"jeg har det ikke godt, og synes det er hårdt med en nyfødt"

Vi opdagede min fødselsdepression (fd), da vi en aften sad i stuen alle 4 (mig, min kæreste, vores søn på 4 og vores datter på et mdr.)

Jeg sad og ammede vores datter, da jeg ud af det blå blev dårlig, svimmel, prikkende fornemmelse ved næse og mund og ud i min venstre arm. Da jeg ikke fik det bedre af at komme ned og ligge og drikke vand, så ringede min kæreste til lægevagten, da jeg begyndte at få ondt i brystet. Det endte med at de sendte en ambulance, da der var mistanke om noget med mit hjerte eller lunger. Ikke rart når man har 2 små børn, er SÅ glad for at min kæreste var hjemme den dag.

Da ambulancen kom, tjekkede de mit hjerte og jeg fik noget medicin imod blodprop - for at være på den sikre side. Heldigvis så alt fint ud, men jeg skulle med ind på sygehuset og tjekkes, da jeg stadig havde ondt og ikke trak vejret ordentligt. 

Inde på sygehuset brød jeg helt sammen da jeg kom ind på stuen, og endte med at ligge og tudbrøle over for ambulancemanden.

Jeg sagde til ham
"jeg har det ikke godt, og synes det er hårdt med en nyfødt".

Efter jeg havde grædt færdigt og var kommet nogenlunde til mig selv igen, kom der en læge og sygeplejerske ind til mig (min kæreste og datter var også kommet). Der fik vi en snak om, at det var et angstanfald jeg havde haft, og at det nok var en reaktion/fødselsdepression.

Der kom også en fra hjerteafdelingen og scannede mit hjerte og lunger så vi var på den helt sikre side - alle blodprøver og scanninger var fine (heldigvis!)
Lægen og sygeplejersken var gode til at snakke med os og der gik længe inden vi måtte tage hjem igen.

Dagen efter var jeg over på akutmodtagelsen ved psykiatrisk afdeling, efter aftale med lægen fra dagen før. Der fik vi en snak med dem, og vi blev hurtig enige om at jeg skulle til egen læge i stedet for - var heldig at få en tid samme dag hos egen læge.
Derefter gik det hele stærkt. Fik også taget kontakt til min sundhedsplejerske, som kom på 3 dagen hjem til os og snakkede med os. Min kæreste havde lige startet nyt arbejde, men havde taget fri i nogle dage for at være hjemme ved mig.
Min sundhedsplejerske fortalte, at gennem kommunen var det muligt at komme til noget gruppesamtale med 4 andre kvinder i samme båd sammen med mig. Der var desværre noget ventetid, men inden jeg startede til gruppesamtalerne, så kom sundhedsplejerske hjem til os 1-2 gange om ugen og snakkede med mig/os.

Og det var en kæmpe hjælp for os begge.

Fik 12 gange til gruppesamtale, hvor vi mødtes 1 gang om ugen. I starten synes jeg at det var noget mærkeligt, og havde svært ved at åbne mig ordentligt op. Men efter et par gange hjalp det. De samtaler var guld værd, da man snakkede med nogen som var i samme båd som mig selv. Jeg kunne snakke med nogen som forstod mig og mine følelser og tanker. Det var ikke altid at min kæreste, familie og venner kunne det.


Vi kom også frem til, at det der var med til at vælte korthuset var, at jeg havde svært ved at sætte mine forventninger/krav til at være mor til 2 ned. Plus jeg havde for høje forventninger til mig selv også. 

Under samtalerne gik jeg også til samtale hos en psykolog, men det stoppede jeg hurtigt med igen da det blev alt for mange samtaler jeg skulle forholde mig til. 

Det der var en stor hjælp, var at vores familie og venner hjalp rigtigt meget når min kæreste var på arbejde.

Uden dem, ved vi ikke hvad vi skulle have gjort.

Så havde jeg nok ikke fået det bedre så hurtigt igen. Så dem er vi evigt taknemlig.

Den dag i dag har jeg det meget bedre, men der skal stadig ikke meget til at vælte mit korthus. Jeg har lært at kende mig selv og mine signaler i dag. Dog er stadig noget at arbejde med. Men jeg er overbevist om, at en fd er ikke noget man kommer over på så kort tid.

Det tager tid at lære sig selv at kende igen, og kende sine begrænsninger, lære at sætte ens forventninger/krav til én selv ned og så tage det som det kommer. Jeg kæmper som sagt stadig lidt med det, men bliver bedre og bedre til:) 


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.

Læs også:
fødselsdepression - følelsen af ikke at kunne føle noget

Fra frustration til fødselsdepression

Når det er svært at blive mor – en fortælling om fødselsdepression