Følelsen af at min krop ikke selv kunne, gjorde ondt.

2 januar havde jeg termin med vores første barn.

Det var en lille pige, og vi glædede os helt vildt. Andreas og jeg havde talt rigtig meget om hvilke ønsker vi havde til fødslen, og hvordan det mon ville gå. Jeg havde hele tiden haft en fornemmelse af, at jeg ville gå en del tid over terminen, men krydsede selvfølgelig fingre for hun ankom til tiden.

Vi havde snakket om så lidt smertestillende som muligt, og hvis det blev nødvendigt, skulle det være så naturligt som muligt. Vi havde talt om fødekar, chiliplastre, rebozo og jeg skal komme efter dig.

Sådan blev det slet ikke!!

Tiden gik, og gik, og gik og gik……… Ventetiden var ulidelig lang, og jeg var kæmpe stor og kunne nærmest ingenting til sidst. Tro mig, vi havde prøvet ALT for selv at sætte fut i tingene, men intet hjalp.

12 januar skulle vi til tjek på sygehuset, og jeg håbede virkelig jeg var klar til at kunne få lavet en hindeløsning. Men nej. Absolut ingen tegn på fødsel. Vi blev sendt MEGET skuffet hjem.

14 januar skulle vi igen på sygehuset for at tale om igangsættelse. Man har et valg om man vil igangsætte fødslen ved brug af piller. På den ene side var jeg/vi SÅ klar til at møde vores barn, og på den anden side havde jeg ikke lyst til at fylde min krop med alt mulig unødigt. Hun skulle jo nok komme når hun var klar. Plus undersøgelser viser, at man ikke er sikker på barnets trivsel når man er 41+6, og jeg ville jo ikke udsætte hende for noget der var skadeligt.

Følelsen af at min krop ikke selv kunne, gjorde ondt.

Jeg tror man som kvinde helt instinktivt føler man ’skal’ kunne selv. Jeg har talt med flere kvinder der har svært ved at få børn, om at man sidder med følelsen af at være forkert og uduelig. Det er lidt det samme når ens krop ikke selv kan sætte fødslen af sit barn i gang. Jeg følte mig som en kæmpe fiasko, og det var virkelig et nederlag. Men samtidig var jeg spændt og glædede mig til at igangsætte, det der skulle være det største øjeblik i mit liv.

D. 14 januar kl. 8.30 tog jeg første pille.
18.30 mærkede jeg første ve.
01.30 kom vi på sygehuset

Jeg var ca. 2-3 cm åben da vi ankom på sygehuset, og det var en lang og hård fødsel med alt tænkeligt smertestillende. Jeg er sikker på min krop ikke var parat til at føde, og at Ellen ikke var klar til at komme ud.

D. 15. januar kl. 17.34 kom hun med hjælp af hård sugekop, da hendes hjerterytme faldt drastisk og længe. Hvis hun ikke var kommet ud på sidste og tredje træk, skulle vi have haft akut kejsersnit.

Vi havde et turbulent efterforløb og var indlagt i 5 dage. Jeg er sikker på, at hun ikke var klar til at komme ud. Og dagen i dag ville jeg ønske jeg havde truffet valget om at sige nej tak til igangsættelse, og ha' ladet naturen gå sin gang. Så havde fødslen måske set anderledes ud, og rent faktisk været en god oplevelse.

/ Mie Heide


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.