindste lille bevægelse i hendes øjne, læber, fingre, se hende sutte på en sut og sutte lidt ved mig – det hele gør mig så glad. Når hun siger en lille lyd, når hun åbner sine små smukke øjne – det gør mig glad! At se hende ligge på sin far – det får tårerne til at trille ned ad kinderne. Jeg er så rørt over at være så heldig, og jeg glemmer næsten alt om efterfødselsveer – det er småting i det her.

Gud, hvor er der sket mange ting på få dage.

Hvor har vi været meget igennem såvel fysisk som følelsesmæssigt. Jeg har helt glemt, hvor træt jeg er, men det er også helt lige meget.

Selvom lillepigen er stabil, mærker jeg alligevel frygten for at situationen pludselig tager en drejning og angsten for, at hun pludselig skal stoppe med at trække vejret. Mine øjne kigger ubevidst på monitorskærmen hele tiden. Flere gange tager jeg mig selv i at kigge mere på skærmen end på hende. Første gang jeg hørte alarmen for manglende vejrtrækning, lå hun på mig. Jeg blev så forskrækket! Sygeplejersker kom løbende, og jeg troede det var forbi. Heldigvis kom hun hurtigt i gang igen, efter hun blev rettet ud. Det skete flere gange mens vi var indlagt, men det er åbenbart meget almindeligt pga. umodenheden.

Selvfølgelig klarer hun det rigtig flot, og jeg skal vænne mig til at slappe af. Hun siger også stadig mange lyde. Det lyder nærmest som en hel zoologisk have.

Dagene flyver afsted. Mange folk tænker på os. Vi får hver dag beskeder, opkald, besøg, gaver og blomster fra vores skønne familier, venner og kolleger. Hvor er vi heldige og lykkelige over vores familie og omgangskreds. 

Lillepigens vægt stiger. Farmand lærer at lægge sonde. Lillepigen øver sig i at sutte lidt på mine bryster, men har kun fået ordentlig fat og suttet 4-5 gange, og så er brystvorten smuttet ud af hendes mund igen. En sygeplejerske introducerer os til en suttebrik, og der gik et lys op for både lillepigen og jeg. Hun sutter.

Hun kan spise ved mig!

NØØØJ sikke en skøn følelse. Faktisk forventes det først fra uge 34+0 – så vi får rigtig meget ros. De følgende dage bliver hun bare bedre og bedre, og herfra går det bare rigtig stærkt. Hun får nu ikke længere medicin til at huske at trække vejret. Hun får monitoren af og har en apnøalarm på et par dage, indtil den også bliver fjernet. Varmemadrassen bliver fjernet, og vi får at vide, at vi kan komme hjem den følgende uge. Vi går pludseligt i stå. I næste uge? Jamen… jamen, det er jo lige om lidt! Vi skal lige vænne os til tanken, fordi vi havde forberedt os på, at vi nok tidligst – hvis alt gik godt – kunne komme hjem tidligst om 14 dage i midten af august – altså 14 dage før termin. 

Min kæreste får lidt sved på panden over at skulle nå at blive færdig med at støve med fugerne på huset, som han løbende i forløbet har været hjemme at lave. Typisk at man har gang i et renoveringsprojekt oveni alt det her. Vi skal da også lige overveje det en ekstra gang, da min barsel starter den dag, vi bliver udskrevet.

Efter at have vænnet os til tanken og fået gjort lidt rent derhjemme med mormors hjælp, er vi simpelthen så klar til at få hende hjem, og det kan ikke gå hurtigt nok. 

Lillepigen er åbenbart helt med på at skulle hjem, hun hiver nemlig sin sonde ud og det viser sig, at hun klarer sig fint uden.

Så kom dagen, hvor vi er så heldige at få lov til at komme hjem. Sikke en stor dag! Jeg er så glad og føler mig heldig over, at vi allerede kan komme hjem. Jeg trænger så meget til det. Tænk, vi ikke skal være på sygehuset længere.

Vi skal hjem i vante omgivelser.

Vi skal hjem og være en familie. Vi kan lave det mad, vi lige har lyst til, og vi kan spise, når vi har lyst til det. Vi kan gå i haven, og vi kan komme ud med barnevognen. Vi bliver ikke forstyrret hele tiden af blodprøvetagning, kontroller, stuegang og alt muligt andet. Jeg glæder mig, selvom vi fortsat skal passe på hendes immunforsvar.

Til middag bliver vi udskrevet efter lægetjek, høretest og den sidste ultralydsscanning. Frygten for negative svar fra undersøgelserne er stadig stor, men igen er alt heldigvis, som det skal være. Vi kører stolte hjem med vores lille pige. 

Når vi tænker tilbage, er det så vildt, at der er gået 5 uger på sygehuset. Vi har ingen tidsfornemmelse. På en måde er tiden fløjet afsted, og samtidig er der sket så mange ting på kort tid. Det er utroligt, hvad man pludselig kan, og hvordan man lærer at sætte pris på de helt små ting.

Jeg er rigtig ked af, at den første tid som forældre ikke blev, som jeg havde troet og håbet på, men det er forhåbentligt noget, jeg kommer over med tiden. Samtidig er jeg overrasket over måden, vi har kunne være i det på. Trods det hele har vi alligevel følt os trygge og formået at være rolige. Vi er flere gange blevet rost for vores ro, og vi har sammen en evne til at kunne omstille os og til at tilpasse os situationen. Hele denne oplevelse vidner igen om, at vi sammen kan alt. Vi er stærke som familie. 

Jeg kom i tanke om en sygeplejerske, der sagde til mig, at man godt kan føle sorg over at miste den graviditet, man havde drømt om og ikke mindst at miste den barsel, man havde forestillet sig.

Jeg står stadig tilbage uden nogen forklaring på, hvorfor jeg skulle føde for tidligt. 

præmatureMamaWiseComment