Jeg har altid været bange for at skulle føde, og nu har jeg 2 børn!

Jeg har altid haft en frygt for at føde, så da jeg blev gravid med vores dreng, vidste jeg godt, at jeg begav mig ud på usikker grund.

Denne følelse udtrykte jeg allerede ved første jordemoderbesøg, hun kunne tilbyde mig nogle ekstra konsultationer hos en anden JM som kunne tale fødsel og frygt igennem. Dette tog jeg gladeligt imod.

Ved den JM kom vi frem til, at jeg kunne få epidural, så snart jeg kom ind og fødslen var igang, hvis jeg ønskede det, i stedet for at vente til man normalt lagde den, da det primært var smerterne jeg frygtede.
Samtidig valgte jeg i løbet af graviditeten at gå til noget graviditetsyoga, for at forberede krop og sjæl på den forestående fødsel.
Begge dele gav mig ro i sindet, og jeg glædede mig ikke til fødslen, som nogle andre gør, men jeg frygtede den ikke på samme måde.

Dagen kom hvor jeg fik veer.

Dag 1: Jeg fik veer om natten kl. 3 på terminsdatoen, de var ikke slemme, men jeg mærkede dem konstant med 5 minutters mellemrum. De fortsatte dagen igennem, og sidst på eftermiddagen da min kæreste var kommet hjem, ringede vi på FG, de ville ikke se mig, før senere på aftenen, da veerne tog til i styrke.
Jeg var vidst 3-4 cm åben, men slet ikke i aktiv fødsel efter deres mening, jeg blev sendt hjem med en afslappende og en halv smertestillende pille, så jeg kunne få noget søvn, og så regnede de vidst med at se mig inden natten var omme. Meget skuffede tog vi hjem, jeg synes slet ikke det var sjovt mere.

Pillerne virkede ikke, så overhovedet ingen søvn til mig, jeg mærkede stadig de konstante veer med ca. 5 minutters mellemrum.

Dag 2: om morgenen tog vi igen fat i FG, de så ingen grund til at se mig, men hvis jeg var utryg, så måtte vi da gerne komme. Og det viste sig, at der intet var sket hen over natten. Endnu en gang kunne vi tage hjem og vente. Nu var jeg både træt og frustreret over det trak sådan ud.
Over middag, samme dag, lå jeg på sofaen, og faldt i søvn mellem veerne, fordi jeg var så træt. Pludselig mærkede jeg noget lignende en elastik der springer, for neden. Og jeg løber ud på toilettet. Det var vandet der var gået. Endelig skete der noget, så jeg ringede til FG igen. De var ikke ivrige, men sagde at vi da godt måtte komme.
Der blev bestilt en anæstesilæge til epiduralen, da vi kom, så ca. kl. 17.30 - 1 1/2 døgn efter det hele startede - kunne jeg endelig få lidt ro. Jeg kunne ikke sove, men det var godt at få slappet af. Hen over de næste timer åbnede jeg mig støt og roligt til de 10 cm, også skete der ikke meget mere.

Dag 3: På et tidspunkt omkring midnat begyndte jeg at mærke veerne tiltage, og de lagde et vee-drop på mig, for at få gang i pressefasen, det gjorde så ondt, at jeg kastede op af smerte.

Stadig ingen presseveer.

Først omkring kl. 4-5 stykker beslutter de at lave et akut KS på mig, på grund af manglende fremgang, og jeg græder af lettelse. På det tidspunkt har jeg også været mere eller mindre vågen i 48-49 timer.
Jeg kunne stadig mærke veerne helt frem til jeg lå på lejet. Mens jeg lå der, spurgte jeg, om jeg måtte sove imens, det må man selvfølgelig ikke. Men jeg husker ikke så meget af selve KS, de måtte ellers hive meget til, fordi han havde kilet sig fast nede i mit bækken, og det var faktisk derfor han ikke kunne komme ud vaginalt.

Der endte med at gå 50 timer fra start til slut, hvilket jeg synes var længe at trække en fødsel ud.

Men jeg er ikke i tvivl om, at personalet har fulgt alle retningslinjer korrekt, og har ikke følt at jeg eller min søn var i fare.
Det var meget hårdt at have gjort så meget, for at kunne gennemgå en vaginal fødsel, også alligevel ende i KS, så ville jeg hellere have fået det fra start.

Knapt 3 år senere blev jeg gravid igen, og frygten i mig var blevet større, så jeg blev helt angst, da jeg snakkede med den nye JM.

Hun sendte mig endnu en gang til en anden JM, som havde ekspertise i KS. Der fandtes ingen fysiske indikationer for, at jeg ikke kunne føde vaginalt 2. gang. Derfor blev vi frarådet at få lavet et nyt KS, men valget var vores, og blev grundigt informeret om alle risici, så vi kunne tage en velinformeret beslutning.
Min kæreste støttede mig, og sammen besluttede vi, at for jeg skulle kunne slappe af i løbet af graviditeten, og give vores datter den bedste start på livet, så ønskede vi et planlagt KS.
Under de faste rutinetjek en måned eller to før termin, opdagede en læge, at hun faktisk lå med numsen nedad, og dermed havde jeg ikke fået lov at føde vaginalt alligevel.

Så vi fik en tid til planlagt KS 4 dage op til termin. Jeg var så meget mere tilstede og frisk til at opleve dette KS. Det tog noget tid, da jeg var blevet skæv i lænden, og derfor havde de svært ved at lægge bedøvelsen i ryggen, men det lykkedes til sidst. Lægen der udførte KS, fortalte at det var tydeligt de havde haft problemer med at få vores søn ud tidligere, da der var en del arvæv, så hun gjorde meget ud af at få mig syet ordentligt sammen, hvis jeg skulle have flere børn.

Denne gang restituerede jeg meget hurtigere, for kroppen gennemgik denne operation, uden 50 timers arbejde inden.

Ingen tvivl om, at alt havde været meget nemmere, hvis jeg havde født vaginalt begge gange, men det kunne bare ikke lade sig gøre. Og heldigvis har jeg aldrig haft en drøm om den naturlige fødsel uden nogen form for smertestillende, for så var jeg endt skuffet. Når jeg ser tilbage, tænker jeg, at min underbevidsthed måske har vidst, både første og anden gang, at det ikke kunne lade sig gøre.

Men Gud jeg har mødt mange fordomme på min vej, da vi besluttede at få et planlagt KS, før folk kendte min forhistorie, og det gjorde ondt at skulle forklare hver gang.

I dag har jeg de 2 dejligste børn, jeg altid har drømt om, og er glad for lægevidenskaben gør det muligt for os uheldige, at få børn trods komplikationer.

Mange kærlige hilsner
Katrine